[Tilføjet med anden hånd:] Fremlagt 16deApril 1845 i Cftd Thorvaldsens Bo / GBrock
I Skrivelse af 27 Dec. fA. have dHerrer excoutores testamenti efter afgangne Conferentsraad Thorvaldsen anmodet mig om, skriftligen at meddele nogle Oplysninger betræffende den mig tilhørende Portraitstatue af den Afdøde. Hvorvel jeg tør holde mig forvisset om, hvad den berørte Skrivelse ogsaa tilstrækkeligen antyder, at Ingen af de høistærede Herrer nærer den ringeste Tvivl om min Berettigelse. – Hvorvel flere iblandt dem endog have saa nøie personligt Kjendskab til alle de vedkommende Forhold, at de, om det skulde blive nødvendigt, vilde kunne hjemle min Adkomst ved retligt Vidnesbyrd, saa skal jeg dog ingenlunde undslaae mig for Opfyldelsen af en Formalitet, hvis Nødvendighed jeg er incompetent til at bedømme, og for hvis Hensigtsmæssighed de høistærede Herrers Loyalitet er mig tilstrækkelig Borgen. Kun maae jeg beklage at den store Ubestemthed, hvori den nævnte Skrivelse er holdt gjør det umuligt for mig at besvare den med saamegen Korthed, som jeg ønskede; thi det er ikke et eller andet mindre klart Bipunkt, der skal oplyses men hiin Statues hele Historie, hvorom jeg derfor skal meddele, hvad jeg veed.
Det er bekjendt nok, at Thorvaldsens Venner ofte og til forskjellige Tider have søgt at formaae ham til at udføre sin egen Portraitstatue, men at han stedse afslog det saa at der kun var ringe Udsigt til af hans Haand at erholde dette Arbeide hvorpaa hans Venner – jeg tør vel sige hans Folk vilde sætte Priis, frem for saa mange andre. Det var derfor en stor Triumph for mig, da det i Aaret 1840, lykkedes mig ved mine Forestillinger at erholde hans Tilsagn om dette Værk, og skjøndt han i samme Aandedræt tilføiede: at det var til mig, han vilde udføre det og ”til ingen Anden”, kan jeg dog forsikkre at Glæden over at skulle see det fremstaae, for mig langt overveiede Glæden over at skulle eie det. Hver der har kjendt den ædle Afdøde vil gjenkjende hans Aand ogsaa deri, at han under Udførelsen oftere fik Skrupler over hvad Folk vilde tænke over, at han saaledes selv udførte sit eget Billede, – ja engang, da han i en tilfældig Samtale havde spottet over en Andens Forfængelighed, blev han betaget af saadan Ulyst ved at fuldføre det dengang alt halvfærdige Arbeide, at det kostede megen Overtalelse og længere Tid at bevæge ham til atter at vende tilbage til samme. – det hvorvel han ved denne og lignende Leiligheder beroligede sig var, at Statuen kun var til mig og ikke for Verden. Først efterat den var færdig og i høi Grad tilfredsstillede ham selv, forsonede han sig saaledes med denne Tanke, at han endog yttrede Ønske om, at den maatte komme til at staae paa den imidlertid i Museets Gaard for ham bestemte Grav – ”saa kan jeg staae der og selv tage mod mine Gjæster” vare hans Ord. At jeg er fuldt villig til medvirke [sic] til dette Ønskes Opfyldelse, er de Herrer tilstrækkelig bekjendt. I Sommeren 1840 udførte han da paa Nysøe den lille Skitse, hvoraf jeg lod tage en Form af Gibseren Pierro; Ogrinalen [sic] er endnu i mit Eie paa Nysøe. I min Have lod jeg bygge et Atelier (med en Bekostning af 7.800 Rbd) for at han deri kunde modellere Statuen i Legemsstørrelse, og for at den i sin Tid deri kunde opbevares paa en værdig Maade; ligesom det er en Selvfølge, at jeg anskaffede alt, hvad der til Udførelsen behøvedes og efter dens Fuldendelse lod Gibsere komme fra Kjøbenhavn, for at tage Afstøbning af Modellen[.] Baade Pierro og Antonetti have til den Ende i længere Tid opholdt sig paa Nysøe og af min egen Haand modtaget Betaling for deres Arbeide.
