Ill. I. Bertel Thorvaldsen: Jason med det gyldne skind, 1802-28, marmor, Thorvaldsens Museum, inv.nr. A822.

Det vigtigste motiv

»Der höchste Begriff Idealischer Männlicher
Jugend ist sonderlich im Apoll gebildet, ...«

(J.J. Winckelmann)

Da Thorvaldsen ankom til Rom foråret 1797, havde han allerede en solid kunstnerisk uddannelse. I løbet af sine mange år som elev på Kunstakademiet i København var han blevet fortrolig med adskillige fag, skoler og teknikker. Anatomi og proportionslære havde været del af pensum. Charles-Antoine Jomberts Methode pour apprendre le dessin (1755), der bl.a. beskriver den antikke Apollo Belvedere-statue og dens proportioner, indgik – som på talrige andre akademier på det europæiske kontinent – i pensum. I sine akademiår tegnede Thorvaldsen også efter afstøbninger i Akademiets antiksamling og efter levende model.

Doktrinen om menneskekroppen som det vigtigste motiv for billedhuggeren forblev uantastet et par generationer endnu. Begrebet kanon var tilsvarende vigtigt.¹ Det blev bl.a. brugt i titlen på den tyske kunstkritiker Alois Hirts afhandling Über den Kanon in der bildenden Kunst (1813). Begrebet var af græsk oprindelse og anvendtes i betydningen målestok eller rettesnor. Både den teoretiske og praktiske fortolkning af kanon blev tilskrevet Polyklet (aktiv ca. 450-410 f.Kr.). Billedhuggere i og tæt på Thorvaldsen-generationen fastholdt arven fra Polyklet og den lidt yngre antikke kunst som en vigtig kilde, men den fundamentalisme, som eksempelvis havde præget den europæiske akademitradition i dennes første generationer, var taget af.² Empiriske studier af menneskekroppen vandt mere og mere frem. Herom vidner bl.a. Polyclet oder Von den Maassen des Menschen nach dem Geschlechte und Alter (1834) af den tyske billedhugger Johann Gottfried Schadow (1764-1850).³ Schadows bog erstattedes måleenheder som palme og fod i øvrigt af meter.

Emnet i det følgende er Thorvaldsens arbejde med menneskekroppens proportioner. Inspirationen til at undersøge dette felt går tilbage til 2003, hvor museet fejrede 200-års dagen for Thorvaldsens europæiske gennembrudsværk, den monumentale Jason med det gyldne skind. (ill. 1) Jubilæet inspirerede denne artikels forfattere til gennem en række opmålinger at søge at finde kilderne bag skulpturens proportioner. Foruden Jason blev også Apollo Belvedere (300-tallet f.Kr., tilskrevet Leochares) og Polyklets Spydbæreren (ca. 450 f.Kr.) opmålt, den første ud fra den betragtning at Thorvaldsen-litteraturen traditionelt har sat Jason i forbindelse med dette værk, om end ikke underbygget disse betragtninger med aritmetrisk-geometriske data, den anden dels fordi Spydbæreren og Jason synes at have en del tilfælles, hvad angår behandlingen af muskulaturen, dels fordi Spydbæreren traditionelt er blevet betragtet som indbegrebet af den antikke kanon og derfor har øvet en stadig indflydelse.

Opmålingerne, der blev gennemført foråret 2009, var i et vist omfang inspireret af, hvordan en række tyske klassiske arkæologer, kunsthistorikere og konservatorer arbejdede med arven fra Polyklet op til udstillingen »Polyklet. Der Bildhauer der griechischen Klassik« i Frankfurt am Main i 1990.⁴ Tilsvarende opmålinger synes ikke at være blevet gennemført for Thorvaldsens samtidige, herunder Antonio Canova, Christian Daniel Rauch og John Flaxman. De foreløbige resultater af vores undersøgelse fremlægges nedenfor. I en foreløbig form indgik resultaterne i udstillingen »Krop & Kanon«, som vistes på Thorvaldsens Museum fra oktober 2009 til januar 2010. (ill. 2) Denne udstilling havde også en anden tematik med relation til menneskekroppen, nemlig en serie idrætshistoriske nedslag, og det i anledning af Den olympiske Komités møde i København oktober 2009.⁵

