Thorvaldsen og Canova.
(Af Hillerups: “Bemærkninger over Rom”)
–––––––––
Naar man vender tilbage fra den offentlige Promenade til Trinità de’ Monti, støder man paa en Gade (Via Sistina), der ikke har noget Pallads eller Kirke at fremvise, men dog indeholder en Mærkværdighed, som interesserer enhver Dansk, thi Thorvaldsen boer her. En Etage i et stort, ikke smukt Huus, som fører Navn af Palazzo Tomati, tjener den store Mand til Bolig. Medens mange andre Kunstnere, der have lidt Rygte i Verden, boe som Fyrster og Grever, lever han, som overstraaler dem Alle ved sit udødelige Navns Glands, i fordringsløs Simpelhed. Værelser uden alt andet Smykke end Kunstsager, som findes der saa opdyngede, at Passagen gjøres den Besøgende besværlig, ere tilstrækkelige for den Mand, der ene har Øie for den sande Storhed, og er uendelig ophøiet over Rigdommens og Forfængelighedens tomme Glimmer. Thorvaldsen eier en vakker Malerisamling af nyere Mestere, ligeledes en Deel udskaarne antike Stene og en Mængde antike Mynter. – –
Canova er nu død, og Partieaanden maa vige for Sandhedens alvorlige Røst. Hvad Billedhuggerkunsten var i Europa, da Canova traadte frem, derom vidne de slette maniererede Billeder, som siden Michelangelos Dage oversvømmede alle Lande. At hist og her et Lysglimt af en bedre Stiil besjelede En og Anden, havde ikke nogen velgjørende Indflydelse paa Sculpturen i Almindelighed. Der manglede et stort, imponerende Talent, for at frembringe den saa nødvendige Revolution i den nedsjunkne Billedhuggerkunst, og en saadan Aand fremtraadte i Canova, som colossal hævede sig over sine Samtidige, og ved sine Værker aabnede en ganske ny Bane. Imidlertid ere hans Arbeider ikke frie for Maneer, og meget afvigende fra Antikens ædle Simpelhed. Hans Gratier, Venus, Hebe, Dandserinderne coqvettere alle tilhobe mere eller mindre, og hans Helte minde altid noget om Theatret. En Besynderlighed har Canova tilfælleds med Leonardo da Vinci, og det er den, at alle hans Ansigter ligne hverandre. Denne Typus for Physiognomier iagttager han ikke blot, hvad hans Compositioner angaaer, men overfører den ogsaa i sine Portraiter. Enhver, som har besøgt hans Atelier, vil vist ikke nægte Sandheden af denne Paastand. Det er der vanskeligt at skjelne de idealske Hoveder fra Portraiter, især hvad qvindelige Skabninger angaaer, der ligne hverandre som Søstre. Hans Basreliefs ere virkelig under al Critik. Et mindes jeg især, som i slet Tegning og affecteret Composition forekommer mig at bære Prisen for dem alle; det forestiller Venus, som finder den skjønne Adonis dræbt. Den Maade, hvorpaa den gyldne svævende Afrodite udstrækker Arme og Been, giver hende en stor Lighed med en Veirmølle. Det Hele er overmaade theatralsk. Gruelig er ogsaa den Cyclus af bibelske Basreliefs, som han componerede for den Kirke, han paa egen Bekostning har ladet opføre i sin Fødeby Passagno. Den trettende Oktober 1822 hensov denne udmærkede Kunstner i Venedig. Sorgen over hans Død var, saavel der som i Rom og det hele øvrige Italien, dyb og almindelig. Hans Minde blev feiret ved Taler, Sørgefester og Digte over hele Halvøen, dog blev det paa den høitideligste Maade æret i Rom. I den store, med sort Klæde udslagne og med mange tusinde Voxlys oplyste Kirke degli Apostoli, opførtes en stor Sørgecantate af de meest udmærkede Sangere og Musici i Staden. En af Embedsmændene ved Academiet S. Luca, Abbate Missirini, holdt en glimrende, temmelig svulstig Lovtale over den Afdøde, om hvis ædle, moralske Characteer der i Italien kun er een Stemme. De mange Trængende han understøttede, de mange unge Kunstnere, som i ham fandt en Fader og Velgjører, hans Slægtninge og Venner, der næsten tilbade ham, begræd hans Død med oprigtige Taarer. Canovas Atelier var meget stort, og han har dannet mange Elever f. Ex. Alessandro d’Este og Giuseppe Fabris, hvilken sidste har componeret en uhyre Colos, hvorom man med Rette kan sige, at det er et stort Stykke, uden derfor at smigre Kunstneren.
