Til Anselmus om Thorvaldsens Begravelse.
Min kære Anselmus!
Her sidder jeg med Programmer, Sange, og Referater fra Øienvidner og Medfølgende for mig, i den Hensigt deraf at udarbeide et Slags Beretning; men jeg tilstaaer villigen, at jeg føler mig saa greben af Totalindtrykket, at det overgaaer mine Kræfter at udhæve Enkelthederne. Du vil desuden i alle vore andre Blade kunne læse, hvorledes man paa saa kort Tid havde været istand til paa saa smuk og værdig en Maade at ordne Masserne, − hvorledes man sang i Antiksalen, og fra Balconen da Liget udbares, − hvorledes Egetræeskisten, ædel og simpel, var smykket med ham selv, af ham selv, flottende sig til Haabets Symbol, − hvorledes Kronprindsen og de øvrige Prindser fulgte, − hvorledes Søfolk, Studenter, Islændere, Kunstnere, Haandværkerne med deres florbehængte Faner og Emblemer, − hvorledes Militairetaterne, de civile og militaire Embedsmænd og næsten alle Borgerklasser vare repræsenterede, − hvorledes Kongen modtog Liget i Kirken, hvor Oehlenschlægers hjertelig smukke Cantate blev afsjunget, og efter Jordpaakastelsen H.C. Andersens Sang med de skjønne Ord:
” − kom, fattig Mand,
I Din Kreds fødtes han, og Du tør sige:
Han blev en Stolthed for vort Folk og Land,
En Glands han kasted over Danmarks Rige!
Ja, her var Rigdom, Adel, Alt fra Gud;” etc. –
hvorledes Gaderne vare belagte med hvidt Sand og bestrøede med Grønt, − hvorledes man kastede Blomster fra Vinduerne ned over Kisten,. − hvorledes Byens Klokker ringede og de høitidelige Basuner løde fra Taarnene, ligesom forskjellige Musikcorps spillede en Choral da Toget nærmede sig, − Alt dette og meget Mere vil Du, som sagt, bedre kunne læse andet Steds, og jeg veed til dette Intet at tilføie, uden at det var en Glæde midt i Sorgen, at see, hvorledes en eneste Grundtanke gik igjennem den hele Ordning, og at hver Enkelt sluttede sig harmonisk til det Hele, en Stund opofrende Egenkærlighed og egen Interesse for værdigen at repræsentere Sorgens Idee. Det var nu een af disse rene Moll-Accorder, hvoraf Verden har saa faa, mangt et Liv slet ingen! Jeg skal kun fortælle Dig et lidet Træk af vore Laugsfolk, der desværre (om forskyldt eller uforskyldt siger jeg ikke) ere komne noget i Miscredit, men som ved denne Leilighed viste en Adfærd, der fortjener at paaskjønnes. For ikke at fremkalde nogensomhelst Anledning til Rangstrid, med Hensyn til den Orden, hver af de 49 forskjellige Afdelinger (Lauge etc.) skulde indtage i Processionen, bestemtes forinden ved Lodtrækning, hvorledes enhver skulde følge; og, for end ikke at give fjerneste Anledning til Noget, der kunne profanere den høitidelige, mindeværdige Dag, standsede Toget ikke ved Kirken, for at oppebie det deriværende Følges Tilbagekomst, men drog stille forbi Kirken henad Nørregade, Landemærket og ind i Excerceerhuset, hvor Toget sluttede og opløste sig. Denne Tact, ligesom overhoved Opstillingen, Tilslutningen og det hele Arrangement, udsprang af en reen og sand Pietetsfølelse, der noksom viste, at ogsaa. den “simple Mand” havde en Anelse om, hvem denne sidste Ære gjældte, og Hvad det var, der “fra, fattigt Huus,” var gaaet ”ud over Jorden.”−
Man har begravet en stor Mand, min Anselmus! en stor Mand, der ikke fødtes dertil, og paa hvis Vugge hverken lagdes Rigmandens Obligationer eller Adelsmandens Diplomer; født og fostret i trange Kaar blev han det, han var, ved sig selv. Men alle Muser og Gratier havde omsvævet hans Fjed, beskjærmet deres Yndling, kjærligen taget ham i Favn og nu baaret ham over til det sande Fædreland.