Ill. 2. Fotografi fra udstillingen »Krop & Kanon« (Thorvaldsens Museum, 2009-10), hvor resultaterne af opmålingen af Thorvaldsens Jason med det gyldne skind vistes i sammenhæng med opmålingerne af Apollo Belvedere og Spydbæreren. I midten ses Spydbæreren, bemalet gipsafstøbning udlånt fra Den kongelige Afstøbningssamling, Statens Museum for Kunst, inv.nr. KAS 11. På hver side af skulpturen ses fotostater, dels af marmorudgaven af Thorvaldsens Jason, Thorvaldsens Museum, inv.nr. A822, dels Apollo Belvedere i et kobberstik af Hendrick Goltzius (1558-1617) tilhørende Den Kongelige Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst, inv.nr. KKSgb8620.

Møde med Apollo

På Thorvaldsens tid nød Apollo-motivet – kunstarternes beskytter, lysets og digtningens gud i den græske mytologi, »der schönste unter den Göttern« (Winckelmann) – særstatus på Kunstakademiet, og Thorvaldsen vendte gang på gang tilbage til Apollo og de mange Apollo-myter.⁶ I Akademiets afstøbningssamling havde han, som denne kunstnergeneration i øvrigt, lært Apollo Belvedere-statuen at kende.⁷ Statuen var ikke blot blandt de antikke værker, der oftest blev omtalt i samtidens europæiske kunstlitteratur. Den blev også ophøjet til ideal.

»Den menneskelige Idée kan ikke forestille sig noget høyere og fuldkomnere, end den Vatikanske Apollo. Alt hvad Natur, Geist og Konst formaar at frembringe, ligger der for Øyne.«⁸ Citatet er fra Tanker om Smagen udi Konsterne i Almindelighed (1762), forfattet af Thorvaldsens professor, Johannes Wiedewelt. Skriftet støtter sig på tidens absolut førende kunstfilosof og antikkender, Johann Joachim Winckelmann (1717-68).⁹ Wiedewelts vurdering af Apollo Belvedere er da også et ekko af Winckelmanns platonisk-kosmologiske, ingenlunde aritmetisk-geometrisk funderede vurdering af skulpturen.

Vel ankommet til Rom 8. marts 1797 var det ikke blot de første uger, Thorvaldsen opsøgte antiksamlingerne, herunder de under Vatikanet hørende museer. I adskillige år var Thorvaldsen, således som hans rejseinstruks foreskrev det, optaget af at udfærdige kopier efter udvalgte antikke værker. I de brevvekslinger, han havde dels med Kunstakademiet i København dels med kunstnere og andre enkeltpersoner, kan vi følge dette arbejde. Interessant er da også brevet, dateret ultimo 1797 og stilet til professor N. A. Abildgaard, hvor Thorvaldsen omtaler flere værker, herunder Apollo Belvedere, der står for at skulle transporteres til Paris som krigsbytte: »Da ieg kom til Rom var de som de

Ill. 3. Titelblad og opslag fra den tyske renæssancekunstner Albrecht Dürers værk om menneskekroppens proportioner: Di Alberto Durero della simmetria dei corpi humani libri quattro (1528), Venezia 1697. (Den tyske udgave hed 4 Büchern von menschlicher Proportion). Thorvaldsens Museum, inv.nr. M678.

havde valgt ud af det Capitolinske museum indpakkede og det Vatekaniske museum ma[ng]lede allerede den berymte Antinous, Herkules med sin Søn paa armen, de to greske felisofer med ander mindre betydende stykker. Apollo [: Apollo Belvedere havde man indmuret benene paa for at sette [h]am i Kasser, ...«.¹⁰ I disse skulpturers sted blev, som Thorvaldsen også bemærker, gipsafstøbninger stillet op.

