Separat Votum angaaende Anvendelsen af den af Hans Majestæt Kongen skjenkede Bygninger til Thorvaldsens Museum.
Hovedmomenterne til en Bestemmelse af hvad Comiteen kan foreslaae til Opnaaelsen af sit Hverv, turde efter min Formening søges i
– hvilke Gjenstande der skulle opbevares,
– hvilke Midler og Kræfter der kan disponeres over til Musæets Bygning.
Ved det første Moment bestemmes de forskjellige Localers Qualitæt og Musæets Størrelse; det sidste Moment bør formentligen bestemme de Grændser, som Comiteen fornuftigviis bør sætte for sine Ønsker. Saa længe begge disse Hovedmomenter ikke ligge klart for Dagen, kunne alle Planer og Anskuelser ikkun være generelle, uden at der kan gaaes ind i Detaillerne, altsaa uden at der kan erholdes et aldeles bestemt Resultat. Saaledes kan man endnu aldeles ikke have en bestemt Mening om den fornødne Størrelse af Bygningen, førend man har en Fortegnelse over Kunstgjenstandene, og førend Principerne for sammes Opstilling ere fastsatte. De af Hans Majestæt Kongen skjenkede Bygninger inclusive den mellemliggende Gaard, der vil kunne indlemmes i Bygningen, indbefatte et Areal af 5075 [kvadrat] Alen. Om end herfra drages en Fjerdedeel for de betydelige Mure og for uskikkede Localer, bliver dog omtrent 3700 [kvadrat] Alen nyttigt Rum [i] to Etager, altsaa 7400 [kvadrat] Alen, hvilket synes at være ikke lidet, og i al fald turde det neppe medføre Vanskelighed, at Bygningen forlænges vestefter, om behøves. Man finder, at den mod Slottet vendende Side af Bygningen er mindre godt belyst, og derfor mindre skikket til Opstilling og Beskuelse af Statuer, Uden at miskjende denne mindre Fuldkommenhed, kan jeg dog endnu ikke antage det som aldeles afgjort, at denne Fløi eller dog den største Deel deraf ikke skulde kunne ved passende Dispositioner hensigtsmæssigen anvendes til Musæet. Jeg forbigaaer, at tale om Forkasteligheden af Belysningen fra oven; da det af Kunstneren selv indrømmes, at Meningerne herom ere deelte, og da Musæets Giver efter Forlydende finder en saadan Belysning antagelig, seer jeg ei heller heri nogen tilstrækkelig Grund til at ville udelukke Bygningens Anvendelighed. Man har endvidere yttret, at de frivillige Bidrag til Musæet skulde være ydede i den Supposition, at en ny Bygning dertil skulde opføres, som et den store Kunstner og den store Giver værdigt Monument, og at Comiteen skyldte sine Commitenter, at holde fast ved dette Princip. Denne Anskuelse deler jeg aldeles ikke; tvertimod troer jeg, at en stor Pluralitet af dem, der have ydet frivillige Bidrag vilde foretrekke Afbenyttelsen af de skjenkede Bygninger, saafremt den tilsigtede Besparelse derved kan opnaaes, fremfor et større Project, der synes at ville udfordre Midler, hvis Tilveiebringelse i det Mindste vil være problematisk. Efter denne Anskuelse troer jeg at skylde Committenterne, at votere for Udarbeidelsen af et Project, med Afbenyttelse af de Bygninger, som Hans Majestæt Kongen allernaadigst har skjenket i den Hensigt derved at fremme Musæets Fuldførelse. Jeg bestyrkes i denne Anskuelse ved at betragte: – at den store Kunstner selv har erklæret sin fuldkomne Tilfredshed, ja sin Glæde over Tilbuddet; og – at paa en Tid, hvor ifølge saa mange offentlige Discussioner Landet paastaaes at være i en svær og trykkende Fattigdomstilstand, hvor en Deel væsentlige og almeennyttige Foranstaltninger, hvis Savn dybt føles, ikke kunne udføres formedelst Nationens supponerede Uformuenhed, – Consequentsen synes at byde, at ogsaa ved det Hverv, vi her have at lede, ingen Ødselhed maa finde Sted; men at Formaalet maa søges opnaaet vel med stadigt Hensyn til dets Værdighed, men dog tillige med ikke mindre Hensyn til fornuftig Økonomie og til de deels nu disponible, deels endnu at forventende Midler. Jeg mener, og lægger stor Vægt paa, at vi bør sætte os et opnaaeligt Maal Af de rigelig 100,000 rbd, som Comiteen indtil nu har at disponere over, ere ikkun nogle og 60,000 rbd. indkomne ved frivillige Subscriptioner, uagtet alle Anstrængelser, som vi ikke kunne nægte at have anvendt for at udvide dem. Imidlertid vil jeg supponere, at ved fornyet Anstrængelse endnu nogle flere Bidrag kunde samles, jeg vil supponere, at den Commune, der er bleven Eier af Thorvaldsens rige Gave, vil yde et klækkeligt Bidrag; men Alt dette, frygter jeg, vil blive endnu langt fra Maalet, dersom dette ikke med Omhu afpasses efter Kræfterne. Ikkun heri seer jeg Middelet til at fremme det Værk, hvis Fuldførelse er Gjenstanden for vor Attraa. Vi bør vogte os for, at levere et Sidestykke til Marmorkirken, at begynde paa noget til hvis Fuldførelse Midlerne kunne komme til at mangle.
Det ovenstaaende Votum – det føler jeg selv – overskrider Grændserne for den Opgave, der er givet den snævre Comite. Gjenstandenes nøie indbyrdes Forbindelse vil, haaber jeg, tjene til Undskyldning derfor.
Kjøbenhavn den 9de Januar 1839
Prangen