Kiereste EtatsRaad Thorwaldsen!
min værdige Ven!
Jeg bliver nu gammel. Jeg har lagt de 80 aar tilbage, og er uvis om jeg skal leve det 81de, som nu for mig er indtraadt, tilende. I denne Uvished vil jeg paa denne Nye-Aarsdag skrive Dem nogle Linier. Gud veed om jeg oplever flere. I saa Fald maae jeg ansee dem som Tilgift til en Bane, der allerede har naaet sit Maal.
Deres Christus og Apostlerne har jeg for faae Dage siden seet alle opstillede, enhver paa sin Plads i Frue-Kirke. De have meer end jeg kan beskrive Dem det, frydet mit Øje og min Siel. Christus og Johannes i sær, svæve mig stedse for Tanken. Hvor jeg gaaer seer jeg dem som om de stode for mig, uden at jeg dog glemmer nogle af de øvrige, hver for sig skiønne og carakteristiske. Jo meer jeg beundrer disse Mesterværker, jo inderligere bliver mit Ønske om at see en Døbefundt fra Deres Haand staaende midt i Altergulvet lige for Christus Billedet, maae jeg derom hos Dem indlægge en Bøn, da haaber jeg at De ikke vil agte den ringe. Jeg beder Gud forlænge mine Dage for at jeg ogsaa kan faae dette Syen i Kirken. BygningsCommissionen har skrevet derom i et Brev, som De formodentligen faaer tillige med dette. Til bemeldte Embedsbrev føjer jeg disse venskabelige Linier fra mig. Hvad Prisen for Døbefundten angaaer da behage De at sætte den efter Deres eget Behag. Mig skal det være Pligt, at sørge for Anviisningen.
De kan ikke forestille Dem hvor herligt Apostlerne tage sig ud i den dertil saa passende Kirke, og efterat de ere blevne frit opstillede paa Piedestaller i Steden for i Nischer.
Næste Pintse Fest haaber jeg at vi skulle see Kirken indviet; thi alt det Indvortes er til den Tid færdigt paa Døbefundten nær som vel neppe til den Tid vil kunne hidkomme. Men i saa Fald ville vi være betænkte paa at opstille ad interim en nogenlunde passende Døbe Fundt som kan borttages naar den rette ægte kan komme.
Hvad Frontispicen og det andet dermed i Forbindelse staaende Basrelief angaaer, da fornemmer jeg Vanskelighederne ved samme. Men jeg har dog faaet et Glimt af Haab om, at de maaskee kunne overvindes. Freund er nu kommen hiem, og har siden han forlod Rom meget studeret paa det Slags Støbninger i Værkstederne selv. Ogsaa er hiemkommen en ung og særdeles duelig Arbeider i Bronce Dalhof, som selv har arbeidet i bemeldte Støbninger ogsaa i Værksteder i Paris og Berlin. Dahlhof har en ældre Broder, der forfærdiger ypperlige Bronce Arbeider, efter at have været i flere aar udenlands. Disse unge Mænd have i Sinde, saavidt jeg har hørt, at giøre Prøve med at støbe for [det] første nogle mindre Figurer i tynd Masse over Modeller. Vilde dette lykkes dem, da kunde de maaskee immer gaae videre, og vi da hielpes. Men herom skal jeg nærmere tilskrive Dem, min Ven! naar jeg seer hvad frembringes i det Mindre.
Nu Gud bevare Dem for Dem selv og for Kunsten. Ingen ønsker dette varmest og ivrigere end Deres oprigtige Ven og Tiener
| Nye-Aarsdag 1829 | O. Malling |
De maae ikke selv svare mig skriftlig. Det skabende Instrument i Deres Haand, maae ikke nogen Øjeblik vige for en Pen. Hvad De vilde meddele mig til Svar hav den Godhed at sige det til Friis, som jeg har bedet at skrive det til mig. Mit hele Huus hilser i sær min Professor.