Thorvaldsen skulle efter planen forlade Rom efter 5-6 års studier, men var fra 1802 optaget af Jason med det gyldne skind. I marts 1803 kom bestillingen på en marmorudgave af denne statue i hus, underskrevet af den velstående og fremtrædende engelske samler og senere også forfatter, Thomas Hope.¹¹ Og godt et år senere, medio april 1804, skrev Thorvaldsen hjem til Kunstakademiet i København: »Jeg troer … at det er bedst jeg for det første bliver nogle Aar i Rom, hvor Midlerne saavel til min Uddannelse, som til Udførelsen af Kunstværker i mit Fag ere flere og mindre kostbare, og hvor den større Sammenkomst af Kunstnere og Kunstelskere lettere kunne gjøre mig bekjændt …«¹² Med Rom som base fortsatte arbejdet med Jason med det gyldne skind helt frem til 1828, hvor marmorversionen stod færdig og blev udskibet til England.

Før resultaterne af vores opmålinger fremlægges, skal det om Apollo Belvedere-statuens paradigmatiske rolle nævnes, at denne ikke overlevede 1800-tallet. Værket viste sig som bekendt at være en romersk kopi, de anatomisk ukorrekte proportioner blev i stigende grad rubriceret som æstetisk utilstrækkelige, og efterhånden vandt en vis forkærlighed for den arkaiske skulptur frem på bekostning af den klassiske.¹³

Den romerske palme som måleenhed

I Thorvaldsens bogsamling findes et par af de titler, der udgør de historiske milepæle i billedhugger-kunstens tilgang til menneskekroppens proportioner. To af værkerne skyldes to af renæssancens vigtigste og mest indflydelsesrige kunstnere og teoretikere. Her er såvel en udgave af Della Pittura e della

Ill. 4. Thorvaldsens tommestok, elfenben med messinghængsler, Thorvaldsens Museum, inv. nr. N47.

Statua (ca. 1462) af humanisten, arkitekten og teore- tikeren Leon Battista Alberti som en udgave af Albrecht Dürers 4 Büchern von menschlicher Proportion (1528).¹⁴ (ill. 3) Alberti udviklede et måleredskab, exempeda, med hvilket han foretog målinger af en række personer og analyserede sig frem til gennemsnitlige mål. Nord for Alperne gik udviklingen knap så hurtigt, men takket være to rejser til Italien indhøstede Dürer så megen viden og erfaring, at han også satte sig for at arbejde med menneskekroppens proportioner – og i lige så høj grad beskæftigede sig med kvinde- og barnekroppens mål som med mandekroppens.

Bøgernes proveniens er ukendt, og det samme gælder den tommestok, som på et tidspunkt også er kommet 1 Thorvaldsens eje. (ill. 4) Tommestokken er et fint redskab, udført i elfenben – og som bøgerne muligvis en gave til Thorvaldsen. Men som sådan har bøgerne og tommestokken kun betydning som vidnesbyrd om bredden i Thorvaldsens samling. Praktisk betydning har de næppe haft – og slet ikke i relation til Thorvaldsens tidlige romerske arbejder, herunder Jason med det gyldne skind. Kontrakten om levering af denne statue i marmor til Thomas Hope rummer imidlertid en information, som vi tillægger væsentlig betydning.