Medens hele Europa forgudede den berømte italienske Kunstner, var Thorvaldsen en af de Faa, som erkjendte, at der endnu var meget tilbage, førend Sculpturen blev renset fra den fordærvelige Maneer, hvoraf der endnu fandtes saa store Spor hos Canova. Den dybe Følelse og det skarpe Blik, hvormed en kjærlig Natur saa rigeligt havde begavet den unge nordiske Kunstner, viste ham tydeligt den store Afstand, som var mellem Antikerne og de moderne Billedhuggeres Arbeider. Med Sjelen opfyldt af Oldtidens store Skikkelser, gik han som en Drømmende om i Nutiden, og fandt hos sin Tidsalders Kunstnere Ingen, der havde opfattet Grækenlands Storhed som han. Men Phantasien, som idelig sværmede om blandt Athenens Skygger, og tumlede sig i Drømme om det hensvundne, fyrige, græske Liv, maatte ogsaa have nogen Næring fra den ydre Verden, maatte ogsaa meddele noget af hvad der med Vælde bevægede Sjelen. Da fremstod Jason, en Heros fra de gamle Dage, og rakte Thorvaldsen det gyldne Skind. Hvilken Opsigt dette herlige Værk vakte blandt Roms Indvaanere og de derværende Fremmede, er bekjendt. Hvorledes siden det ene sjeldne Kunstværk fulgte det andet, og udbredte vor store Landsmands Hæder over den hele cultiverede Verden, er en Ting, som hver Dansk mindes med Stolthed. Længe sagde Thorvaldsens Misundere og Modstandere, fornemmelig Nazarenerne i deres første Periode: “ja hedenske Sager kan han nok componere, men lad ham forsøge sig i christelige Ting, saa skal man see, hvor den store Mester bliver af.” Herpaa svarede Kunstneren med at componere Christus og de tolv Apostler. Da forstummede Alle, thi en saadan Christus havde Ingen seet før. Hvad de kommende Tider ville medføre, kan ingen Dødelig forudsige, men hvad de forsvundne Dage angaaer, da maa vel ethvert fordomsfrit og sandhedselskende Menneske, som har Sands og Følelse for Kunstens Hellighed, tilstaae, at Thorvaldsen bærer Prisen for alle levende og døde christelige Billedhuggere. Michelangelos Christus i Minerva-Kirken er plump og uædel mod den danske Kunstners høie og i Sandhed guddommelige Billed af Frelseren. Hvilken Adel og Viisdom paa denne skjønt hvælvede Pande, hvilken Reenhed og himmelsk Mildhed i de skjønne Ansigtstræk! I Sandhed, for saavidt en dødelig Haand formaaer at give os et værdigt Billed af Forløseren, da har Thorvaldsen fremstillet os det høieste Ideal af reen ædel Menneskelighed og guddommelig Majestæt. Videre at omtale vor berømte Landsmands Værker her, er vel overflødigt, deels fordi vi nu i Kunstacademiets Sale kunne skue Gibsafstøbninger af hans fleste Abreider, deels fordi vi med det første kunne vente en interessant og smagfuld Fremstilling af hans Liv og Virksomhed som Kunstner og Menneske fra Hr. Professor Thieles øvede Forfatterhaand.
Thorvaldsens Atelier er meget stort og indrettet i to forskellige, fra hinanden fjernede Bygninger, som tilforn have været Stalde, og tilhøre Prindsen af Barberini. Den ene ligger i det lille Stræde Vicolo delle Colonnette, og er forsynet med en Have, der just ikke er stor, men altid en behagelig Indgang til de Haller, der indslutte saa mange herlige Frembringelser af den menneskelige Aand. Dette Atelier er fordeelt i tre smaa Huse, af hvilke de to bestaae af eet Rum, og det tredie af to Værelser. I mange Aar lod Kunstneren sig nøie med dette for en saadan Mand høist beskedne Atelier, men efter hans Tilbagekomst fra Fædrenelandet 1820 formerede hans Arbeider sig saameget, at han et Par Aar efter saae sig nødt til at leie en meget stor Stald af Prinds Barberini, for deraf at indrette et nyt Atelier. I dette sidste staaer Christus og Apostlerne. En Snees Mennesker ere daglig beskjæftigede i disse Værksteder. Thorvaldsen har dannet mange Elever f. Ex. Carrareseren Pietro Tenerani, Sachserne Hetmann og Pettrich o. fl.
