Et Par Ord
om
det paatænkte Thorvaldsenske Museum.
–––––––––
Axiomet siger: “Først det Nødvendige; saa det Nyttige; dernæst det Beqvemmelige og endelig det Pragtfulde,”— Det bliver saaledes fra Oekonomiens Side neppe tvivlsomt, om et lidet Land, der har en stor Nationalgjeld, bør eller ikke bør anvende en stor Sum til et pragtfuldt Værk, medens Udsigterne til Gjeldens Afbetaling endnu ere dunkle. Det er kun en liden Trøst, “at et Bidrag af 3 Mk. af hvert tiende Individ i Riget vilde tilvejebringe en Sum af 100.000 Rbd.” — hvilket endda ikke ansees tilstrækkeligt til museumet — naar en stor Deel af Landets Individer ikke kunne erhverve det Nødvendige, og naar Kommunerne ere bebyrdede med Almissebidrag, der tildeels kun med Nød og Suk kunne tilveiebringes, næst de mange Afgivter, Landets øvrige Tarv fordrer.
Hvad Hensigtsmæssigheden af det paatænkte Museum angaaer, da tillader Anmelderen sig at bemærke: at han finder den, i et andet Blad, nylig gjorte Indvending derimod, “som ufornødent for en eneste Kunstners Frembringelser,” meget rigtig. Om alle den store Kunstners Arbeider bleve samlede, vilde de neppe behøve alene et Museum, der skulde koste Hundredetusinder; og et passende Lokale for dem, Dannemark kan vente at blive Eier af, vil udentvivl være at finde, uden at det paatænkte Museum dertil alene behøvedes. — Det er ikke Anmelderen bekjendt, at f. Ex. Italien besidder et Saadan alene for en Canovas frembringelser; ikke at Preussen har Et for en Danneckers; ikke at Nederlandene have Et for en Rubens’s eller Rembrandts Malerier o. s. v.
Hvad Æren angaaer for et Land: at have frembragt en stor Mand, da maa Anmelderen tilstaae, at saa varmt han føler for sit Fødeland, som for Kunsten i dens Storhed, saa lidet deler han den følelse, at kunne tage noget særligt Hensyn just til Fødestedet. Geniet er en Himlens Gave, som den uddeler til sine børn uden Hensyn paa Fødested eller andre Omstændigheder, og Muserne ere alle Søstre. Dog, dette tilsidesat, da spørges, om vor Helt nogensinde vilde være bleven den, han er, naar Han ikke havde tilbragt sin meste levetid i Verdens, eller fornemmelig i Kunstens, Hovedstad? og om han, som Følge deraf, ikke ligesaameget tilhører Romerstaten, som baade f. Ex. Claude Lorrain og Nicolas Poussin, der begge vare fødte Frankere, men i Kunstens Rige begge tilhøre Rom?
Med Hensyn til Nytten – Leilighed for unge Kunstnere til Uddannelse – da troer Anmelderen, at et Museum, alene for een Kunstners Arbeider, ikke heller er hensigtsmæssigt, allermindst i et Land, der ikke kan fremstille ret mange beslægtede Arbeiter af andre Kunstnere. Salig Justitsraad Weinwigh har leilighedsviis godtgjort: at det eminente Genie danner sig næsten selv og bliver Originalt, medens de subalterne Genier dannes efter Andre; men at disse sidste ligesom støbes alle efter een Form, er neppe gavnligt. Følgerne spores derved, at man hos dem Alle finder een og samme Typus, en fremtvungen Monotonie, som Hinder imod al Selvudvikling. At dette kan, som han yttrer, tildeels anvendes paa den danske Malerskole, er temmelig afgjort, og skjøndt man blandt vore unge Malere finder mange gode, er dog den Eckersbergs-Lundske Typus kjendelig i hvert Penselstrøg af hvert af vort Maleres Arbejder i hvilkensomhelst Genre, og dette er neppe ubetinget godt. Da Billledhuggerkunsten ialfald af mange Grunde nødvendigen maa studeres i Rom, indsees ikke heller Nytten af det foreslagne Museum i Kjøbenhavn med Hensyn til det her Berørte.
Anmelderen maae videre spørge, om det er vel betænkt, at ville lægge dette inden en Fæstnings Volde, eller om man er betænkt paa at bygge det bombe- som brandfrit ??
Slutteligen tillader man sig at yttre en Slags Mishag mod Maaden, hvorpaa Indbydelsen er fremsat; især at Vedkommende, der maatte have Noget imod Ideen, opfordres til, ialfald at tilbageholde deres Skjærv og at tie. – Naturen gav os Alle Tænkefrihed, og en viis Regjering tillod os at yttre Tanken. Hine Herrers ikke meget beskedne Opfordring synes derfor noget ydmygende, thi Ingenting er dog saa ufejlbart, at der jo kunde indvendes Noget derimod. Anmelderen slutter derfor med den Bemærkning: at saa kjært det er ham — selv Kunstelsker — at see Kunsten hædret og Æret i sit Fædreland som udenfor samme, og saa behageligt som Realisationen selv af det foreslagne Værk vilde forekomme ham, naar det kunde skee ved Bidrag af Folk, som dertil have Formue og Lyst, forenet med Sands for Kunsten, saalidet rigtigt ansees det, ifølge forhen gjorte Betænkeligheder, at ville sætte hele Landet i Kontribution dertil, og paa en Maade misbruge Folkets Goddædighed ved at skillinge sammen hos Rige og Fattige, og ægge til en Kappelyst og en Anstrengelse, der, efter Anmelderens uforgribelige Mening, kun i Velfærds Sager burde anvendes.
–––––––––