(Endskjøndt det vel egentlig ligger udenfor Kunstbladets Bestemmelse at optage Digte, have vi dog troet at kunne gjøre en Undtagelse med nedenstaaende Sang, som alt tilforn i en Vennekreds er bleven afsjungen til Thorvaldsens Ære. Da det nemlig imorgen, den 19de November, er vor store Landsmands Fødselsdag, tillade vi os offentligt at bringe ham, som Kunstens nulevende første Heros, en ringe men velmeent Hylding ved at overgive efterfølgende Linier til Pressen.)
Danmarks Søn.
Mel. Komm, lieber Mai und mache.
––––––––
Det var den unge Danske,
Han seiled’ over Sø,
Og drog forbi den spanske,
Den africanske Mø.
Tilsidst forlod han Vandet,
Og Snekken styred’ hjem.
Han ene stod paa Landet –
– Hvor var hans Stilling slem!
Det var ei hine Toner
Fra Herthas Bøgekyst;
Ak! under Laurens Kroner
Han savned’ Hjemmets Lyst.
Saa gjerne han tilbage
Til Fædrelandet gik;
Dog dæmped’ han sin Klage –
– Paa Roma faldt hans Blik.
Hvor Tib’rens Flod ombølger
Alverdens første Stad,
Og Øiet Saga følger
I Kæmpeskrifters Blad,
Der stod den unge Danske –
Han glemte Skib og Sø!
Der kan Geniet grandske,
Der er det tungt at døe.
Med henrykt Blik han skuer
Den svundne Hedenold.
Apollo kjærligt luer –
Da bli’r ei Dansken kold.
Han knuser kjækt de Lænker,
Som tvinge Kunstens Aand.
En Jason han os skjænker –
– Da sank Canovas Haand.
Ja, Skjønheds Gud ham ynder,
Og hører mildt hans Bøn;
Thi mangt et Værk forkynder,
At han er Phoebi Søn.
Den græske Aand var svunden;
Nu straaler den igjen.
En Genius blev funden,
Som atter vakte den.
Huldt smiler Aphrodite
Med Æblet i sin Haand;
Og trefold en Charite
Fortryller sødt vor Aand,
For Psyche Amor kjæler
Med Himlen i sit Blik,
Her Jovis Yndling knæler
Med Nectar, Livets Drik.
I Skjønheds rene Tempel
Fremspired’ mangt et Værk
Med Sandheds ægte Stempel,
Og Sandheds Magt er stærk.
Men over Jordens Riger
Et Navn udbreder Glands,
Til Stjernerne det stiger,
Mod Evighedens Krands.
Og dette Navn? – Hvo kjender
Ei Thorvaldsen i Nord?
Ham Dana bar paa Hænder,
Saasnart han kom paa Jord.
Vel mange Mødre græde,
Og Utak faae til Løn;
Men Danmark fik kun Glæde –
Hvor findes slig en Søn?
