Forlangt Indrykkelse.
Og naar nu Mindestøtten for Frederik VI er færdig, hvad er saa færdigt? Hvormange Hanefjed er man saa kommen videre? Saa har man atter grundlagt et Forfængelighedens Værk som neppe staaer der før det begynder at forfalde; saa har man petrificeret Kjærlighed istedetfor at lede den gjennem Landet som en frugtbargjørende Strøm. Vi ville have en Støtte mere i Landet; det er Alt. Beklageligt maa det vel kaldes, at de værdige og anseete Mænd, som have opbudt Alt, for at bevæge os Andre til at gjøre Tidens Monument Manie vor Hovtjeneste, ikke have ladet sig afholde derfra ved de misbilligende Røster, som, strax fra Begyndelsen, lode sig høre om denne deres Idræt. Vil man hædre en Fyrste efter hans Død, saa skal man hædre ham i hans Aand, men en Konge, som Frederik VI, der ingen anden Ærgerrighed havde, end broderligen at dele en ond Tids Piinagtigheder med sit Folk og faderligen at lindre dem, hvad skal han med denne Ærestøtte? Han var selv en levende Steen, og man maa vel tilraabe dem, der have sat Alt i Bevægelse, for at faae denne døde Steenmasse reist i veiret til hans Ære: Vorder I ogsaa levende Stene, opbygte til at vorde eet aandeligt Huus, til et helligt Præstedom, at frembære aandelige Offre. Med de Tusinder, disse døde Stene have kostet og endnu ville koste, kunde der være grundet et Værk, hvis Velsignelser, som levende Bække, vilde have udgydt sig i Evighedens Strømme, naar denne Støtte for længst er hensmuldret. Man maa være meget angest for, at en Fyrste intet Eftermæle skal faae, naar man, saasnart hans Aand er gaaet heden, søger at forstene det; ved Frederik VI er denne Frygt overflødig.
Da imidlertid dette Steenarbeide øiensynligen ikke er fremmet med den Redebonhed, hvorpaa man havde troet at kunne gjøre Regning, og da et Værk, som havde været i den afdøde Konges Aand aldrig havde villet savne den Lyst som behøvedes, for at drive det, saa er det at haabe, at hvad vi nu ville nævne og anbefale som et Saadant maa faae – ikke en Efterslæt fra Slotsbankemonumentet, men en fuld Høst trindtom i Danmark. Værket er: En Underviisningsanstalt for voxne Bønderkarle. Til at oprette en Saadan er udstædt et Indbydelsesforslag af den hæderligst bekjendte Skolelærer i Vensløv (ved Slagelse), Hr. Sørensen.
Naar den Skole, som han har paatænkt, vorder stiftet – og vi kunne intet Øieblik omtvivle, at den jo vil vorde det – saa skulle vi snart faae at see, hvad Forskjel der er paa et levende Huus og en død Steen, som ovenikjøbet skal have Mine af at bevare en god Konges Minde, medens den ei engang kan holde sammen paa sine egne Brokker!