Kjære Signor Alberto! Skjøndt jeg meget længe har længtes efter at høre hvorledes det gik Dem, og hvad De tog Dem for, har jeg dog ikke havt Mod til at skrive til Dem førend nu da Fader sender et Brev til Rom. Imidlertid er det saa længe siden vi her i Kjøbenhavn hørte noget om Dem, saa jeg for længst har opgivet det (at skrive) som et Middel til at faae nogen Efterretning fra Dem; men jeg er bange De reent skal glemme, jeg er til, og for at forebygge Sligt skal De plages med et par Ord fra mig. Det har forekommet mig saa uhyggeligt at vi reent vare afskaarne fra al Samqvem med Dem, at jeg har anmodet Alle hvem der reiste til Rom, om at bede Dem, forholde Dem smukt roligt der til vi kom og hentede Dem; thi det vil de rigtignok være et slemt Puds af Skjæbnen om De drog til Kjøbenhavn naar vi kom til Rom; jeg troer ikke jeg fandt mig i det; thi De hører saa nødvendigen til, og er saa uundværlig i mine Erindringer fra de lykkelige rommerske Dage, at det ikke vilde være den samme Bye, hvis vi kom og ei fandt Alt ved det Gamle. Det er da godt at De har det Fortrin for Andre, at kunde være hos Deres Venner, om ei in persona, saa i Deres Værker ; derfor lever vi ogsaa saa godt som med Dem, da vi daglig have Deres andet Jeg for Øie. Jeg behøver vel neppe at fortælle Dem at Deres Museum gjør en meget god Figura; det seer næsten grandiost ud, med sin simple Façade, der speiler sig i Canalen; i Vinter da Krandsen skulde sættes paa Bygningen bandt Moder en stor Krands dertil, og havde den Dristighed (i vore oprørte Tider) at hænge en tricolore Fane øverst op paa den; vi andre søgte at afskrække med Hovedvagten og Tiltale, som jo hører til Dagens Orden; men hun lovede nok at skulle forsvare sin Fane, om det saa var for Kongen selv; Frihed i Konsten, mente hun, har Thorvaldsen indført, at den maae bestaae, maae være vor fornemste Atraae, og hans Museum skal staae frit fra enhver Forbindelse med Slottet eller andet deslige. Hun takker Dem ofte i sit stille Sind naar hun sidder i den saakaldte Cuppelstue og seer fra Staffeliet hen til Deres paa Sjæl og Legeme bevingede Væsener, hun siger, det er Deres Skyld hvis det hun maler bliver godt, da Deres Genius begeistrer hende. – Fader har nok skrevet til Dem i Foraaret, om at vi ville komme til Roma ; men vi ere da endnu herpaa Skovgaard, hvor vi formodentlig blive, da vi ikke godt kan bevæge os fra det ene Sted til det andet. Med de kjærligste Hilsner fra alle de mange Venner De har i vores Familie vil jeg slutte, og bede Dem, dog snart at lade os høre fra Dem da vi ere i en complet Uvidenhed, om hvad der angaaer Dem. Lev nu vel og vær rask og fornøiet, naar vi seer Dem igjen i hvor det saa skeer
Deres Maria Puggaard
Hvis Moder ikke skriver idag er det kun for at vente til en Gang naar hun er rigtig oplagt, og saa vel som hun kan føle sig.
