Thorvaldsens Suk.
––––––––––––––––
En Tordensky gik over Danmarks Øe,
Over blanke Kornax ved Codans Søe;
Liflige Toner i Skyen klang,
Det var Gudernes Torden- og Seierssang.
Thor med sin Hammer i Skyen sad,
Hvert Lands Genier til Guden bad:
“Giv os den mægtige Gudehammer,
Fjeldstenen segner ihvor den rammer,
Jetten zittrer, den steenhaarde Trold,
Og brat forvandles til Menneske bold;
Thi den Du giver Din Hammer i Haand,
Besjæler Stenen med Tanke og Aand.”
Thor, der elskede Gudernes Lund,
Hvor Odin bygged’, hvor Freyas Mund
Kyssede Balder, da Død han leed,
Daled med Vellyst til Herthadal ned.
Thor sig lagde til qvægsom Hvile,
I Drøm saae han Balder venligt at smile,
I milde Toner, i rhytmisk Dands
At flette uvisnelig’ Hæderskrands:
“Giv”, raabte Balder, “Din Hammer hen
Til Den der alene kan føre den,
Til den der halvt fødtes paa Val, halvt paa Jord,
Kunsthimmelens Lynglimt og Nutidens Thor,
Til den der skal smykkes af Hæderens Løv,
Til den der, som jeg, er halv Gud, halv Støv.
Som Jeg, skal han døe, men i Mindets Hal
Skal han stedse leve paa Land og paa Val,
Han skal være Guders og Menneskers Lyst,
Et fattigt Lands Søn, dog dets rigeste Trøst,
Ja en Søn af Val og en Gudsøn af Thor
Skal han være den Første paa denne Jord,
Stort bliver hans Navn, mægtig dets Glands,
Giv Du ham Din Hammer, jeg giver min Krands!”
Og Thor val søn Gud-hammeren fik –
Sneen borttøede fra Menneskets Blik.
Thor val søn krontes af Sølvkrandsen blid,
Og Halvgudens Isse blev sølverhvid.
Thor val søn førte sin Hammer i Haand
Og skabte af Stene: Skjønhed og Aand.
Da fløjtede Fuglen saa lifligt sin Sang:
Det er dog saa kjært her i Dannevang;
Men Alt som det toned og toned igjen,
Svandt ogsaa Tiden med Tonerne hen;
Fra Kunstens Tempel til Himlen smukt
Steeg Halvgudens Aand op i Tonernes Flugt,
Fra Tempel til Tempel, sit Udspring at naae,
Fra Musernes Hal, til det hvælvede Blaae.
Vi hørte de Toner, vi hørte det klang
Saa blidt da fra os hans Aand sig bortsvang,
Det lød os, som Skovduens sørgende Kluk, –
Da Tonerne taug, han udaanded’ sit Suk;
Det lød som en dyb, en smertefuld Vee –
Sin Storheds Musæe han ei selv skulde see;
Men frem af hvert danskt, hvert broderligt Bryst,
Gjenlød nu Sukket fra Kyst og til Kyst,
Dog Alle som Een med Fortrøstning udbrød:
Vor Thorvalsøn lever! – vor Balder er død!!!
Eduard Meyer.