The Thorvaldsens Museum Archives

Herr Etatsraad!

De vil vidst med Forundring see igien nogle Linier fra mig; et sidste, hvori jeg tillod mig at tilskrive Dem var fra Genua, hvori jeg takkede Dem for den smigrende Godhed, som De viiste imod mig under mit Ophold i Rom. Denne Gang skriver jeg Dem disse Linier til fra Kjøbenhavn, idet jeg ikke kan undlade at underrette Dem om Majestætens Naade, der har behaget at constituere mig til Stiftamtmand over Island, et Land der er stolt af at tælle Dem blandt sine Sønner. Jeg kunde ikke gaae derhen uden at have bedet Dem om Tilladelse til der at turde nævne Dem blandt mine første Velyndere, thi Deres Navn vil være mig en behagelig Anbefaling blandt Deres Landsmænd, ogsaa kunde jeg ikke undlade at hilse Dem af Hjertet paa egne og mine nye Landsmænds Vegne, og vover jeg i alles Navn at frembringe vor Tak til Dem for den Gave, som jeg saae i Rom, hvormed De ihukommende Fædrene-Arven, har bestemt at pryde Herrens Tempel i Islands Hovedstad. Det Mesterværk, der vil giøre Reikevig bekjendt blandt alle Konstens Dyrkere, og til fierne islandske Slægter bringe Mindet om den Mand, der udgik fra deres Midte, og skjenkede Landet et varigt Minde om hvem og hvilken Mand, det med Stolthed kunde regne blandt sine ypperste. – Kjære Thorvaldsen! De seer jeg bliver noget begeistret, men hvem vilde ikke i mit Sted blive det ved Tanken om, at have havt den Lykke at giøre personligt Bekjendskab med den Mand, af hvis Roes alle Konstneres Munde gjenlyde, og ved Erindringen af de Mesterværker, der allene ere istand til at lokke Fremmede til Rom, blandt hvilke ogsaa var det omtalte, ved hvis Minde jeg nu fryder mig desmer, som jeg veed at det vil blive Prydelsen for den Kirke, hvori jeg i flere Aar skal takke Herren for den mig tildeelte Lykke, og bede ham om Kraft og Held til værdigen at udføre det vigtige Hverv, som Kongen har betroet mig.
Jeg glæder mig ret ved at kunne giøre Islænderne bekjendte med den landskjerlige Gave, hvormed De, gode Thorvaldsen har betænkt os, og vover herhos at fremføre den Bøn, at De snart vilde tilstille os den, for at De endnu i Deres Levetid, som vi alle ønske endnu maa blive lang, kan have den Glæde at erfare, at mange af Deres unge Landsmænd ere bleven optagne i det christelige Troessamfund ved den Døbefond, hvormed De har skjænket Deres Landsmænd et uimodsigeligt Beviis paa, at selv den ufrugtbareste Jordbund kan bære de skjønneste Frugter. – Og beder jeg Dem endnu i dette Aar, om mueligt, at ville sende den hertil Staden. Den vil da let med Skibene, der hvert Aar afgaae i Løbet af denne Maaned, kunne komme op til os. Men forsømmes Tiden vil der ved Afsendingen herfra til Reikevig endnu hengaae eet Aar, da man vel nødig vil betroe en saadan Skat til Efteraarets Storme. De vil sige, at jeg just ikke viser megen Discretion ved saaledes at fremsætte mine Ønsker, og ved ikke at bie til Giveren selv oversender sin Gave, men da min Lykke nu een Gang har bragt mig denne skjønne Gave med sin paahugne Inskription for Øine, kan jeg ikke andet end ønske mig, at have endog den mindste Deel i at samme kommer til sit Bestemmelsessted, og den forekommende Godhed, som De viiste mig under mit Ophold i Rom, berettiger mig til at stoele paa, at De ikke i denne Henseende vil ansee mig for ubeskeden. –
Jeg erindrer med megen Glæde de 10 Uger, som jeg tilbragte i Rom; Freund, der nu er kommet hertil, og jeg tale ret ofte om Dem, vor ærede Landsmand og om den pikante romerske Levemand; hans Tanker dvæle ofte med Længsel ved disse Erindringer, han beder Dem erindre sig med det gamle Venskab. – Førend min Afreise herfra har jeg havt en stor Fornøielse ved at faae Tilladelse til at see Deres Christus og Apostlene opstillede i Frue Kirke. Denne vil blive færdig til Pindsedag, og da indvies til Gudstieneste paa nye; men da jeg, forinden den Tid, maa tiltræde Reisen til mit Bestemmelsessted har jeg seet dem i Forveien, og ret glædet mig ved at giensee Deres Statuer, som henrev mig og enhver, der betragtede dem i Rom. – At de give Kirken en overordentlig Prydelse og Værd, behøver jeg ikke at sige Dem. –
Jeg tør ikke opholde Dem længere, imidlertid smigrer jeg mig med, at disse Linier fra en Landsmand, der er giennemtrængt af Høiagtelse og Kjærlighed til vor Tids ypperste Dansker, ikke ville blive tagne op med Uvillie, skjøndt de indeholde en Bøn, som Beskedenhed skulde have afholdt mig fra at fremføre, men jeg beder Dem vel betænke, min Bøn er ikke for mig selv, men for det Land, der er os begge kjært. – Og saaledes tillader jeg mig at slutte med Anmodning om min venskabeligste Hilsens Formelding til alle mine Landsmænd i Rom, der endnu maatte erindre mig, og med den, skjøndt som jeg haaber ufornøden, Forsikkring om min inderligste