I kontrakten angives højden på statuen til 11 romerske palmer. »… une Statue haute de Onze palmes Romains, réprésentant Jason débout, portant d’une main Sa Lance, de l’autre le toison d’or, ...«¹⁵ På Thorvaldsens tid var en romersk palme (palmo), af det latinske ord for håndflade, ca. 22,3 cm. Samme måleenhed genfinder vi på nogle af Thorvaldsens tegninger, f.eks. på en blyantsskitse til den posthume Napoleon-buste. (ill. 5) Bustens højde og bredde er angivet i palmi og uncie; en oncia svarede til ca. 2,465 cm. Målene synes dog ikke at være anført som støtte for modelleringen af busten, snarere af hensyn til soklens proportioner. Ønsker vi at danne os en idé om omfanget af Thorvaldsens egen og hans nærmeste kundekreds- og kollegers brug af den romerske palme som måleenhed, finder vi talrige kilder ved en søgning i Bertel Thorvaldsens Brevarkiv (http://brevarkivet.thorvaldsensmuseum.dk/breve). I adskillige dusin breve, dateret fra 1797 og frem til slutningen af 1830’erne, er denne måleenhed hyppigt forekommende, herunder også i flere af Thorvaldsens pristilbud.¹⁶

Ill. 5. Bertel Thorvaldsen: Skitse til posthum monumentalbuste af Napoléon Bonaparte, blyant. 211×109 mm, Thorvaldsens Museum, inv.nr. C348r.

Analysens empiri og kontekst

Udfra disse fund slutter vi, at Thorvaldsen brugte den romerske palme som måleenhed. Vi antager, at det var tilfældet, både når Thorvaldsen arbejdede med at give sine værker, in casu Jason med det gyldne skind, de rette proportioner, og når han studerede de antikke statuer og afstøbninger. Winckelmann refererede i øvrigt til samme måleenhed i sit store værk om de græske statuers normative betydning, Geschichte der Kunst des Alterthums (1764). For at nærme os en forståelse af Thorvaldsens tilgang til og anvendelse af den romerske palme som måleenhed har vi genlæst såvel Polyklets teori som tekster af bl.a. den romerske arkitekt og ingeniør Marcus Vitruvius Pollio (ca. 75-25 f.Kr.).

»Skønhed ligger i forholdet mellem delene, f.eks. forholdet mellem den ene finger og den anden, mellem alle fingrene og håndfladen og håndleddet, mellem disse og underarmen, mellem underarmen og overarmen, ...«. Doktrinen, som den her er formuleret, skyldes ikke Polyklet selv, eftersom både hans skrift Kanon og den originale statue, der eksemplificerede systemet, er gået tabt. Det var den græske læge og biolog Galen (ca. år 129-200 eller 216 e.Kr.), der satte nye ord på Polyklets doktrin. Anatomi var et af de emner, Galen selv beskæftigede sig med, bl.a. gennem avancerede operationer og dissektioner.

I Vitruvius’ De architectura, som blev fundet igen i 1414 og såvel for renæssancens arkitekturteoretikere og arkitekter som talrige senere generationer har haft kanon-status, betragtes menneskekroppen som den perfekte bygning. I værkets 3. bog, kapitel i, 2. afsnit skriver Vitruvius mere specifikt om menneskekroppens proportioner: »Den menneskelige krop er skabt sådan fra naturen, at ansigtet, fra hagen til toppen af panden, er en tiendedel af hele højden; den åbne hånd fra håndleddet til spidsen af den midterste finger er det samme; hovedet fra hagen til toppen af hovedet er en ottendedel, og med halsen og skuldrene fra toppen af brystet til den laveste hårrod er en sjettedel; fra midten af brystet til toppen af hovedet er en fjerdedel. Hvis vi tager højden af ansigtet i sig selv, er afstanden fra bunden af hagen til undersiden af næseborene en tredjedel, næsen fra undersiden af næseborene til linjen mellem øjenbrynene er den samme; derfra og til den laveste hårrod er også en tredjedel, der indbefatter panden. Længden af en fod er en sjettedel af højden af kroppen; og underarmene, en fjerdedel; og bredden af brystet er også en fjerdedel. De andre dele af kroppen har deres egne symmetriske proportioner, og det var ved at benytte dem at de berømte malere og skulptører fra antikken opnåede et stort og uendeligt ry.«

