Albano d. 5de August.
Min eyegode Thorwaldsen!
Jeg skriver Dem kuns faae Ord, da jeg veed at De ey gider læse, og jeg ikke er i Stand at sætte i Øyeblikket et langt Brev tilsammen. – Aldrig er jeg været meere benødet Deres Raad, og Deres Hiælp for Momenten som nu, og da jeg ikke har gived Løfte at tie over min nuværende Skiebene, so tilader De mig, at ovenbare mig for Dem. – Skiæbenen eller Tilfaldet førte mig i eet Huus, hvori var tvende meget smukke Piger. I min mørke Stemmelse tænkte jeg aldrig paa Kierlighed især da Moderen sagde mig, at hendes yngste Datter havde hun forloved med een Romer, for at beføie hender for eet ungt Meneske’s forfølgelser i Larricia som havde fattet Kierlighed til hende. – Efter omtrent 14 Dage blev den smukke mutere Agathe bleg, melankolisk, og Moderen klagede, at hun bestillede alle hendes foretninger forkeret. – Jeg troede at Aarsagen var at hun elskede det omtalede unge Meneske og afskyede Brudgommen i Rom. – I flerer Dage svarede hun ikke naar jeg spurgte hvad der foraarsagede hendes Bekymring, endelig tilstod hun mig under mange Taa[r]er at jeg var den som hun elskede; saa forundret jeg blev herover, saa sagde jeg hender, at hun aldrig kunde giøre sig Haab, at jeg giftede hender – hun svarede, det er nok naar du kuns elsker mig. – Her skulde jeg havde taget afsted, og flye, men hendes bønner, hendes fortvivelse hold mig stedse tilbage. –—følgerne have min gode Ven, kan De som kiender Verden let begrive. Jeg og hun frygter at hun er Moder. –Hun staaer rigtig nok i eet forhold, med den unge Mand i Rom, men naar hendes Tilstand skulde være saaledes som vi frygter, saa er der vel neppe Haab at han gifter hende, og hvad skal saa blive af den arme Pige; dog kan jeg ikke sige at jeg havde forføret hende, men Temperament, Tilbøyelighed og Leylighed, fører alletider tvende Mennesker som elsker sig til dette Skoid: – Hendes Moder opdagede vores Omgang, og i Steden for at giøre et Helvedes Spektakel som jeg formodede, var hun meget fornuftig, og nødede os kuns et Løfte af, som vi begge have nøye agtig hold, aldrig at see vos meere alleene. – Men dette Løfte og mit Temperament, har ført mig i et andet Ulykke. Lægemet vil have sin Ret, som Forstanden. – Kiærligheden irriterer Sandserne, jeg kommer med andre Italienere for omtrent 6 Uger til Albano, for at være lystig – i Huset boede en Donna som giorde Villegiatura hun var smuk, vi drak temmelig, hun lod hendes Kammerdør oppe, og jeg hentede mig der een ilde Dryppert, som var bleven endnu værre, fordi jeg, som aldrig kiendte denne Ting, holdt den for een forkiølelse, og forsømmede den i otte Dage aldeles – da jeg fik at hvide hvad det var, saa blev jeg saa altereret, og fik saa forfærdelige Kramppetrækninger, at selv Lægen forskrækkede sig – og jeg er endnu ikke kureret. Til alt dette kommer, at jeg for 2de Dage tabte næsten alle mine Penge som bestod i 9 Pezi dEspagna – Jeg venter i 14 Dage fra Dannemark og fra Neapel Penge, som kommer gandske visseligen, men nu er jeg i een fremmed Bye, hvori jeg ikke kiender nogen Menneske, jeg er syg, jeg er melankolisk, derfor hielp mig med 10 Scudi, som jeg betaler Dem i 14 til 20 Dage. – De hved De haver saa venskabelig laant mig er ritig bleven udbetalt til Baron Schubart. – Jeg har skrevet hiemme, at man sender mig een anseelig Sum Penge – Naar jeg faar dem, so boesætter jeg mig i Larricia og gifter mig. – Jeg føler at for vel at jeg aldrig kann glemme den gode Pige, som selv i min Sygdom som ey kunde blive hender skiult, og som Moderen af Politik ovenbarede hender, gav mig Bevise af hendes ømmeste Kiærlighed. Skriv mig snart min gode Ven nogene trøstelige venskabelige Ord. Paa Mangel af Tiltroe kann De dog nu ey klage – Med den største Agtelse er jeg
Deres
hengivene
Wilhelm v Huth.
Hvilde De vel have den Godhed, at sende mig disse 10 Scudi med den første Post, da jeg er i saa stor een forleienhed – Hils Hoyer – Gid jeg kunde eengang tale Dem begge – Skulde dette ikke kunde giøre sig mueligt? – Jeg boer nu i Albano paa Piazza St Rocco No 9: all Primo Piano. –