At denne Statue tilhører mig og mig alene, er saa ofte og saa bestemt bleven udtalt af Thorvaldsens [sic] for hans Venner og Omgivelser at det ikke vil falde mig vanskeligt, om fornødent skulde gjøres at skaffe fuldt juridisk Beviis derfor ved formeligt Tingsvidne[.] Jeg skal her indskrænke mig til at henvise de høistærede Herrer til et eneste Vidne der vel vil gjøre alle andre overflødige, nemlig til deres egen Collega Hr Professor Schouw ligesom jeg anseer det for umuligt andet, end at ogsaa flere af de Herrer, der have underskrevet Brevet af 27 Dec f.A., selv Hr Professor Thiele, af Thorvaldsens egen Mund maa være vidende om det samme. At jeg ikke har ladet mig give noget Skjøde eller Gavebrev paa min Statue er vel en Selvfølge, imidlertid skal jeg endnu anføre et Par Træk, der vise i hvilken udstrakt Betydning Thorvaldsen selv hævdede sin Villie at den skulde tilhøre mig og mig alene[.] Da nemlig hans egen Svigersøn, Kammerherre Poulsen, bad ham om en Afstøbning af Statuen fik han til Svar at han ingen Raadighed havde over samme da den tilhørte Baronesse Stampe.” Da jeg erfarede dette, tilbød jeg Thorwaldsen at tage en Afstøbning for at forære til hans Datter; men han modsatte sig dette med den Bemærkning at hun ingen passende Plads havde til et saa stort Arbeide, hvorfor jeg lod støbe en Buste til hende. Nu erfarer jeg at man har fundet det rigtigt at aflevere hende en Afstøbning af den hele Statue, og til den Ende har troet at burde disponere over en Andens Eiendom[.] Paa Thorwaldsens sidste Reise anmodede Kongen af Baiern ham om et Exemplar af Statuen og erholdt samme Svar, som Kammerherre Poulsen[.] Hans Majestæt henvendte sig senere desangaaende til mig som den der af Thorwaldsen selv var betegnet som den rette Eier og eneste Dispositionsberettigede; jeg lod da atter Antonetti komme til Nysøe for at tage en Afstøbning som Thorwaldsen selv eftergik og som derpaa blev afsendt til München [.] Skulde det mod Formodning gjøres mig til en Nødvendighed, vil jeg kunne skaffe Kongen af Bairens Vidnesbyrd for det her paaberaabte Factum. –
Det eneste Moment Skrivelsen af 27 December har anført som Grund om end ikke til at forholde mig min lovlige Eiendomsret saa dog til indtil videre at gjøre mig samme stridig er den Omstændighed, at en Afstøbning af Statuen er forefundet i Thorwaldsens Atelier i Rom. Dermed forholder det sig saaledes: Da Arbeidet var fuldført var Thorwaldsen saa tilfreds med samme og med det [sic] til dens Opbevaring af mig byggede Pavillon, at han besluttede at lade den udføre i Marmor, for dermed at gjøre mig en Foræring[.] At dette var hans Hensigt kan bevises imidlertid skal jeg for Øieblikket ikke gjøre nogen Fordring i denne Henseende uden dog at gjøre Afkald derpaa, – kun ønsker jeg at erfare hvorvidt det Brev Hr Holbech i Rom om denne Sag maa have modtaget fra Thorwaldsen indeholder bestemte Villiesyttringer derom eller ikke. Det er til dette Øiemed for at blive hugget i Marmor til mig at den af mig foranstaltede og bekostede første Afstøbning sendtes til Rom, og at man nu har faaet Betænkeligheder ved at anerkjende min Eiendomsret til samme, har – jeg tilstaaer det, saa meget mere maattet forundre mig, som det af en af de Herrer excoutores er bleven sagt mig, at der var givet Hr Bravo Ordre til at holde denne Statue til min Disposition. Siden den Tid er der ikke foregaaet noget som i mindste Maade kunde forandre Retsforholdene eller betage mig min af excutorerne selv anerkjendte Eiensdomsret [sic]. Nar nu den eller, de, som i Rom have handlet paa excutorernes Vegne, istedet for at efterkomme disses Ordre, at holde Statuen til min, Eierindens Disposition og istedetfor at opfylde denne min Dispositon, som var, at den skulde forblive der for at udføres i Marmor, havde tilladt sig at tage en Form af min Statue, deri støbe tvende Exemplarer og uden mit Vidende og Villie at forære denne bort og endeligen at hjemsende Originalen saa have de paa en ubeføiet og egenraadig Maade skaltet og valtet med min lovlige Eiendom, og jeg forbeholder