Kirkeconcerten
til Fordeel for det Thorvaldsenske Museum.
Naar Sandsen for den egentlige Kirkemusik hos os endnu ikke er saa uddannet som man, med Hensyn til de store intellektuelle Fremskridt, vor Tid har gjort, kunde vente det, saa vilde det sandelig være høist uretfærdigt at lægge Publikum saadant til Last; thi den Beredvillighed, hvormed dette følger Opfordringen til enhver saadan Nydelse, og hvorpaa den næsten fyldte Kirke ved den ovennævnte Concert igjen gav et talende Beviis, viser noksom, at denne Sands i høi Grad maa være tilstede. Dens Dannelse derimod beroer ene paa dem, der ved Valget af de musikalske Værker skulle indvirke derpaa; thi kun ved at gjøre Publikum bekjendt med Værker, der ere componerede i den ægte Kirkestiil og som ere istand til at vække den religiøs-poetiske Stemning, som er saa nødvendig for at fatte og nyde dem, er det muligt at vedligeholde Deeltagelsen for Musiken paa dette dens høieste Standpunkt. Det viser sig imidlertid desværre her, som næsten overalt i Kunstverdenen, at Kunstnerne nemlig, istedetfor at stræbe for at løfte Publikum op til sig, for at vurdere det Ophøiede i Kunsten, tvertimod nedlade sig til det, for deslettere at kunne begribes. Derfor seer man ogsaa, at der ved alle Musik-Arrangementer mere tages Hensyn paa Mangfoldighed og Afvexling, end paa at vælge Sager, der bære deres Mangfoldighed og Riigdom i sig selv, og mere lægges an paa at smigre Sandserne end paa at tale til Sjælen. Ogsaa torde vel en ikke ringe Mangel paa Begejstring for selve Tingen være kjendelig hos dem, der lede de musikalske Foretagender hos os. Jo lettere man kommer til det, desbedre, tænker man. At indstudere nye Sager, er saa vanskeligt, er forbundet med for mange Omstændigheder. Man søger da op i Forraadskammeret, og hvad man finder nemmest at bringe istand, finder man ogsaa hensigtsmæssigst at vælge. Men det er sandelig ikke paa den Maade, at den musikalske Sands skal uddannes, Interessen for Musiken skal voxe. Det nytter kun lidet at stifte Foreninger til Musikens Udbredelse, naar der ikke tillige sørges for at udbrede det Bedste og Gediegneste, Musiken har frembragt. Ved evige Gjentagelser af det allerede hørte, maa det større Publikum nødvendig kjølnes, istedetfor at opvækkes, og ved ikke at vælge med Smag og Sagkundskab, giver man lettelig Publikums musikalske Smag en saa gal Retning, at man derved modarbeider sin egentlige Hensigt istedetfor at fremme den. Det kan saaledes vist ikke nægtes, at hele Arrangementet af den til Bedste for det vordende Thorvaldsenske Museum givne Kirkeconcert vidnede om kun saare liden Interesse for det, der vel her maatte være Hovedsagen: ved en Nydelse, der stod i nøie aandig Samklang med den Sag, til hvis Fremme den skulde virke, at fremkalde Publikums Deeltagelse for Kunsten. Der savnedes aldeles den ledende Kunstneraand, der skulde have tilvejebragt en nøie Forening mellem de forskjellige Dele, en høiere Eenhed, der skulde bemægtige sig Gemyttet og opløfte det til den religiøse Begejstring, der er Kirkemusikens skjønneste Frugt. Det eneste Musikstykke, der kunde sige at svare til denne Hensigt, var Benevolis „Sanctus,” der med sin grandiose Simpelhed og sin harmoniske Rigdom bemægtiger sig Sjælen. Men hvor kan man tænke sig noget Smagløsere, end at indlede dette i den ædleste Kirkestiil skrevne-Tonestykke med Ouverturen til ‒ „Tryllefløiten?” Hvo tænkte ved den livlige Finale af dette muntre, livslystne, phantastiske Tonemalerie ikke snarere paa at see Papageno med sin Tværfløite og sit: „Ein Vogelsänger bin ich ja, hei lustig, heisa, hopsasa!” end at høre Benevolis mægtige Harmonier runge igjennem Hvælvingerne? ‒ Og nu Slutningsfugaen af Mozarts C-Dur-Symphoni ‒ hvorledes passer denne, forresten til sin Tid og paa sit Sted saa herlige Finale ‒ igjen herovenpaa? ‒ Og hvilken Tilhører var, i denne halvdunkle, mystiske Belysning, paa dette Sted, hvor et Mozartsk Requiem, dette pompeuse Natstykke, vilde have kunnet sympathisere med alle Omgivelserne, stemt for Weyses Pintsecantate, denne livsglade Hymme, der bringer Sjælen til at sympathisere med den vaagnende Natur, naar den muntre Sommersol kaster sine Straaler igjennem Kirkens Vinduer ‒ men kun er saare lidet harmonerende med den mørke Alvor, Sindet her var stemt til. ‒ Den Oehlenschlägerske Apostrophe til Schillers Minde kunne vi heller ikke sige, tiltalte os, mere vel for den mindre heldige Udførelses Skyld, end fordi Weyses Melodie ikke skulde svare til hvad man af ham kunde vente sig. Især var 1ste Stemme i 1ste og 3die Vers altfor dominerende, saa at al Sammensmeltning af Stemmerne derved blev umulig. ‒ Vi finde, at denne Anledning havde været passende at benytte til at faae Mendelsohns-Bartholdys mesterlige Oratorium „Paulus” opført heelt, saaledes som det kun kan formaae at frembringe den Virkning, som de enkelte Dele deraf, man ved „Musikforeningens” Concerter har havt Leilighed at høre, udrevne af deres Sammenhæng, ikkun have kunnet antyde. Paa dette Sted vilde ogsaa de dobbelte Hensyn, „Musikforeningen” ved sine egne Concerter maa tage, været faldne bort, og det er at beklage, at man har ladet ubenyttet et saa gunstigt Sammentræf af Omstændigheder, som maaskee ikke vil indtræffe saa snart igjen.