‒ Grosserer Puggaard har modtaget et Brev af 23de f. M. fra den würtembergske Generalconsul Kolb i Rom, hvori han beklager den Misforstaaelse, som er opstaaet ved Efterretningen i nogle tydske Blade om en Gave, som Thorvaldsen skulde have gjort til Würtemberg. Sagens Sammenhæng oplyses i dette Brev paa følgende Maade: For nogle Maaneder siden udbad Kolb sig af Thorvaldsen nogle Gibsasstøbninger, som denne vilde cassere; og da han, efter at have erholdt dem, gjorde Konstacademiet i Stuttgart en Forcering dermed, som her blev vel modtagen, forøgede Thorvaldsen Gaven med nogle flere. Vistnok, siger Kolb, ville disse Statuer decorere Academiets Bygning, men det er kun nogle faa Afstøbninger, hvis originale Former Konstneren selv besidder. Den hele Sag, tilføier han, har dernæst ikke det mindste at gjøre med den Thorvaldsen oversendte würtembergske Orden.
‒ I Forbindelse med denne Oplysning, som ikke vil være uden Interesse med Hensyn til den her intenderede Oprettelse af et Thorvaldsensk Musæum, meddele vi følgende for alle Undere af dette nationale Forehavende, ulige vigtigere Efterretning, som kun den Omstændighed, at tvende Nre. af dette Blad udgik til sammen i Onsdags, hindrede os i at levere igaar: „Af offentlige Blade er det bekjendt, at Hs. Majestæt Kongen under 28de Februar d. A. havde besluttet, at en af de Orlogs-Corvetter, som i Aar udrustes, skulde afgaae til Middelhavet for at afhente, om muligt, Resten af de Konstsager, som Thorvaldsen havde skjænket sit Fædreneland. Thorvaldsen blev under samme Datum herfra tilskreven om at opgive saavel Tiden, naar han ønskede Corvetten skulde ankomme, som den Havn den skulde anløbe. ‒ Hans Svar, dateret Rom, den 18de Marts, modtog man den 7de denne Maaned. Han yttrer deri sin dybe Taknemmelighed for sin Konges allernaadigste Tilbud, tilligemed sin Smerte over at han just nu ei kan benytte det, fordi den Tid, der vilde medgaae til Sagernes Indpakning og Katalogisering let kunde forvolde, at Skibet først sildigt ud paa Efteraaret kunde afgaae fra Italien, og derved tillige afholde ham fra at tiltræde den af ham saalænge attraaede Reise til hans Fædreland, hvilken han i forrige Aar maatte opsætte, fordi den for Bayern bestemte statue equestre først blev færdig i Efteraaret, og man som Følge deraf havde fraraadet ham at reise den nordiske Vinter imøde, der vel kunde have ufordeelagtig Indflydelse paa en Mands Sundhed, der i fyrgetyve Aar havde været vant til et mildere Clima. Nu derimod er det hans faste Forsæt i April dette Aar at reise over München til Danmark, for endnu engang at see sit kjære Fædreneland, og mundtlig bringe sin Konge sin Tak for al den Naade og Velvillie, hvormed Hs. Majestæt har hædret og glædet ham. ‒ Thorvaldsen slutter sit Brev med Forsikkring om, hvor kjærkommen Efterretningen har været ham om hans Landsmænds Interesse for den Sag, som bestandigt har været hans Yndlingsønske, nemlig Oprettelsen af et Museum for hans samtlige Konstskatte. „Jeg føler mig derved,” skriver han, „saameget mere forpligtet til at komme denne Velvillie saavel for mig som for den gode Sag ‒ Konstens hæderlige Erkjendelse og Udbredelse i Fædrenelandet ‒ imøde ved at give Dem, kjære Ven (1, efterstaaende Erklæring om mine Bestemmelser i saa Henseende, hvilken Meddelelse jeg ganske overlader til Dem at benytte paa den til Sagens Fremgang bedste Maade.” ‒ „”Det er min Villie, at alle mine Konstsager, saavel de af mig selv forfærdigede Marmorarbeider, som ogsaa de af mig anskaffede Malerier, Kobberstik, Vaser, Bronzer, Gemmer, skaarne Stene, Mynter, samt mit Bibliothek og min Samling af Haandtegninger skulle tilhøre dette Museum; ‒ hvilket altsammen endnu nærmere er bestemt i mit Testament.””