mig min Ret mod alle Vedkommende i enhver Henseende for det Tilfælde, at Sagen ikke skulde vorde ordnet ved et mindeligt Arrangement[.] Til at række Haanden til et saadant er jeg imidlertid meget villig, da jeg tilfulde føler i hvilken ubehagelig Stilling de Herrer Exucotorer ere bragte ved deres Agents eller Agenters uforsvarlige Egenraadighed; og da der i Brevet til mig yttrer [sic], at jeg maae være vidende om de med de to Afstøbninger trufne Dispositioner, erkjender jeg at saadant er mig berettet af Hr Conferentsraad Collin, – at de alt vare factisk udleverede vidste og veed jeg ikke veed [sic] hvilken Leilighed Hr Conferentsraaden tillige fortalte mig at det var Professor Thiele, som havde begaaet Forseelsen eller i alt fald havde paataget sig Skylden derfor, at man havde bebreidet ham dette, og at han havde undskyldt det paa en vistnok lidet fyldestgjørende Maade. Da jeg nu vistnok ikke ønsker at compromittere Nogen, saa ratihaberer jeg Gaven til Academiet af St Lucca, der sikkert vil sørge for en Opstilling, der svarer til Thorwaldsens Ønske men kun paa den Betingelse at det mod min Villie herhid bragte, nu paa Charlottenborg hensatte Exemplar udleveres mig, og det andet [sic] af de i Rom tagne Afstøbninger stilles til min Disposition, – først til at hugges i Marmor og dernæst for at overdrages til Hr Mylius i Mailand, til hvem jeg forlængst, medens Thorwaldsen endnu levede og med hans Minde har foræret den Model hvorefter Marmorstatuen skulde udføres, for at opstilles blandt han øvrige Kunstsager ved Comersøen, hvor der til samme allerede er opført en passende Bygning. Kan dette sidste Vilkaar end for den, som har været overilet nok til at disponere over en Andens Eiendom medføre en personlig Ubehagelighed vil dog det Anførte vise at det er velmotiveret thi kunne af tvende givne Løfter kun eet holdes, er det vel i sin Orden, at det maae vige som er givet af en Ubeføiet. Skulde man ikke indvilge disse Fordringer reserverer jeg min Ret, og skal hvor smerteligt det end maatte vorde mig, vide, at gjøre den gjældende
At Basrelieffet ”Christus i Emaus´ [sic], tilhører mig eler om man vil, Starrebye Kirke troede jeg saa notorisk, at end ikke den mindste officielle Skepticisme derved skulde kunne finde Stof til Tvivl. Maalet dertil er taget af Thorwaldsen i selve Kirken hvor Rammen alt i flere Aar har staaet og ventet paa Stykket ligesom der efter hans Anviisning ere foretaget flere Forandringer navnlig ved et af Kirkens Vinduer og at han har foræret den til dette Øiemed kan ikke blot bevidnes af mange Personer men er endog constatueret i en Correspondence med Cancelliet; thi paa en Erindringsskrivelse fra samme i Aaret 1841. blev der svaret at en Gibsafstøbning kunde om det forlangtes strax opstilles men det var hidtil ikke skeet fordi Conferentsraad Thorwaldsen vilde skjænke den i Marmor, til hvilken Ende den var sendt til Rom. Efter disse Oplysninger tilkjendegav Collegiet, at det saa kunde beroe derefter. Da Thorwaldsen sidste Gang kom fra Rom fortalte han mig at baade dette Basrelief og et mindre Jupiter og Diana som han havde foræret mig til min Fødselsdag, og derfor betegnet Nysøe d 20 April, snart vare færdige, og at han naar de kom hjem selv vilde lægge sidste Haand derpaa[.] dette [sic] forhindredes imidlertid ved hans indtrufne Død, og jeg henvendte mig nu, da Fregatten Gefion gik til Italien efter Thorwaldsens efterladte Sager, til Hs. M. Kongen med Bøn om, at den tillige turde medtage disse mig tilhørende Arbeider[.] dette [sic] bevilgedes mig imidlertid og Hr Bravo fik Ordre til at stille dem til min Disposition[.] Men ligesom man har behaget at hjemsende mine oven oven [sic] omhandlede Portraitstatue mod min udtrykkelig tilkjendegivne Villie, saaledes hører jeg, at de nævnte tvende Arbeider ere forblevne der, skjøndt jeg havde baade Kongens og di [sic] Herrer Exucotorers Tilladelse til at faae dem hjemsendte[.] Jeg fordrer dem altsaa hjemsendte til mig, og forbeholder mig min Ret til Erstatning for Transportomkostningerne mod Vedkommende.
