Danskes Julesang i Rom.
(Afsjungen i et Selskab af Landsmænd hos Thorvaldsen
Juleaften 1825.)
–––––––––––
Fjernet fra sin grønne Strand
Hid til Sydens Dale,
Ej forglemmer danske mand
Nordens Bøgesale.
Tanken om hans Fødeland
Maa ham tidt husvale;
Aldrig noget Fremmed kan
Saa til Hjertet tale.
Dog, hvad hjelper Sørgesang
Og af Længsel græde?
Og hvortil den Klage lang
Om forsvunden Glæde?
Venskabs rene Toneklang
Er og her tilstæde;
Lad os da vor Julesang
Som i Hjemmet qvæde.
Glæden straaler højt i Nord,
Blandt fortrolig Klynge,
Og med sine Trylleord
Kan den Alt forynge.
Dog, omkring den hele Jord
Sødt dens Baand sig slynge;
Øjeblikkets Magt er stor,
Og dets Lov vi synge.
Elskovs Flamme luer heed
I det kolde Norden;
Dog Gud Amor vel I veed
Kun tilhører Jorden.
Over Kloden viid og bred
Slynger han sin Torden;
Derfor er og Kjærlighed
Verdensborger vorden.
Venskabs rene Himmelfryd
Man i Norden finder;
Dog, hver ædel, sjelden Dyd
Alle Hjerter vinder.
Venskab er en hellig Lyd,
Aldrig det forsvinder;
Som i Norden, som i Syd
Hjerterne det binder.
Vinens søde Tryllemagt
Nordbo Hyldest yder;
Dog, dens Spiir er underlagt
Hver, som Livet fryder.
Nordens Strenghed, Sydens Pragt
Ivrigt den adlyder.
Bacchus paa vor Jord gjør Jagt,
Naar hans Nectar flyder.
Venskab, Viin og Kjærlighed
Vore Hjerter hæve,
Mens til Nord fra Tib’rens Bred
Vore Tanker svæve.
Højt af Fryd i Syden heed
Nordisk Hjerte bæve!
Gjør med Glasset nu Besked:
Romas Danske Leve!