Thorvaldsens Museum.
Da Thorvaldsen for fem Aar siden vendte tilbage til sit Fædreland, afløstes den ene Fest af den anden, for at feire den store Mesters Ankomst. Ogsaa i Studenterforeningen, i en Kreds af modne Videnskabsmand og begejstrede unge Mennesker, modtoges han med Jubel, og midt under Festen fremstod som ved et Trylleslag et Billede af hans vordende Museum, imedens fra et usynligt Chor den høitidelige Spaadom tonede gjennem Salen:
“Snart skal det reise sig
Her paa hans Fædrekyst,
Brede din Stolthed ud,
Fædreneland!
“Sildigste Slægter skal
Undrende skue det,
Verden misunde Dig,
Fædreneland!
Denne Prophetie er nu snart gjort til Virkelighed, thi Museets Mure have allerede for længe siden reist sig, og det vil snart staae færdigt og fuldendt som et fremragende Mindesmærke om et udødeligt Genie og Medborgeres Anerkjendelse og Beundring.
Nu da Vinteren nærmer sig og standser det rask fremadskridende Arbeide, turde det maaskee være interessant nok for det større Publicum at gjøre en Gang igjennem Museets Sale og kaste et Blik paa hvad der allerede er præsteret, medens Tanken i Forbigaaende dvæler ved, hvad der endnu vil følge, og ved de kostelige Skatte, der skulle opbevares i disse Haller ‒ og det er til en saadan Gang, at vi her tilbyde os som Cicerone.
Vi begive os altsaa paa Veien. De nøgne Mure møde ikke længere vort Øie, thi den udvendige Dækningsfarve, guul og sort med røde og blaae Forziringslinier, er allerede paalagt, men Figurerne, der skulle fremhæves paa denne Grund, ere endnu ikke anbragte. Paa samme Maade som Freseomaleriet anlægges paa Kalken, ere Farverne her anlagte paa Cementpudsning, først paastrøgne og derpaa afglattede ‒ en Methode, der første Gang her er forsøgt, efter at mangfoldige Prøver ere gjorte i denne Vinter, som allesammen vidne om, at de ville staae sig, og at vort barske Clima ikke vil kunne skade dem.
Vi træde ind i Forhallen, en aflang Sal med hvælvet Loft, 55 Alen lang, 14 ½ Alen dyb og 19 Alen høi. Her skulle Equesterstatuerne af Maximilian og Poniatowsky opstilles, samt de colossale Portraitstatuer af Schiller, Gutenberg og Copernikus, Gravmælerne over Pave Pius den Syvende, Hertugen af Leuchtenberg o. fl. Det er en grandios Forvagt, der nok vil vække Ærefrygt og stemme Tanken til Alvor og Betragtning, hvis noget af Bylivets sammensnerpende Smaaligheder endnu skulde klæbe ved den.
Forhallen fører ind i en Corridor, der gaaer langs med begge Sider af den indvendige Gaard, og er bestemt for større Basreliefs-Compositioner henhørende til den christelige Kunst. Her vil man gjenfinde Johannesgruppen, et af Thorvaldsens udødeligste Værker, samt hvad han allerede har componeret og endnu vedbliver at componere for Raadhuset, Slotskirken o. s. v. Corridoren fører fra begge Sider lige til Christussalen, der vender ud imod Slotskirken og danner Bygningens Baggrund; den er henimod 22 Alen lang, 14½ Alen dyb og 18 Alen høi. Salen er frescomalet, og dens architektoniske Decoration er allerede fuldført. Hvad der endnu mangler er de to Basrelieffer “Christi Indtog i Jerusalem” og “Gangen til Golgotha”, som begge her ville blive anbragte. Midtfor kommer Christusfiguren med sex af Apostlerne paa hver Side, adskilte fra ham ved tvende Døbeengle: den knælende fra Frue Kirke og en staaende. Den smagfulde Loftmaling bestaaer af hvide Cannelleringer paa blaa Grund, et Slags Relief i Fresco, der ogsaa for første Gang er forsøgt her og gjør en ganske fortræffelig Virkning ved den Illusion, som Lys og Skygge frembringe for Øiet. I Halvcirklen paa den bageste Væg er, efter Thorvaldsens Composition, af Roed optegnet et interessant Billede af Frelserens Opstandelse, der, udført i Fresco, vil staae i en smuk Harmonie med Salens øvrige Forziring.