I lyset af Polyklet- og Vitruvius-læsningerne har vi tilnærmet os Thorvaldsens Jason og foretaget en opmåling af statuen i dens totalitet og af udvalgte kropsdele. Formålet var i første omgang at undersøge, om proportionerne syntes at have med et modulsystem baseret på den romerske palme at gøre. En tilsvarende opmåling blev foretaget af såvel Apollo Belvedere som Spydbæreren, idet vores hypotese var den, at Thorvaldsen i et eller andet omfang forholdt sig aktivt til disse to paradigmatiske værker. (ill. 6)

Vores opmåling af Jason viste, at næsens højde er 7,4 cm. (cf. Skema A i afsnittet nedenfor). Dette mål svarer til 1/3 romersk palme eller 4 tommer (idealmålet = ca. 7,43 cm). Vi satte herefter, med afsæt i Polyklet/Galen- og Vitruvius-traditionens forståelse og applikation af modul-begrebet, højden på Jasons næse til modulet 1. Ud fra denne præmis viste det sig, som det vil fremgå af de følgende tegninger og måleskemaer, samt de heraf afledte konklusioner, muligt for os at forklare en række af statuens vigtige mål og proportioner.

Måleresultaterne: Jason, Apollo Belvedere og Spydbæreren

Det første skema, Skema A, indeholder opmålingsresultaterne vedr. marmorudgaven af Thorvaldsens Jason med det gyldne skind, tilhørende Thorvaldsens Museum, inv.nr. A822. (cf. ill. 1) Det fremgår, at Jasons højde inklusive hjelmen er 29 1/2 moduler. Ifølge de antikke regler burde højden på en opretstående mand fra foden til toppen af hovedet – ligesom højden på en søjle – være 30 moduler. For som der, citeret oven for, står i Vitruvius’ De architectura: »Den menneskelige krop er skabt sådan fra naturen, at ansigtet, fra hagen til toppen af panden, er en tiendedel af hele højden; ...«. Udgør ansigtet 3 moduler, bliver kroppens samlede højde de nævnte 30 moduler. Den halve højde af dette, 15 moduler, er målt på Thorvaldsens Jason benenes længde fra fodens underside til skridtet, svarende til penis-

Ill. 6. Måltegning af følgende tre statuer: Jason med det gyldne skind, Apollo Belvedere og Spydbæreren/Doryforos, alle som standardmodel. (PB).

Skema A

JASON (marmor)   Næsens længde (næsefløje/næsetip) Fodens længde (sandal/hæl – tåspids) fod – midten af højre knæskal fod – roden af penis (benenes længde) fod – midten af navlen fod – midten af højre brystvorte fod – undersiden af hagespidsen fod – hjelmens visir/underkanten over midten af næseryggen fod – hjelmens visir/overkanten over midten af næseryggen fod – toppen af hjelmen

Mål   7,4 33,3 63,2 112,0 133,1 159,6 187,8 208,0   215,3   218,8

Idealmål   7,43 33,4 63,2 111,5 133,7 159,8 189,5 208,0   215,5   219,2

Moduler (7,43 cm.) 1 4 ½ 8 ½ 15 18 21 ½ 25 ½ 28   29   29 ½

(Usikkerheden er ± 0,2 cm i forhold til de målte afstande på Jason, marmor, Thorvaldsens Museum, inv.nr. A822).

