Englene.
Til et Basrelief af Thorvaldsen.
–––––
Den Uskyld og den høie Dyd, den Ynde,
Som saligt lever, som kan aldrig synde,
Den hellige Skiønhed, som paa Livets Bane
Vi see som Glimt, hvis Evighed vi ane,
Henrykt i Salighedens Øieblikke
(Den Lastefulde, Daaren seer den ikke) –
Den tænke vi, med Vinger, Liliestængle,
Med Fløiter, Sang og Strængeleg, som Engle.
Saadan dem Hyrderne paa Marken skued
Den første, søde Juul, da Himlen lued
Ved Midnat, som i fagrest Morgenrøde,
Da Gud som Barn paa Jorden lod sig føde,
Da Haabet udsprang, da Dødsangsten døde.
Saaledes daled Evangeliets Bringer
Til Jordens tunge Støv paa lette Vinger.
Men de forsvandt, de Hellige, de Kiære;
Og nu lod Christenheden Julen være
Uskyldighedens Fest med fromme Skatte,
Og Himlens Engle maatte Børn erstatte,
Thi Jesus monne dem jo selv velsigne.
Skiøndt vingeløse, Englene de ligne;
Og ikkun Børn igien og deres Lige,
Vi lukkes ind i Uskylds Himmerige.
Dog ikke blot som Børn vi Engle tænke;
Hver ædel Siæl, befriet fra Støvets Lænke,
Hver salig Afdød, fra vor Kreds forsvunden,
Har atter vi som Himlens Engel funden.
Hver Juleqvæld i Siælens Vinter-Sommer
Bevinget ned til os vor Engel kommer,
Og styrker med sin lyse Stiernekerte
Tro, Kiærlighed og Haabet i vort Hierte.
O, Venner! Blikket her paa Tavlen fæster,
Og seer, hvad han har viist, den store Mester:
Seer I nedsvæve disse Himmelchore
Til Jordens Trøst, de Smaae huldt med de Store?
Med fromme Blik, med milde Smiil paa Kinder,
Som Fremtids Haab, Eridrings hellige Minder,
De hilse os, og høit i skiønne Klynge
Hosianna de til Jesu Ære synge.
