Rom efter det sidste Pave-Valg.
(Af en dansk Reisendes Brev fra Rom, dat. 10de Mai 1829.)
–––––––––
Romerne lade langtfra ikke til at være bedrøvede over deres Pavebytte. Den afdøde Leo, som nok mærkede at han ikke havde noget af Løven i sig, skiftede om, og vilde gjerne, trods Tidsalderen, spille agnus dei. Han var ikke nogen Mand for Folket her. Det eneste, som man takkede ham for, var en Lettelse i den almindelige Jagtfrihed, som drives her med temmelig Lidenskab, og som Paven selv, ihvor gammel han end var, ikke kunde afholde sig fra at udøve, saa at Flere have seet ham i Vaticanets Have gjøre ufeilbare Paveskud efter Høns, Ænder etc. I sine unge Dage skal han have været en vældig Jæger efter et ganske andet Slags Vildt, og denne Jagt, hvortil han nu manglede Kræfter, søgte han med Nidkjærhed reent at udrydde af Pavestaden. Som en Mand, der kjendte Krudet, plagede han evindelig de romerske Fristerinder med Paamindelse om, saa meget som mueligt at skjule deres Yndigheder; ingen Qvinde maatte lade sig see i Kirken med blottet Hoved; Skuldre og Bryst skulde bedækkes; der blev sat en grov Sveitser i enhver stor Kirke for at paasee Anstændighed; den lavere Folkeklasse blev det forbudt, endog i trykkende Sommervarme, at gaae med nøgne Arme, og selv ved den offentlige Vastning skulde Tugtigheden saa strengt iagttages, at flere Tjenestepiger uden Barmhjertighed, til stor Morskab for Alle, bleve førte paa Politiekammeret, fordi deres opkiltrede Ærmer under Arbeidet ikke svarede til de blufærdige Anordninger. Og hvortil hjalp det Hele? – De Fornemme vedbleve at synde, men forsigtigere; Munke bleve grebne i Døre og Gange med Fruentimmer, som de naturligviis ikke chatechiserede, og i et Nonnekloster fandt man paa een og samme Tid 7 unge Kostgjængerinder i velsignede Omstændigheder. En fransk Abbed forestod dette Klosters Interesse. Man maatte i Forbigaaende ofte undre sig over denne lille Franskmands ualmindelige Geskjætfighed, idet han idelig vimsede fra Klosterkirken ind i Klosterbygningen, og først senere kunde man forklare sig Aarsagen til hans Pusten og Hastværk. Da Tingen ikke længer kunde skjules, tog Pokker ham hemmeligt, og han slap lykkelig til Frankrig.
Hvad som især berøvede Paven den simple Romers Kjærlighed, var hans Forbud mod Almuens muntre Aftenliv i Viin-Udsalgene, hvor Enhver medbragte, efter fattig Leilighed, lidt Ost, Pølse etc., og lod den kjølige ublandede Viin lige fra Kjelderen smage sig fortreffelig. Man medtog Kone og Børn, spillede Guitar, improviserede, og var omringet af de fremmede unge Kunstnere, som her for godt Kjøb havde det aandrigste Skuespil, og en uudtømmelig Kilde til Studier af herlige Hoveder og naturlige Stillinger. Dette ældgamle Aftentidsfordriv for Romerne fandt denne Pave forargeligt og farligt, og en Banstraale fra Vaticanet knuste pludselig alle Borde og Banke, og satte et misundeligt Gitter (det saa kaldte cancelletto) imellem Vinen og Folket, der nu maatte finde sig i, staaende at modtage, gjennem en liden Aabning, en øieblikkelig Lædskedrik i en Flaske, uden Leilighed til med Beqvemmelighed at nyde den, da endog Glas blev det nægtet. Pavens øvrige Forordninger til det almindelige Vel vare ikke af stor Betydenhed. Intet Under altsaa, at hans Død ikke vakte megen Bedrøvelse, endskjøndt han, efter Romernes Mening, for at blive begrædt, ikke kunde have valgt noget bedre Middel end at døe netop i Carnavalstiden, der saaledes, til stort Pengetab for mangfoldige Mennesker, i Aar ikke fandt Sted. Han ærgrede altsaa Romerne lige til sit sidste Øieblik, og man søgte at give sin Ærgrelse Luft i talrige Epigrammer, hvori især det omtalte cancelletto sjelden forglemtes, og blandt hvilke et, som antyder Pavens Ankomst til St. Peter i Himlen og hans Banken paa Døren for at komme ind i Paradiset, ender med – ma Sn. Pietro, a suo dispetto, ha messo per il paradiso il cancelletto.
