[...] Denne lille Opsættelse aarsager imidlertid at jeg i Dag kan gøre Eder een Fornøielse mere med min korte Tilskrivt idet jeg nemlig kan fortælle at vi alle her have havt den store Glæde at omfavne vor dyrebare Thorwaldsen som sund og frisk kom tilbage til den syvhøjede Stad den 16 Decembr – jeg har været daglig siden med denne Elskelige. Han beder Dig, søde Marie og Dig bedste Holger, hjertelig hilsede ogsaa har jeg faaet tre Kys af ham til mine smaa Glutter. Han er en af mit Publium, vel af de faa i hvis Hæder og i hvis Glæde jeg gjerne lever, efter at jeg, som forlængst har opgivet at finde Lyksalighed i mit eget Liv. Dermed vil jeg slet ikke sige Noget der dybt skulde kunne bedrøve Eder, mine Dyrebareste; jeg vil hverken sige dermed at en vedvarende Tungsind har betaget mig (hvilket Gud ske Lov slet ikke er Tilfældet) ej heller i mindste Maade at jeg skulde have opgivet at virke Noget Dygtigt for min Videnskab, hvortil jeg tvertimod, maaskee end mere nu end nogensinde, føler stort Mod. Men jeg mener at det gaaer mig, som vist mangt godt Menneske hvis egentlige Livsglæde er forsvunden, at det bliver mig en Trøst og sand Vederqvægelse, nu mere end medens jeg selv var lykkelig, at dele og frydes over visse Enkeltes Hæder og Lykke, dem jeg høfligen agter og som mit Hjerte hænger ved – Ibl. disse faa har Thorvaldsen en høj Plads. Gud være lovet at hans Sundhed synes befæstet ved denne Rejse. Han seer ud som var han meget forynget og tager sig slet ikke det store Uheld nær, der hændte for kort Tid siden i et af hans Studier, idet nemlig en meget høj Kælderhvælving, som befandt sig under et af hans Studier nedstyrtede pludselig og to af de herligste Marmorværker: en Hyrde med sin Hund og en Amor som voxen Yngling nedstyrtede i det hen ved 10 Alen dybe Svælg og søndersloges. Nu stræbe vi alle med Thorvaldsen at finde ham et nyt og stort Locale som end mere er bleven ham fornøden ved de nye Colossale Arbejder som i Warschaw og Wien overdroges ham: Nemlig Prinds Poniatowskys colossale Monument; et ditto for Copernicus, og et tredje for Prins Schwarzenberg. I Forgaars Aftes gave de tyske og andre fremmede Konstnere, over 100 Personer, en Velkomstbanquet, hvori jeg ogsaa deltog for Thorvaldsen. Det var i et smukt og herlig oplyst Locale. Prinds Christian overraskede med sin Nærværelse og udbragte den smukke Toast: “Mögen die Künste so jenseits wie dies seits der Alpen blühen”! – Thorw. Har givet mig ærlig Vens Haandslag paa at den Mindesteen som jeg ønsker fra hans Haand for det indviede Sted hvor mit jordiske Livs Lyksalighed begravedes, om føje Tid skal tages i Arbejde.
[...]
Jeg har her, for alskens Arbejdes Skyld ikkun lidet deltaget i Julens Gammen: Dog har Thorvaldsen, jeg og flere Danske et par Gange julet og grødspist og pebernøddet hos Prindsen og hans elskelige Gemalinde. [...]