rodens overkant. På det grundlag formoder vi, at Thorvaldsen satte Jasons højde, fra toppen af hovedet til undersiden af foden, til 30 moduler. Det giver Jason den ideale højde på 10 palmer (30×1/3 romersk palme = 120 tommer). Når den øverste halvdel af kroppen er et 1/2 modul kortere end benene, skyldes det formentlig, at Thorvaldsen anbragte Jason i en stilling, der anatomisk gør overkroppen kortere, fordi rygsøjlen bøjes. Af skemaet fremgår endvidere, at Jasons hagespids ligger ca. 1,7 cm (= 1/4 tomme) lavere end det ideale mål. Det skyldes, at Jason bøjer hovedet næsten usynligt frem, medens hjelmen er skubbet en anelse tilbage til den ideale position. Netop denne detalje synes at have generet Thorvaldsen, og ved en ombearbejdning af gipsmodellen i begyndelsen af 1830erne rettede han hovedet op til en mere vandret position.¹⁷ Diskrepansen mellem statuens højde på 10 palmer og de i kontrakten annoncerede 11 palmer, »une Statue haute de Onze palmes Romains«, er et faktum. Muligvis kan det forklares ved, at soklens højde var inkluderet i sidstnævnte.

Skema B indeholder vore resultater vedr. Apollo Belvedere på basis af opmåling af den gipsafstøbning af statuen, som tilhører Den kongelige Afstøbningssamling. Opmålingen er foretaget fra soklerne under fødderne og medregner derfor højden på statuens sandaler. Disse sandalsåler er ca. 1,4 cm tykke, medens tykkelsen på Jasons sandalsåler kun er 0,5-0,8 cm. Alligevel er der næsten overensstemmelse mellem de mål, der angiver midten af Jasons henholdsvis Apollos knæskaller samt benenes længde. Det gør det efter vores mening yderligere sandsynligt, at Thorvaldsen har målt på statuen af Apollo Belvedere, og at han er gået ud fra soklens overside som o-punkt. Thorvaldsens Jason kommer således meget tæt på flere af afgørende vigtige mål på Apollo Belvedere-statuen, – så tæt at vi antager, at han har anvendt nogle af målene i sin fremstilling af Jason. Visse mål stemmer overens, andre er der
justeret på – typisk 1/4 eller 1/2 modul til eller fra. Afvigelserne kan muligvis forklares nærmere. Måske har Thorvaldsen ønsket at mindske slægtskabet med Apollo Belvedere, måske var det hans ambition med Jason at skabe en ny kanon.

Som reference til opmålingerne af Thorvaldsens Jason og Apollo Belvedere er proportionerne på Polyklets Spydbæreren undersøgt nærmere. Resultaterne fremgår af Skema C. Opmålingen er foretaget på afstøbningen tilhørende Den kongelige Afstøbningssamling. Længden på den stående, nøgne, højre fod er målt til 33,2 cm og statuens højde til 199,4 cm. Det placerer målene i det præcise forhold

Skema B

APOLLO   Næsens længde Fodens længde (sandal/hæl – tåspids) fod – midten af højre knæskal fod – roden af penis (benenes længde) fod – midten af navlen fod – midten af højre brystvorte fod – undersiden af hagespidsen fod – toppen af panden fod – toppen af håret fod – toppen af hjelmen

Mål   7,4 31,5 63,0 111,8 130,2 156,9 186,3 207,9 219,5 218,8

Idealmål   7,43 31,6 63,2 111,5 130,0 156,0 185,8 208,0 219,2 219,2

Moduler (7,43 cm.) 1 4 ¼ 8 ½ 15 17 ½ 21 25 28 29 29 ½

(Usikkerheden er ± 0,2 cm i forhold til de målte afstande på statuen (gipsafstøbning på DKA).

Ill. 7. Måltegning af følgende to statuers ansigtsprofil: Thorvaldsens Jason med det gyldne skind (gips) og Apollo Belvedere. Ikke blot svarer ansigtsprofilernes tre moduler til den antikke Vitruvius-doktrin; der er også en høj grad af overensstemmelse mellem de enkelte ansigtselementers indbyrdes placering i Jason og Apollo Belvedere.