Da uventede Kanonskud, efter et Par Maaneders Forløb, underrettede Rom om, at Conclavet var blevet enigt i Valget af den nye Pave, styrtede Folket i Tusindviis, uagtet en heftig Middagsregn, ligesom til Storm opad Qvirenal-Bjerget, og Valget af Cardinal Castellione, under det elskede Navn Pius, blev modtaget med udeelt Jubel. Allerede som Cardinal var han meget afholdt, og de udenlandske Hoffers Villie staaer denne Gang i den smukkeste Harmonie med Roms eget Ønske. Pius den 8de er en høi Mand, noget nedbøiet af Aarene (han er ikke langt fra 70), med et mildt og betydningsfuldt Ansigt. Hans Undseelse og indre Bevægelse, da han holdt sit Tog til Peterskirken, og Folket første Gang tiljublede ham: viva il santo padre! var ubeskrivelig rørende; længe gjorde han ikke heller Vold paa sig selv, men lod sine Taarer have frit Løb; og en gammel Mands Graad, veed man, smitter let. Man fortæller mange ædle smaa Træk om hans Nedladenhed og Naade imod hans forrige Tjenestetyende, ligesom han og paa Kroningsdagen skjænkede betydelige Summer til Roms Fattige; men hvad der især frembragte den største Glæde hos Almuen, var en Forordning som atter sprængte Gitteret i Viinhusene og næsten aldeles indrømmede den gamle Frihed. Rom var (paa sin Viis) prægtigt illumineret 3de Aftener i Rad, og man maa selv have været Øienvidne, for at kunne gjøre sig en Idee om den Kaadhed og Jovialitet, hvormed de syndige Gittre bleve nedrevne, for dermed at tænde store Baal omkring paa Pladsene til Ære for den nye Pave.
Man har i mange Aar ikke seet et større Antal fornemme Fremmede end i Aar; en stor Deel tog rigtig nok Flugten, da Carnavalet udeblev, men den største Deel vilde dog oppebie Pavevalget, Kroningen og Paaskedagens Høitidelighed. Til de anseeligste Fremmede hørte den keiserlige Storfyrstinde Helena af Rusland og Kongen af Baiern. Disse høie Personers Liv her i Rom var ganske forskjelligt. Hendes Ankomst var allerede længe i Forveien med Pomp antydet; hun medbragte et Følge af mere end 30 Personer, og indlogerede sig i et Hotel, som tilhører Hertugen af Torlonia, og som hun for 2 Maaneders Afbenyttelse maatte betale med 25,000 Species. Da Lystighederne atter turde yttre sig, kappedes Ministrene hver Aften om at give Fester til hendes Ære, den ene brillantere end den anden, og endnu iovergaars antandte hun med egen høie Haand fra et Vindue i den russiske Ministers Pallads paa piazza Navona, ved Hjelp af en Ilddue, et Fyrværkerie, som for at hædre hendes sidste Aften i Rom var opstilt paa Pladsen. Igaar Morges bortdrog hun som en straalende Comet med en lang Hale af glimrende Equipager efter sig.