Man har begravet en stor Mand! Men var denne store Mand ogsaa en god Mand?
Der hører et Slags Mod til nu alt at opkaste et saadant Spørgsmaal, og mindst skulde jeg gjøre det, hvis jeg ikke troede at have fundet en Udvei til dets fyldestgørende Besvarelse. Jeg har i disse Dage hørt Folk, der vel ikke forstode at vurdere Thorvaldsens store Værd som Kunstner, men som dog havde Forstand nok til at gjøre den Slutning, at en Mand, der, som han, havde erhvervet sig hele den civiliserede Verdens Høiagtelse, mangfoldige kongelige Naadesbeviisninger og hvis Navn var som omgiven med en Glorie, ikke kunde være noget ganske almindeligt Menneske, − disse Folk, siger jeg, har jeg hørt omtale adskillige Smaatræk af den Forevigede, hvilke snart skulde bevise hans altfor store Rundhaandethed med Hensyn til Kunstnere, og snart igjen hans Karrighed i Henseende til Haandværksfolk og Andre, med hvem han kom i tilfældig Berøring, da dog hans formeentlig uhyre Formue vel tillod “Kunstner-Kongen” at efterligne andre “virkelige” Konger i fyrstelig Gavmildhed, for ei at sige Ødselhed. Jeg har selv været Ørevidne til en slig tilsyneladende Inconsequents i den store Mands borgerlige Liv, og jeg kan ikke betvivle, at mangfoldige deslige Smaatræk ere i Folkemunde og bidrage til at gjøre Thorvaldsen mindre populair og elsket som Menneske, end agtet som Kunstner og Kunstens Ypperstepræst; hvorved han naturligviis maa dele alle store og fremragende Aanders Skjæbne.
Men denne og flere Miskjendelser troer jeg maae kunne opløses ved at dvæle et Øieblik ved hans Ungdom. Hans Forhold til sine fattige Forældre staaer som en glimrende Sol paa hans Livs Himmel, og giver endnu hans Aften behørig Afglands. Jeg veed ikke noget saa Smukt og Sandt, som det, hans første Biograph har bemerket om ham som Yndling, og da det ganske godt passer paa det, som jeg har sigtet til, gjør jeg mig en Glæde af at udskrive hine Ord:
“Om hans Characteer som Yngling høres af hans Jevnaldrende forskjellige Meninger, da hans ualmindelige Væsen er blevet forskjelligt opfattet. Medens Nogle forklare det stille drømmende Sind og den dybsindige Taushed som grundet i hemmelig Kummer over Familiens trange Kaar, angive Andre en høiere, ved hans senere Udvikling mere retfærdiggjort Aarsag. Thi vel var Nødtørftigheden hans Ungdoms strenge Ledsagerinde, men hans dybe Kunstnerblik dvælede tankefuldt paa den foranilende Genius, og han gav derfor liden Agt paa, om han traadte paa banede eller ubanede Veie. − Derimod synes han eenstemmigen at staae for Alles Erindring som en elskelig, i sig selv fordybet, ung Kunstner, hvis levende, lyseblaae Øie prophetisk forudsagde hvad han i Kunsten skulde aabenbare, og at han hverken kunde siges at være beskeden eller forfængelig, men at han elskede sin Genius fremfor Alt.”
Seer Du, Anselmus: „Hans dybe Kunstnerblik dvælede tankefuldt paa den foranilende Genius” − og: “Han elskede sin Genius fremfor Alt”, i denne sande Bemærkning forekommer mig Nøglen at ligge til hvad der ellers kunde synes at være en Gaade, naar vi dømme Thorvaldsen som Menneske efter den almindelige smaalige Maalestok. − −
Dette er, hvad jeg for Øieblikket har at meddele Dig, min Anselmus! − Jeg troer ikke, at der kan siges noget mere Træffende, til at betegne den Følelse, der bevæger alle Gemytter, end hvad “Fædrelandet” har sagt: Vi stirre forsagte ind i det store Øde, en saa mægtig Aands Bortgang har efterladt iblandt os.
Din
o. s. v.