Erklæring.
Udtog af et Brev fra en dansk Reisende om Thorvaldsen og Rom; i hvis Nedskriver jeg erkiender en talentfuld ung Mand og en Ven af mig, findes indrykket i December-Heftet af Athene; da nu i dette, blandt flere flygtige, af Øieblikket indgivne Bemærkninger, der noksom bevidne at Forfatteren ikke har bestemt dem for Trykken, især findes en Notize, der kun grunder sig paa en misforstaaet mundtlig Yttring af mig til hiin, paaligger det mig at berigtige denne, saa meget mere, som den kunde have Indflydelse paa en af mine for Øieblikket vigtigste Bestræbelser i mit Fædreneland. – Der siges nemlig, i det der tales om Thorvaldsens fortreffelige Frise, forestillende Alexanders Triumftog til Babylon, disse Ord: “Dog Thorvaldsen elsker sit Værk, da ingen synes at ville anvende 15000 Specier derpaa vil han bekoste det hugget i Marmor, uden at fordre mere end hvad Stenen koster.” – Dette er en ligefrem Misforstaaelse; Thorvaldsens Værk, langt fra at kunne sælges eller blive solgt til den første den bedste Bestiller for ovennævnte Summa, har et saa afgjort Kunstværd og Værdien deraf er saa i Øiet faldende, at der hører en betydelig Rigdom til at bekoste et værk, hvorfor f. Ex. en Canova vist neppe vilde fordre mindre end 50.000 Specier, men vel mere; derfor har Kunstneren længe regnet det blandt sine klareste Ønsker, hvis Tid og Omstændigheder tillod ham det, at kunne efterlade engang i sit eget Atelier dette værk i Marmor; dette med flere Grunde gav mig den Idee at bringe dette Kunstværk i mit Fædrenelands Besiddelse; hvilken Tanke jeg meddeelte Thorvaldsen, der, besielet af varm Følelse for Fædrelandet og dets Kongehus, tilbød sig, hvis denne Idee lod sig udføre, at ville som Bidrag skjænke dertil den hele Løn, han som Konstner af enhver anden for sit arbejde ville fordre, og i det han kun anslaaer Tiden, Marmoret, Omkostningerne dermed samt dets Bearbejdelse af fremmede Hænder, vil han levere hele Frisen tilligemed tvende herlige Loryatider, passende til at bære en Thronhimmel, for den i Brevet nævnte Sum af 15000 Scudi. Det er alt en temmelig bekiendt Sag at jeg bestræber mig for at realisere denne Idee, der udført vil bringe Thronsalen i Kongeborgen i Besiddelse af den nyere Tids berømteste Kunstværk.
For at give den Deel af Publikum, som interesserer sig derfor, en nogenlunde tydeligere Idee om dette Værk, har jeg formaaet de vakre Konstnere Tilli og Cochi, Arkitekter og Decorateurer fra Rom, til under Løbet af deres Forestillinger i store Kongensgade at fremstille enkelte Partier af denne Frise i det jeg tillige anseer det for min Skyldighed mod Konsten at giøre Almeenheden opmærksom paa disse Mænd, der ved deres første Fremstilling har undergaaet en temmelig skarp, hvorvel ved et flygtigt Øiekast ikke ganske ugrundet Dom i Kiøbenhavns Skilderie. Ikke desmindre maae disse Mænd paa ingen Maade forklandes med Charlatanen, hvis Hensigt blot er at løfte Penge af en ukyndig Mængdes Lomme, eller hvis Sag det er ved smaalige Forestillinger at trække omkring og erhverve sit Brød. De ere komne hertil fra Lisabon, hvor de til det store Theater og forskiellige Paladser har malet, efter det Vidnesbyrd deres Skizzer afgiver, fortreffelige Dekorationer, og agtede dem til Petersborg, hvor en vild mark for deres Kunst venter dem; imidlertid standse de her i Hiertet af Vinteren uden at kunne finde betydeligere Arbeider, troede de ved offentlige Fremstillinger, hvort de o det smaae lagde deres Konst for Dagen, deels at giøre Publikum opmærksom paa sig, og deels at finde en Erstatning for deres grugtesl’se Ophold her. Udfaldet har endnu ikke svaret til deres Forventning; thi deels er den første Afdeling, af det de fremviste, som egentlig gives for Mængden, seet her ofte før; de følgende og bedre, som deres Forestillinger af Dantes Helvede, deres romerske Prospekter, ikke at tale om de mindre betydelige, men i Henseende til Perspektiv smukt udførte Bel [?] ninger af Pantheon og det Indvendige af Santa Maria Maggiore, synes her ingen almindelig Interesse at have vakt, men Kiendernes desto mere; dog er det at haabe, at deres nyeste endnu ikke fremstilte Forsøg i deres egentlige Fag, som Theatermalere vil finde et større Publikums Bifald, især hvis det lykkes dem at blive deres [?] at fremstille nogle vort Publikum interesserende Udsigter eller Scener, som f. Ex. af Correggio og flere. – Den første Aftens Forestilling har især [?] adet disse Kunstnere, som havde til Hensigt at indblande i disse til et almindeligere Morskab et Spøg med ombres chinoises, hvorimod deres Venner og Velyndere saa meget mindre havde noget at indvende, som disse Skygger godt behandlede, som f. Ex. paa theatre seraphiqve i Palais Røjal i Paris frembyde megen Underholdning; men Misforstaaelse, slet Raadgivning og slet Understøttelse, som enhver Fremmed, der ikke forstaaer Landets Sprog, overalt er udsat for, lod dette ganske mislykkes. Som Medlem af det Selskab paa hvis Theater disse Forestillinger gives, er jeg først bragt i Berørelse med disse duelige Kunstnere, og min Agtelse for deres virkelige Fortienester, der for Konstelskerne tydeligt spores i deres Portefeuiller har bragt mig til, desuden efter flere indsigtsfulde Kjenderes Opfordring, og efterat flere af deres Arbeider med Paaskiønnelse er seet i nogle af de første Cirkler her i Byen, ogsaa for det større Publikum ved denne Leilighed at tale deres Sag.
L. Kruse, Professor.