Endelig udbeder jeg mig en Afstøbning af Toget til Golgatha og af de sidste 4 Medailloner – jeg bringer her med Flid Ordet ”udbeder,” [sic] fordi det ikke er mig selv aldeles klart om jeg dertil at et saa ubetinget Retskrav, som til de tvende ovennævnte Arbeider. Det er Comiteen bekjendt, hvilken betydningsfuld Plads Thorwaldsens forskjellige Ophold paa Nysøe indtager i hans Kunstnerlivs mageløse Productivitet og ligesom det hører til mine kjæreste Erindringer, maaskee at have bidraget noget dertil, ved at gjøre ham alle de ydre Betingelser lette og behagelige, saaledes er vistnok intet naturligere, end at jeg ønsker der at opbevare Afstøbninger af de mangfoldige Arbeider som der ere blevne til. Saadanne har jeg ogsaa af Thorwaldsen faaet af alt hvad der i hans levende Live er blevet færdigt, saa at det kun er de nævnte 5 Stykker, der mangle mig, og jeg kunde saa meget bedre modtage dem, som jeg – for ikke at tale om andet – har betalt alle de Materialer Redskaber, Gibserarbeide o.s.v, som udfordredes til alle disse Værker, som jeg naturligviis lige saa lidet nu agter at beregne Museet eller Thorwaldsens Bo, som have havt Fordelen deraf, som jeg, medens han selv levede, har ladet mig vederlægge det allermindste deraf. Til Styrke for denne min Begjæring skal jeg endnu kun bede Hr Professor Clausen for de samtlige Herrer Excoutorer at producere det Brev, hvormed Indtoget til Jerusalem blev sendt ham, hvoraf det vil erfares, at Kasserne hvori det sendtes, tilhørte mig men skulde blive staaende indtil der deri kunde sendes mig en Afstøbning af samme.
Jeg har nu saa fuldstændigen som jeg formaaede, fremstillet det hele Forhold for de Høistærede Herrer. Jeg negter ingenlunde at det har været mig ubehageligt at maatte føre Disput om Rigtigheden af Sandheder for hvilke ikke blot min Ære, men ogsaa de høistærede Herrers egen personlige Kjendskab synes mig at være tilstrækkelig Borgen, og at det efter det nøie Vendskab [sic] der fandt Sted mellem den Afdøde og min hele Familie, vilde være mig meget smerteligt, dersom jeg efter hans Død skulde blive nødsaget til at anraabe Domstolenes Beskyttelse mod hans Testaments Executorer. Jeg respecterer de Herrers Stilling og de Pligter, der maatte paalægge [sic] dem, selv om jeg ikke forstaaer de yderlige Konseqventser hvortil de derved maatte ledes, eller hvori en Enkelts Malconduite maatte indvikle dem; men jeg tør da ogsaa haabe, at de ikke ville mistyde min bestemte Erklæring ikke at ville undlade noget lovligt Middel til at forsvare min gode Ret og – jeg tager ikke i Betænkning at tilføie min egen Ære. Ansvaret vil da ikke kunne falde paa mig og jeg skal vel vide at retfærdiggjøre de Skridt, hvortil jeg dog endnu haaber at man ikke vil tvinge mig, og skal kun endnu tilføie at hvad der end maatte paafølge skal Intet knække den Interesse for Thorwaldsens Museum, hvorpaa jeg alt troer at have givet Beviser, eller rokke den Beslutning, ikke blot at overlade den mig tilhørende Form af hans Portraitstatue til Museet, for deri at tage en Bronceafstøbning og dertil at skjænke mit betydelige Tilgodehavende paa Boet, men efter min Død ogsaa til samme at forære de Orgrinaler [sic] jeg eier som ikke findes i samme. –
Ærbødigst
Christine Stampe.
Kiøbenhavn d 5 Fb: 1845