Paa begge Sider fører Corridoren ind til en Suite af mindre Værelser: tolv paa den venstre Side og ni paa den høire, thi Anbringelsen af Trappen borttager de tre første. I hvert af disse vil blive placeret en enkelt Statue, for at denne, isoleret fra alt Uvedkommende, kan gjøre sin Virkning for sig og nydes i uforstyrret Ro. Det er en Tanke, der gjør Bygmesteren Ære og viser, hvor godt han har forstaaet sit Hverv; thi paa denne Maade vil man bestandig kunne undgaae den trykkende Fornemmelse, der ligger i at overvældes af Massen og distraheres i sin Nydelse af de mest forskjelligartede Indtryk. Enhver, der i Udlandet har besøgt større Museer og Gallerier, vil kjende det Piinlige i denne Følelse og underskrive det som Sandhed. I nogle af disse Værelser ere Lofterne ligeledes decorerede i Relief, paa farvet Grund og i antik Stiil; samtlige Relieffer ere udførte af den unge Billedhugger Freund, og Ornamenterne af Weber, Sørensen og Klein, alle tre Elever af Academiet. I disse Decorationer har man ikke villet lægge nogen bestemt Betydning med Hensyn til de enkelte Statuer; man har kun villet, at de skulle betragtes som en prunkløs og beskeden Ramme, som en Indfatning af Juvelen, men som saadan ere de høist gratiøse og phantasiefulde og ville betragtes med Velbehag og Interesse. Paa Sidevæggene anbringes Thorvaldsens egne Basrelieffer. Gulvene i alle disse mindre Sale ere et Slags Mosaik af brændt Leer, en uforgængelig Masse, der ligeledes er tilberedt her; hvert enkelt er lagt efter en forskjellig Tegning, men de ud mærke sig alle ved en antik Charakteer, der fortræffeligt harmonerer med Stemningen i det Hele.
Vi have nu fuldendt Gangen igjennem alle disse Værelser, der ere bestemte til at samle i eet Chor, i eet straalende Firmament alle disse Stjerner, der have spredt deres Glands saa vidt over Verden, og vi stige nu opad Trappen til den øvre Etage, der bestaaer af det samme Antal Værelser, som nedenunder, og hvis Bestemmelse er at optage Thorvaldsens sjeldne og kostbare Samlinger af Malerier, etruriske Vaser, Mønter, Bronzer, Terracotter, Gemmer, Bøger, Kobbere o.s.v. Decorationerne heroppe, der ligeledes blive holdte i antik Maneer, foretages for Øieblikket af Hilcker, hvis pompeiianske Tegninger for endeel Tid siden gjorde en saa almindelig Lykke herhjemme. Maaskee erindrer man endnu, at det var Hilcker, der endnu inden sin italienske Reise gjorde de første pompeijanske Forsøg herhjemme ved at decorere de Freundske Værelser, og han har nu her givet et fornyet Beviis paa sit lykkelige Talent, og paa hvormeget man i denne Retning endnu kan vente sig af ham. Gulvene, der bestaae af uregelmæssige Smaastene, som i smagfulde og ideligt varierede Mønstre lægges i forskjelligfarvet Cement og derpaa afslibes og glattes, have ikke lidet tilfælles med de venetianske Astriker og frembringe saagodtsom den selvsamme Virkning.
Vi staae nu ved Enden; men førend vi igjen gaae bort, søge vi hen til den utrættelige Architekt, det styrende Princip og den ledende Aand i det Hele. Vi trykke hjerteligt hans Haand og sige ham blot et simpelt og velmeent Tak! thi han forstaaer os nok, og Complimenter bryder han sig kun lidt om.
Til Afsked kaste vi endnu et Blik paa det indre, ubedækkede Gaardsrum, en Rectangel af 52 Alens Længde og 24 Alens Brede, og hvorfra til alle Sider smaa Portaler føre ind til Corridoren og Christussalen. Men for dette Blik opruller der sig en Fremtid, et Moment i den tilkommende Tid, som vi, til Held for Kunsten og til Glæde for os Alle, endnu, Gud skee Lov! kunne tænke os langt borte. Her, paa dette Sted har man tænkt sig, ‒ og den store Mester ønsker det Samme ‒ at Skaberen af alle disse Værker engang skulde hvile efter sit mageløse Dagværk, og hvilket Sted kunde ogsaa være smukkere valgt, hvilken Hvileplads mere værdig og ophøiet end denne, midt i Centrum af hans Livs mærkværdige Virken, midt imellem et Afkom af udødelige Børn, der vaage over deres Fader og frede om hans Aske! Paa dette Sted, hvor hans forklarede Aand vil søge hen fra sin Himmel, paa dette Sted bør ogsaa hans Legeme hvile ‒ men den Dag være endnu langt borte, da Fædrelandet skal klæde sig i Sorg over Tabet af sin største Mand og den ædleste af sine Sønner!