Skema C

SPYDBÆREREN   Næsens længde (næsefløje/næsetip) Fodens længde (hæl – tåspids) fod – undersiden af højre knæskal fod – roden af penis (benenes længde) fod – midten af navlen fod – midten af højre brystvorte fod – armhulen (midten af brystet) fod – undersiden af hagespidsen fod – hårrod (toppen af panden) fod – toppen af hovedet

Mål   6,6 33,2 49,9 100,1 119,5 142,1 149,8 168,9 189,4 199,4

Idealmål   6,64 33,2 49,8 99,6 119,5 142,8 149,2 169,3 189,2 199,2

Moduler (6,64 cm.) 1 5 7½ 15 18 21½ 22½ 25½ 28½ 30

1:6. Men i modsætning til hvad tilfældet er med Apollo Belvedere og Thorvaldsens Jason, tager Spydbærerens modulsystem sit udgangspunkt i fodens konkrete længde. Denne lader sig ved hjælp af et decimalsystem (en 10-deling eller som her en 5-deling) inddele 1 moduler. Til opmålingen af statuen er således brugt et modul svarende til 1/5 af fodens længde (33,2 cm 15 = 6,64 cm = 1 modul). Med dette modulsystem bliver statuen præcis 30 moduler høj, og det halve mål (15 moduler) har samme placering på statuen som på Thorvaldsens Jason og Apollo Belvedere. Desuden er ansigtets højde 3 moduler = 1/10 af hele statuens højde, hvilket stemmer overens med Vitruvius’ doktrin. I stedet for at måle til midten af knæskallen som på Jason og Apollo Belvedere (jf. Jomberts proportionstegning af

Ill. 8. Bertel Thorvaldsen, Jason med det gyldne skind. 1802-03, omarbejdet 1828-32. Originalmodel 1 gips. Thorvaldsens Museum, inv.nr. A52.

sidstnævnte fra 1755) viser opmålingerne af Spydbæreren, at det rigtige mål formentlig ligger under knæskallen, på det sted hvor underbenet bøjes tilbage. Dette giver et halvt mål, altså 7 1/2 modul i forhold til benenes længde på 15 moduler.

Profiler og proportioner

Sammenlignes profilerne på de samme statuers ansigter, fremgår det, at der er meget tæt sammenhæng mellem proportionerne. Alle tre ansigtsprofiler: Jason (marmor såvel som gips), Apollo Belvedere og Spydbæreren er baseret på en højde på 3 moduler (= 12 tommer = 1 palme). Dette svarer til Vitruvius’ regler: »Hvis vi tager højden af ansigtet i sig selv, er afstanden fra bunden af hagen til undersiden af næseborene en tredjedel, næsen fra undersiden af næseborene til linjen mellem øjenbrynene er det samme; derfra og til den laveste hårrod er også en tredjedel, der indbefatter panden.« Grundet hjelmen kan der dog ikke måles til Jasons hårrod, hvorfor afstanden fra linjen mellem øjenbrynene til hjelmen kun er 3/4 modul.

Den her gengivne tegning viser ansigtsprofilerne på Thorvaldsens originalmodel i gips til Jason og Apollo Belvedere, dels hver for sig dels sammenholdt. (Fig. 7) Vi kan konstatere, at der er en aldeles klar overensstemmelse mellem de to profiler. Inddrages til sammenligning også marmorudgaven af Jason, er placeringen af næse, mund og hage fortsat næsten identisk i Thorvaldsens fortolkning og i Apollo Belvedere. Dog synes Jasons næse finere i udformningen. Til gengæld eksisterer der en bemærkelsesværdig lavere placering af øjet og øjenbrynet i marmorudgaven af Jason. Det kan evt. skyldes et ønske hos Thorvaldsen om i denne senere og endelige udgave af værket at distancere sig fra sin ellers så vigtige, antikke kilde: Apollo Belvedere.

