Nysøe
d. 19de November. 1840.
Mel.: T’en souviens tu.
Naar Codans Bølge med sneehvide Bryster
Sig ruller larmende mod Sjølunds Øe –
Og naar Skovdækket trindt paa Danmarks Kyster
Hendøer for Stormen fra den vilde Søe, –
Naar Fuglen tier i de lyse Lunde,
Kun Maagen skriger ved den kolde Strand:
Da synges der en Sang fra tusind Munde
Om Danmarks Riges store Kunstner-Mand.
Som Egen fast han staaer i Oldings Alder,
En stærk, en kraftig, virksom Skaber-Aand;
Mens ved hans Side mangen Ven henfalder,
Er klart hans Blik og stærk hans Kunster-Haand
Usvækket som i feirest Manddom stander
Han i sit elskte Danmark mellem os, –
Mens Aaret seiler bort og atter lander,
Han lever evig ung, – sin Tid til Trods.
Mens Aaret da henruller under Solen
Og Sjele seile henad Tidens Aae, –
Mens Livet visner under Verdens-Polen,
Vil evig ung Skyts-Englen hos os staae. –
Du tryller Lysglimt fra Ideers Rige
I høi og herlig himmelsk Poesie,
Og stadig Genier til Dig nedstige
Med Gudedrik med Tryllekræfter i.
Saa sjunge Vinter-Storm fra Danmarks Sunde
Et Echo-Qvad i Chor med Bølgens Brag,
Saa feire Sjølunds Vang og Væng og Lunde
End mangt et Aar Thorvaldsens Fødselsdag:
Men medens Stormen farer over Vænge,
Bebuder os en nye, en venlig Vaar,
Det gjalde høit: Thorvaldsen leve længe!
Ham skjænke Himlen mange glade Aar!