Faaborg d 14de. October 1839.
Høivelbaarne Hrr Conferentsraad Thorvaldsen!
Allerede i Foraaret sagde Rygtet at De atter vilde forlade os, og nu siger det saa bestemt, at vi ej længer tør betvivle det. Som en kjærlig Moder sørger naar hendes kjære Barn drager bort fra hende; saa sørger Danmark naar Thorvaldsen igjen skal savnes her. Begeistringen for Deres Værker, og den sande Høiagtelse jeg nærer for Dem i mit Indre, har fremkaldt nedenstaaende Tanker, som jeg nedskrev af Glæde over Deres Komme, hvori Veemod blandede sig da jeg hørte, De igjen vilde forlade vort elskede Fædreneland. Aldrig har jeg havt den Glæde at see Dem; men for nogle Aar siden saae jeg Deres Portrait hos Bærentzens. Deres Træk har jeg tilbagekaldt i min Erindring, og de have givet mig det glade Haabe, at De ikke vil vredes over min Dristighed; men godhedsfuld modtage mit Hjertes simple, men velmeente Tanker; tilføiende de allerbedste Ønsker for Deres Vel, og nedbedende Guds Beskjærmelse over Dem.
Med sand Høiagtelse og Hengivenhed
Marie
Til Thorvaldsen!
Her har Himlens Gud din Vugge sadt
Paa de danske blomsterrige Sletter;
Skjønne lyse Stjerner os forjetter,
Thorvaldsen har Danmark ej forladt.
Til Italien Kunstens rette Hjem
Danmarks Yndling tidligt vilde drage;
Men Han atter kom til os tilbage,
Aanden hørte: Danmark ej forglem.
Og begavet riigt med Kunstner=Aand,
Smykket med det sande Kunstner=Stempel:
Gav Du Prydelser til Herrens Tempel;
Skjønne Billeder fra egen Haand.
Meislen gav de døde Former Liv.
Guddoms=Lyset see! paa Christi Pande!
Kraft, og Blidhed kan Du sammenblande;
Ved Geniets, Kunstens store Bliv.
Er Danmarks Sol, som Romas ikke mild,
Varm dig ved Ilden i de danskes Øje,
Bad dig i Taareblikket mod det Høie!
Som meer end tusind Ord dig, sige vil!
Faaborg d 4 Jan 1839
[Tilføjet på skrå i marginen]
Kuns svagt at stemme Harpen jeg formaaer
Men Hjertets Toner, Thorvaldsen forstaaer!
Marie