Thorvaldsen.
I “Blätter für litterarische Unterhaltung”, No 122, Mai d. A. læses, som Uddrag af en Reisendes Dagbog i Italien, 1828, følgende Artikel om Thorvaldsen. “Om Thorvaldsen som Kunstner taler og skriver man meget; at han er den nyere Kunsts Heros, og med Rette fører den ham ofte tildeelte Titel af Fyrste blandt de levende Kunstnere, det er bekjendt, og kan maaskee have været Aarsag til, at man endnu aldrig har talt om Thorvaldsen som Menneske, som Medlem af den store romerske Kunstnerrepublik; men dette synes saameget mere ubilligt, som han i denne Henseende indtager en saare, saare høi Plads, og netop derfor stedse skulde betragtes i sit Forhold til de i Rom levende Kunstnere. − Thorvaldsen kom for nogle og tredive Aar siden som en fattig Yngling til Rom, og er nu ved sit store Kunsttalent en velhavende Mand; ved den Maade, hvorpaa han anvender denne Riigdom, hvorpaa han for Andre benytter sin store Indflydelse, sin høie Anseelse, har han grundfæstet sig et varigt Mindesmærke af Kjærlighed og Høiagtelse. Thi, uden at regne, at han med den største Elskværdighed og Beredvillighed staaer enhver Kunstner bi med Raad i sin Kunst, opsøger han ogsaa de mange i Rom, ofte i den yderste Armod levende talentfulde Kunstnere, giver dem Bestillinger, Pengeunderstøttelser og Opmuntringer af enhver Art, uden at tage Hensyn paa, hvilken Nation de tilhøre. Derfor seer man hans Værelser fyldte med udmærkede Malerier, af nulevende, eller nylig afdøde Mestere, og de Værker, man der finder af denne Art, kan man med fuld Føie kalde en betydelig Samling. Hverken Rang, Rigdom eller Indflydelse giver den ofte middelmaadige Kunstner en Ret til i Thorvaldsens Stue, at finde en Plads for sine Værker, men kun Talentet. Gives der en bedre Anbefaling, end naar Thorvaldsens aandfulde Øie, selv i det umaadeligt rige Rom, gjerne glider sig over Arbeider af Nutidens Kunstnere, og vil have deres Værker omkring sig? Den kunstsamlende Englænder, Franskmand o.s.v., ville nu ogsaa − og det med Rette − have Arbeider af de Mestere, hvis Værker de have seet hos Thorvaldsen, og mangen brav Kunstner er paa denne Maade bleven hjulpen ud af sin Nød. Ogsaa Antiquaren finder hos Thorvaldsen Skatte af græsk, romersk og ægyptisk Kunst, isærdeleshed en fortræffelig Samling af skaarne Stene, der, saavidt som muligt, ere til fri Benyttelse for enhver Kunstner. Desuden har han for flere tusinde Scudi tilkjøbt sig et Bibliothek, med Værker af alle Nationer, og ved deslige Kjøb, mere været betænkt paa at kunne meddele unge Kunstnere og Lærde dem, da Rom i denne Henseende er meget fattigt, end at anvende dem til sit eget Brug, da Thorvaldsen i sin rige Aand, i sit Gemyt og sin Phantasie finder mere Næring, end der nogensinde kan sees og findes i det døde Bogstav. − Men alle disse med Skatte af gammel og ny Kunst fyldte Værelser runde sig først til et Heelt, naar man seer paa den Mand, der lever i dem. Thorvaldsens Hoved, Udtrykket af hans Ansigtsformer erindre om den i Paris afdøde Greve Gustav von Schlaberndorf. Liigheden ligger ikke saameget i Trækkene, som i Aanden, i Kraften, i det velvillige Udtryk af den aabne, sande Menneskeven. Det bekjendte, af Amsler stukne Portrait af Thorvaldsen, synes forfejlet; det er et sødt, blødagtigt Smiil, der som charakteristisk fremtræder deri, istedetfor at en kraftig, skabelsesriig Aand tiltaler os fra den sjeldne Mands Hoved og fængsler vort Hjerte for ham. Vi have her kun villet gjøre en Begyndelse med, ogsaa at tale om Thorvaldsen, betragtet fra et andet Synspunkt, og at gjøre opmærksom paa, at man selv hos den største Kunstner ikke skulde glemme det menneskelig Gode og Store; og netop hos Thorvaldsen er denne Side os høist interessant, da han lever i vanskelige Forhold, hvor Nid og Misgunst gjerne hvædse deres ondskabsfulde Tænder mod en saa høi og stor Natur, og gjerne ville drage den ned til dem selv og deres lave Lidenskaber. Vi glæde os ved at være i Besiddelse af mange, mange Træk af denne Mands sande Ædelmodighed, der ikke skulle være tabte for Samtiden og Efterverdenen; og, ligesom Thorvaldsen som Kunstner allerede seer Udødelighedens Krands flettet om sin Tinding, saaledes vil han ogsaa som en ædel Menneskenatur stedse leve i alle Nationers Erindring.”