Middelfart den 10.de Juni 1843.
Høistærede Herr Conferenzraad!
Meget beder jeg Dem om venlig Tilgivelse, at jeg, uden at have den Ære at være kjendt af Dem, tillader mig den Friehed at henvende mig til Dem med et Anliggende, som i mine sidste Dage af Livet, ligger mig ret meget paa Hjertet; men underrettet om Deres velvillige Sindelaug og ædle Redebaandhed, lader samme mig haabe, at De bevaagentlig undskylder, og ikke afslaaer mig en Anmodning jeg vover at gjøre til Dem, dersom Deres mangfoldige Arbeider for høie Personer ikke lægger Hindring i Veien.
Vi ere begge to gamle Mænd, – jeg i mit 78 Aars Alder – og som Følge deraf jo ønske, at lade en venlig Erindring efter os. Deres Hoivelbaarenhed i det Store, da Villie, Kunst og Formue giver Dem Æren dertil; jeg derimod som en gammel afskediget Soldat, der ene ved Orden og Sparsommelighed har tilveiebragt mig en Skjerf, maae glæde mig med det Mindre; og som jeg har ønsket, at skjenke Byen her, hvor jeg har tilbragt i Roelighed og Tilfredshed 10 Aar af min Alderdom, ved et Gave Brev en liden Penge Sum af 2000rbd, for af sammes Renter skulde tjene til, fuldstændig at opklæde for evig Tid paa Fredrik den 6tes. min Velgjørers Fødselsdag, 3de. fattige Pige og 3de. fattige Drenge Børn; og give 3de. Huusarme et vist Quantum Brende, samt efter min Død, i den Mellentid, at et meget agtværdig men høist svageligt Fruentimmer Mamsell Seydler, Datter af Kapelmusikus Seydler, og som for Tiden bestyrer mit Huus og pleier min Alderdom, levede; Renten skulde cesserer til hiin Brug, og gives hende i Pension, men af det Danske Cancellie er bleven benægtet den kongelige Sanction paa; hvilken var nødvendig efter Staattens Indretning, for Førstes Fuldbyrdelse efter Bestemmelsen i Gave Brevet, udi den fjerne Fremtid; saa staaer nu min Hu og mit Ønske til, at give Byen en anden venlig Erindring; med at skjænke dets Kirke, en nye Døbe Fond, da den som haves, er et smagløs gammelt Stykke, med et messing Bækken, der efter mit Skjønnende ikke passer til den betydningsfulde Handling, at indvie et Menneske ved Daaben til den christlige Menighed. –
Jeg vover desaarsag i den Henseende at tye til Deres Ædelmodighed, og beder Dem, høistærede Herr Conferenzraad, om De ikke vil hjelpe mig at see dette mit Ønske udført paa en hædrende Maade; i det De ville modelledellere mig et kounstriig Fodstell, og lade en duelig Sølvarbeider komme, for at opgive ham hvorlunde Bækkenet, der skulde veie 1½ [X] Sølv, efter Deres Idee og det af Dem betænkte Fodstelle Form skulde være; samt af Bevaagenhed og Velvillie for mig, akkordere hvad han for samme i Sølv og ArbeidsLøn skulde have, da jeg efter min pecunaire Ævne, har betenkt til denne Døbe-Fonds Anskaffelse 300 Specier, og derefter godhedsfuld foranledige, at Fodstellet blev efter Deres Modell gjort af den Materie /: maaskee Terra-Cotta:/ som var hensigtssvarende til Varigheden! Fremtiden, og Bestemmelsen af min Udgivts Størrelse; hvornæst De ville forøge Deres Godhed imod mig usigelig, dersom dette Arbeide som snarest maatte begyndes, for om mueligt endnu i min Levetid, at glæde mig ved Deres Høivelbaarenheds Lyst at skjænke hvo som helst Bye uden for Hovedstaden i Fædrelandet, et Stykke af Deres Arbeider til Kunstens Beundring! Oldingens ophøiede Talent.
Endnu engang beder jeg om Tilgivelse, at jeg saa redelig henvender mig til Dem, og beder tillige; at dersom Deres godhedsfulde Sindelaug tilstaaer mig mit Ønskes Fyldestgjørelse, det da maae være for Andre ubevidst, indtil samme er ferdig; og slutter jeg med Forsikkringen om den dybeste Høiagtelse, hvormed jeg har den Ære at undertegne mig Høistærede Herr Conferenzraad
Deres Høivelbaarenheds
Ærbødigste
Chr Sundt.
General Lieutenant