Kongen af Baiern havde et ganske andet Reiseformaal. Han tragter maaskee mindst efter kongelig Majestæt, men beiler til Aandens skjønneste Laurbærkrands. Hans inderlige Ønske at omdanne München til et lille Rom, hvad Kunsten betræffer, er vel endnu ikke ganske lykkedes ham, i det mindste ikke i den Grad, at det aldeles udfylder hans Længsel efter denne herlige Stad, som ved hyppige tidligere Ophold er bleven ham uforglemmelig; han forlader derfor sine Bairer, reiser til Rom, og viser uden Tilbageholdenhed at hans Hjerte endnu er deelt. For imidlertid at undgaae Pengeødslen udenfor sit Rige, har han engang for alle kjøbt sig et nydeligt lille Opholdsted i selve Rom for omtrent en lignende Sum som den, den russiske Fyrstinde udgav i Huusleie under sit 2 Maaneders Ophold. Derhen begav han sig for første Gang iaar i strengt Incognito, med den faste Beslutning, i en kort Befrielsestid fra Krone og Scepter, ganske at hellige sig Rom og udmærkede Kunstneres Omgang. Det var ham maaskee ikke heller ubehageligt at være borte fra München just i de Dage da hans Digte udkom fra Pressen og circulerede i hver Mands Haand. Disse Digte ere offentligen blevne recenseerte, og naturligviis høist fordeelagtigt;, dog skal de virkeligen fortjene det; og en grundet Dadel vilde vist heller ikke have opbragt Kongen imod Recensenten; imidlertid er det dog altid en egen Sag strengt at recensere Konger. Et Besøg hos den nye Pave var nødvendigt, ligesom ogsaa Modtagelsen af et Gjenbesøg; men i øvrigt viste han imod det hele diplomatiske Corps en Kulde, som snart kysede det tilbage fra gjentagne Opvartninger, og tillod ham at følge sin egen Fantasie. Han samlede strax i en af de første Dage sine kjæreste Kunstnere: de gamle Landskabsmalere Koch og Reinhardt, Cartell, Wagner, og Thorvaldsen ikke at forglemme, hvem han elsker som en Ven. De styrede derpaa Alle deres Skridt hen til et Viinhuus i Nærheden af Tiberen, hvor Kongen strax fandt sit gamle Sæde, som han kjendte paa en falsk Kobberskilling, der er naglet paa et særegent Sted af Bordet. Nu blev der, uden Dækketøi, bragt Oliven og smaa salte Sild frem, og fremfor Alt bleve Glassene fyldte med en kraftig spansk Viin. “Skal vi nu begynde med et Pereat for Don Miguel af Portugal?” raabte Kongen. Saaledes vedblev man bestandig utvungen at stige i Glæde den hele Morgenstund, indtil de Alle, begeistrede af Vinen og Tiberflodens Nærhed, ubevidst havde forladt Bænkene og stode i en liden trængt Cirkel ovenpaa Bordet, hver med sit Glas i Haanden; her blev alt det Skjønnes og Godes Skaal drukket, og man skiltes hjertelig fra hinanden. Faa Dage derefter mødte Kongen, efter Aftale, Thorvaldsen i dennes Studier, og overrakte ham den baierske Commandeur-Orden med hans sædvanlige yndlingsudtryk: “Soldaten belønner man paa Valpladsen, Kunstneren i Midten af hans Værker.” Ogsaa Professor Wagner skjænkede han en Ridderorden. Man kan let begribe, hvilke Forhaabninger Kongens Nærværelse vakte hos mange af Kunstnerne, og alle enedes om at vise ham deres Høiagtelse ved en stor Æresfest. Transparenter, Taler, Sange, Alt var færdigt, da en let Forkjølelse, som Kongen, efter sin korte Reise til Neapel, bragte med sig tilbage, tog en saa alvorlig Vending, at han nødsagedes til at holde Sengen næsten hele den øvrige Tid af sit Ophold i Rom, og bruge sine første tilbagevendende Kræfter til Afrejsen hjemad. Dette Uheld, som nedsteg Manges Spekulationer, gjorde ogsaa Enkelte af Hjertet Ondt, og iblandt disse Sidste: Thorvaldsen, for hvem en Konge som den omtalte, ret er skaaret ud af Sjælen. Thorvaldsen er ikke kold for Hæder, og hvilke Følelser maatte det ikke vække hos ham, naar han (som oftere er skeet) pludselig hørte sit Navn raabe, gik til Vinduet og fandt Kongen, som paa Gaden med Hatten i Haanden for Alles Øine bad ham tilbords hos sig. Ogsaa var det Thorvaldsen en Glæde denne Gang at overraske Kongen med Synet af flere Arbeider som tildeels vare ham fremmede. Dertil hørte: største Delen af det pavelige Monument, som snart er fuldført og endnu i Sommer ventes opreist i Peterskirken; en knælende Døbe-Engel, som er bestemt for vor Frue Kirke; det deilige Basrelief; Tobias som helbreder sin blinde Fader (som i Skjønhed og Kraft staaer ved Siden af hans bedste Manddomsarbeider); Prinds Eugens sande Heltestatue, og Amors Magt over hele Verden, fremstilt i fire nydelige smaa Basreliefs; foruden flere interessante Buster.
