Rejsen Rom-München tur/retur, januar-marts 1830
- 1. Fakta
- 2. Rejsens formål
-
3. Kort over rejsen
[+]
- 3.1. Kildegrundlag
- 3.2. Ruten
Fakta
Rejsen Rom – München tur/retur 1830 | |
Rejsens formål: | Thorvaldsen skulle til München for at forestå den endelige installation af Monumentet over Leuchtenberg (Eugène de Beauharnais), jf. A156, i St. Michaels-kirken. |
Afrejse Rom: | 22.1.1830 |
Ankomst München: | 14.2.1830 |
Afrejse München: | 14.3.1830 |
Ankomst Rom: | 25.3.1830 |
Ruten kort: | Rom, Firenze, München t/r. |
Befordringsmiddel: | Kørte sandsynligvis i egen vogn. |
Rejseledsagere: | Fra Rom til München: Karl von Voß-Buch Fra München til Rom: Peter von Hess og Bernhard von Eichthal. |
Hovedkilder: | Der findes ingen detaljerede kilder til rejsen. |
Alle dokumenter vedrørende rejsen: | Rejsen Rom-München tur/retur, januar-marts 1830 |
Detaljeret kronologi: | Rejsen Rom-München tur/retur, januar-marts 1830 |
Rejseoversigt: | Thorvaldsens længere rejser |
Rejsens formål
Thorvaldsen tog til München primært for at godkende og færdiginstallere opstillingen af Monumentet over Leuchtenberg (Eugène de Beauharnais), jf. gipsmodellen A156. Afsløringen af værket var oprindelig sat til 20.2.1830, men da Thorvaldsen så arrangementet i St. Michaels-kirken i München, ønskede han, at der blev foretaget nogle ændringer. Monumentet blev så først afsløret 12.3.1830.
Endvidere skulle han besøge sin nære bekendte, Bayerns konge, Ludwig I. Kongen foreslog staks efter ankomsten Thorvaldsen at udføre rytterstatuen af Maximilian 1., jf. gipsmodellen A128. Kontrakten herom blev indgået under opholdet i München, 2.3.1830.
Det var Thorvaldsens første besøg i München. Opholdet gav anledning til en række selskaber og fester, hvor billedhuggeren blev fejret af byens kunstnere, intellektuelle, statsmænd m.m.
Kort over rejsen
Nedenstående kort giver et skitseagtigt overblik over Thorvaldsens rejserute.
Kildegrundlag
Rejseruten er kun sparsomt dokumenteret. Der kendes to stop undervejs på turen nordpå. Thorvaldsen gjorde ophold i Firenze fra 26.1.1830 til 31.1.1830. Derefter tog han muligvis den direkte rute til München og passerede Innsbruck på vejen antagelig 11.2.1830. Han må have fulgt en rute fra Firenze over Bologna, Verona og Brenner-passet. Men da turen fra Firenze til München tog 14 dage, har han antagelig gjort et ophold undervejs, eller taget en afstikker fra den slagne vej.
Hjemrejsen er endnu dårligere dokumenteret. Men der findes dog ét holdepunkt, idet det vides fra en avis, at han ankom til Firenze 20.3.1830 og rejste derfra 22.3.1830 direkte til Rom.
Thiele hævder endvidere, Thiele III, p. 390, at Thorvaldsen rejste hjem til Rom over Carrarra-bruddene og Pisa for at se sit nyinstallerede værk Andrea Vaccà Berlinghieris gravmonument, jf. A613, på Campo Santo. Men da han brugte 23 dage på udrejsen og kun 11 dage til hjemrejsen, så er det ikke utænkeligt, at disse besøg til Pisa og Carrara fandt sted på udrejsen. Indtil bedre oplysninger foreligger, er disse besøg udokumenterede.
Ruten
På dette spinkle grundlag er Thorvaldsens rejserute opridset på kortet nedenfor. For bedre overblik over rejsen, klik på fuldskærmsvisning øverst til højre på kortet.
Hver pin angiver tid og sted, og linker til de entries i Kronologien, der kildebelægger billedhuggerens whereabouts på bestemte datoer.
Røde pins markerer udrejsen, grønne pins hjemrejsen.
Sidst opdateret 29.08.2022