Thorvaldsens Museum.
Det vilde være underligt og for dette Blads Læsere tildeels ubegribeligt, om ikke jeg, dets Redacteur, dennegang benyttede en Deel af dets Rum til at tale for den skjønne Plan, der er udkastet, til at gjøre Oprettelsen af et Museum for Thorvaldsens Værker til en National=Sag. I Rom har jeg ikke været, men Interessen for denne Slags Kunstværker maatte vel ogsaa kunne vækkes i Paris’s Samlinger i Louvre og i Wiens Museer og dem har jeg været saa heldig at see, og det ikke flygtigt, men i Mag. Men hvorledes skal jeg tale for en Sag, som drøftes fra saamange Sider og sees fra saa forskjellige Synspuncter? Vore bedste Blade have læseværdige Artikler, der tale baade for og imod Sagen. De Læsere, som, fra deres Standpunct i Livet, kunne antages at betragte den med nogen Interesse, vilde vist søge at gjøre sig bekjendte med disse Artiklers Anskuelser. For dem ere nedenstaaende Linier ikke skrevne. Dette Blad kan imidlertid antages ogsaa at have et Antal Læsere, hvis Bekjendtskab til Thorvaldsen og hans Virken kun er saare ringe. For disse optager jeg heri Bladet nedenstaaende Uddrag af hans Levnet ved Professor J. M. Thiele og ledsager ovenstaaende Indledning endnu med disse Linier af Hr. Adjunct Paludan=Müllers Skrift om samme Gjenstand, idet jeg tillader mig at gjøre hans Ord til mine: ”Fordi Planen maaske ikke er tilstrækkeligt forberedt og der er gjort Misgreb ved dens Anpriisning, vilde det dog være sørgeligt, om den skulde savne den Understøttelse fra Folkets Side, uden hvilken den ikke kan udføres. Falder den nu hen, kan den ikke optages igjen, og da er det ubodelig Skade, at den er bragt paa Bane; thi, ligesom dens Udførelse vilde være en skjøn og gavnlig Erklæring for hele Europas Øine, saaledes vilde man i andre Lande, ja maaske endog Kunstneren selv, ansee et mislykket Forsøg for et offentligt og umiskjendeligt Beviis paa, at det danske Folk er ligegyldigt for sin store Kunstner. Og dette er det dog virkelig ikke. Jeg tillader mig derfor at opmuntre mine Medborgere til at antage sig Planen med Varme. Hvad de nu forsømme, kunne de aldrig gjøre godt; thi de maae ikke gjøre Regning paa, at faae en Landsmand som Thorvaldsen igjen; og, da Sagen nu engang er sat i Gang, er det bedre at understøtte den, end af Misfornøielse med Maaden, hvorpaa det er skeet, at lade en Leilighed gaae forbi, som ikke kommer tilbage.” Maatte disse Ord finde Gjenklang hos nogle af Læserne, saa vil Indtrykket af det nu her følgende Uddrag af Kunsterens Levnet selv neppe forfeile sin Virkning hos endnu Flere!