I Thorvaldsens fortolkning ligger hagespidsen lavere, end de ideale mål foreskriver. Det skyldes, at Jason bøjer sit hoved en anelse fremad, mens hans hjelm er placeret korrekt i forhold til de ideale mål. Denne detalje har siden øjensynlig generet Thorvaldsen. De skriftlige kilder fortæller, at han i begyndelsen af 1830erne, dvs. et par år efter at marmorudgaven var færdiggjort og afskibet, foretog flere ændringer på gipsmodellen. (Fig. 8) Thorvald[s]ens Museums arkitekt Gottlieb Bindesbøll skriver således i et brev til broderen Severin Bind[e]sbøll, dateret 28. juli 1836: »… Hans Jason har han forandret en deel paa, hovedet har han skaaret af og dreiet det mere lige[,] hele kroppen har han belagt med gips og heelt om arbeidet …«¹⁸

Konklusion: Skulptur, modul og antropometrisk analyse

Menneskekroppen stod i centrum af al undervisning på Kunstakademiet i dets første mange generationer, men frem for krop sagde man figur, model og, især i anatomi-undervisningen, legeme¹⁹ (fig. 9) Denne undervisning var ligesom proportionslæren, færdighederne i modellering og hugning, de udstrakte antikstudier og talrige andre faktorer del af Thorvaldsens ballast, da han gik i gang med arbejdet på Jason med det gyldne skind. Nærværende analyse har ene og alene handlet om skulpturens proportionssystem. Denne tilgang er ny, og resultatet er også blevet, at nye data er kommet frem. Forhåbentlig vil de fremover blive lagt til de mange andre facetter af Jason-statuens univers og betydning, som allerede er fremdraget, og således supplere vores forståelse af værket samt Thorvaldsens metodik.

Opmålingerne, som hermed er fremlagt, har vist, at den romerske palme ikke blot er en begrebsmæssig størrelse, vi finder i kontrakten fra marts 1803 vedrørende Thorvaldsens Jason med det gyldne skind og i et par af Thorvaldsens tegninger, foruden i stort omfang i Thorvaldsens korrespondancer. Analysen har vist, at Thorvaldsen i høj grad synes at have gjort brug af denne måleenhed i sit arbejde med statuen Jason med det gyldne skind.

Resultaterne har ydermere tjent til, at der også ud fra aritmetisk-geometriske data kan argumenteres for statuens nære slægtskab med den antikke Apollo Belvedere, ligesom afvigelserne fra denne er dokumenterbare. Opmålingerne af Polyklets Spydbæreren har ydermere påvist et andet princip for proportionssystemet i denne statue end i såvel Jason som Apollo Belvedere. Men hvad angår ansigtsprofilerne og disse proportioner i nævnte tre værker, er der tydeligvis en grundlæggende fællesnævner. Opmålingerne har endvidere tjent til at levere de første data til en analyse af forholdet mellem Thorvaldsens originalmodel i gips af Jason (1802-03, omarbejdet 1828-32) og marmorversionen (1803-1828). Endelig er der ikke fundet vidnesbyrd om, at Thorvaldsen på noget tidspunkt inddrog egentlige opmålinger af levende personer i sit arbejde. Sine væsentligste forudsætninger og redskaber, hvad angik mål og proportioner, fandt han i antikkens skulptur.

Ill. 9. Andreas Weidenhaupt (1738-1805), Muskelfigur, eller Écorché. Moderne afstøbning. Gips. Thorvaldsens Museum. Écorché er fransk og betyder, at musklerne og deres indbyrdes relationer er blotlagt. Figuren er oprindelig udført af billedhuggeren Andreas Weidenhaupt, i 1771 udnævnt til professor i anatomi ved Kunstakademiet. Året efter fremstillede han en muskelfigur til brug for undervisningen, – således også mens Thorvaldsen var elev på Kunstakademiet fra 1781.

Omtalte værker

Sidst opdateret 09.09.2021