The Thorvaldsens Museum Archives

Den 8. Marts 1826 var mig med Hensyn til Thorvaldsen meget mærkelig; paa den Dag, 30 Aar tilbage, saae han for første Gang Lyset i Rom, og derfor nævner han den ogsaa som sin Fødselsdag, da han ingen anden kjender. De berlinske Kunstnere, som bo i samme Hus som Thorvaldsen, foranstaltede en Fest, hvortil enkelte Danske efter Thorvaldsens Ønsker bleve indbudne; blandt dem var Koop og jeg. Vi bemærkede Begge en Tankefuldhed hos Thorvaldsen, som han ikke godt kunde overvinde: Alt blev naturligvis opbudt, for paa den hjerteligste og tillige muntreste Maade at hylde ham, men han vedblev dog imod Sædvane at være stille. Hans gamle Værtinde slog ham paa Skulderen og sagde: ‘Naa, hvordan er det fat, Thorvaldsen! Jeg synes ikke, at De er saaledes i Aften som for tyve Aar siden, da De var færdig at vende op og ned paa hele Huset.’ Thorvaldsen svarede og sagde: ‘Passati gli giorni, passati!’ Siden tog han Guitaren og spillede Saltarella, og vi Andre dandsede. Koop dandser den især smukt, og Thorvaldsen ser ham gjerne dandse. I min Begejstring den Aften klinkede jeg saa tidt, at jeg ved Afskeden med Thorvaldsen nede hos ham selv om Natten, hvor vi Danske røg en Cigar, var færdig at rive ham omkuld af bare Kjærlighed; item vrøvlede jeg, efter de Andres Sigende, ubarmhjertig meget. Næste Aften var jeg i et italiensk Selskab, hvor Thorvaldsen ogsaa var, og han kunde ikke bare sig for at le, da jeg bad ham fortælle mig Lidt af hvad jeg havde sagt den forrige Aften. At se Thorvaldsen i en fornem Cirkel, er ogsaa højst mærkeligt, da man skulde tro, at hele hans Liv drejede sig om Etiketten, og det er mig gaadefuldt, hvorledes en Mand paa samme Tid kan skjænke den ydre Verden en saadan Opmærksomhed og henleve saa megen Tid i den, og dog beholde sin egen indre Verden saa ren og ideal.