Da Thorvaldsens Museum i 1975 viste udstillingen Fransk Nyklassicisme, blev den anmeldt af bl.a. Erik Clemmesen. Den fine kunstner, selv virkelig kender af fransk kultur, skrev dengang med tanke på det høj dramatiske, ofte gruopvækkende emnevalg, der karakteriserer tiden, at man for at få noget ud af udstillingen “måtte lade alle de danske forestillinger om hygge og aftenkaffe bag sig … og forstå, at det er den latinske opfattelse af livets og dødens værdighed, det drejer sig om og ikke hygge eller uhygge på vor stormomsuste græsplæne”. Inspireret af den græske og romerske oldtid handler fransk nyklassicisme ganske rigtigt ikke mindst om mytiske kongers grumhed, om blodige henrettelser og filosofisk dødsforagt, om offervilje og tapperhed og gammelromerske dyder. Altsammen til belæring og opbyggelse.

Jean-Francois-Pierre Peyron

Jean-Francois-Pierre Peyron (1744-1814) var en foregangsmand i denne bevægelse i slutningen af det 18. århundrede, der skulle føre fransk maleri bort fra rokokoens dekorative mytologier, fra det galante og graciøse til den store og ophøjede stil i Poussins ånd, til alvor og patos i kunsten … 1773 vandt han Grand Prix og studieopholdet i Rom for sin Senecas Død, hvorved han besejrede David. Og han fortsatte med at male snart gribende, snart belærende fremstillinger med motiver fra klassisk oldtid, dens heltinder og idealskikkelser. Kun sjældent behandlede han bibelske motiver; men her må fremhæves det skønne, blidt stemningsmættede lille billede Hagar hjælpes af Englen, tidligere i privateje, nu i Louvre. En tegning til dette maleri sås på nævnte udstilling.

Peyron blev protegeret af og stod endda på venskabelig fod med Louis XVI’s kunstminister, greve d’Angiviller, den sidste Directeur general des Batiments du Roi. Han nærede store forventninger til Peyron, i hvem han så den kommende reformator af den franske skole. Han overdrog Peyron vigtige bestillinger og ejede selv arbejder af ham. I nyeste tid har man mere og mere erkendt Peyrons afgørende betydning jævnsides med David, og i 1983 udkom en stor og grundig monografi af kunstneren med udførligt æuvre-katalog af Pierre Rosenberg og Udolpho van de Sandt. Takket være dette hovedværk med dets væld af oplysninger og rige kildemateriale kender vi nu langt bedre til Peyron og hans kunst, og man kan vanskeligt tænke sig, at der herefter skulle være noget at tilføje. Alligevel lader dette sig gøre – og det fra dansk side, begrundet i d’Angivillers tilknytning til Danmark.

Fig. 1. J. F. Clemens: Stik efter J. F. P. Peyron, Lodtrækningen i Athen. Kobberstiksamlingen, Statens Museum for Kunst.

Efter den franske revolution drog den dybt kongetro aristokrat i emigration og bosatte sig i Hertugdømmerne, hvilken afsluttende fase af hans liv er vel kendt og forlængst gennemforsket. Et af de tre yndlingsmalerier fra hans samling, som det lykkedes ham at få ud af Frankrig og sendt til sit eksil, var netop et værk af Peyron, den første version af Sokrates’ Død, et bevis på, hvor højt han skattede kunstneren. Dette maleri kunne nærværende forfatter i 1973 publicere for første gang, det var på fransk for senere – i udvidet form – at komme på dansk. Alle tre billeder nedarvedes hos de danske efterkommere af grevinde Amalie Münster, emigranten d’Angivillers store passion. De er i nyeste tid blevet erhvervet af Statens Museum for Kunst og er således nu kendt af offentligheden.

Det viser sig imidlertid, at grevinde Münster af sin ædle tilbeder også må have fået en stor og anselig tegning af Peyron. Den har forestillet den atheniensiske ungdom, der trækker lod om, hvem der skal udleveres til Minotauros. Og – hvad man hidtil ikke har været klar over – den blev stukket i kobber af Clemens (fig. 1.), et stik, der er kendt og katalogiseret, men med forkert kunstnernavn som forlæg. Ret beset er tegningens dystre motiv det eneste stærkt skrækindjagende hos Peyron. Men til gengæld beskæftigede han sig med det over en lang årrække. Det er en veritabel “gyser”, et sujet noir, som det hed i samtiden med et udtryk, der nu om stunder kan bringe Anouilhs dramatik, hans pieces noires i erindring.

Det oldgræske sagn fortæller, at Ægeus, konge af Athen, havde ladet Androgeos, søn af Kretas konge Minos, dræbe i mistanke om, at han havde sammensvoret sig mod ham med Pallas-sønnerne. Fortørnet herover gik Minos mod athenienserne, som han besejrede. De fik kun fred på den betingelse, at de regelmæssigt med års mellemrum skulle udlevere ham syv unge kvinder og syv unge mænd for at blive ofret til Minotauros, og de skulle udtages ved lodtrækning. Beretningen herom findes hos Plutarch i hans levnedsbeskrivelse af Theseus, hos Apollodoros og Pausanias. Endvidere hentydes der til det i Æneidens sjette sang.

Peyron har fremstillet den gruelige handling i en skitse eller første version i 1778 som pensionær ved Det franske Akademi i Rom (fig. 2). Lodtrækningen foregår i en søjlehal i et græsk palads, og kompositionen er opdelt i grupper. I en apsis sidder kong Ægeus på sin trone og må magtesløs se på, hvad personerne ved urnen er i færd med. Hans søn Theseus står i midten nær statuen af Athena, foran hvilken offerild brænder. Han er som forstenet i sine tanker over den skæbne, der venter hans fortvivlede unge landsmænd. Egentlig er det karakteristisk for Peyron, at han ikke ønskede at vise de rædselsscener, der vil udspille sig, når ofrene er i uhyrets vold, men derimod den skæbnesvangre lodtrækning med dens knugende stemning og dumpe uhygge. Hans billede vakte stor opmærksomhed og beundring i Rom, hvor det blev udstillet på Akademiet hele to gange, både 1778 og 1782 og året derefter i Paris. Det kom siden til at føre en ret omtumlet tilværelse og havnede, efter at have været i Joseph Bonapartes eje, hos Wellington. Det findes i dag i Aspley House, Wellingtons museum i London.

Bestillingerne til Peyron

Peyron fik endda to bestillinger på at udføre dette forarbejde i stort format. Første gang af storfyrst Paul Petrovitsch, den senere Zar Paul I af Rusland, der rejste i Italien under navnet “Greven af Nord”. Han så det udstillet på Det franske Akademi i Rom 1782. Anden gang af d’Angiviller; det skulle være et kolossalt maleri, over fem meter gange næsten ti, beregnet for kongen til ophængning i Versailles. Samtidig bestilte d’Angiviller et eksemplar, dog i mindre format, til sig selv. Men ingen af disse bestillinger blev nogen sinde udført. Hvad angår maleriet til Versailles magtede Peyron simpelthen ikke denne kæmpeopgave, og snart efter udbrød revolutionen.

Ud over den malede skitse i Aspley House kendes kun forskellige tegninger, samt stik. Et af de tegnede forarbejder, der viser gruppen omkring den fatale urne, var udstillet på Thorvaldsens Museum. Er nu den ovenfor omtalte tegning af Lodtrækningen, som havde tilhørt d’Angiviller, og som kom i grevinde Munsters besiddelse, også blandt de bevarede? For at besvare dette spørgsmål må man så at sige gå baglæns fra først at have set nærmere på Clemens-stikket (fig. 1) og dets tilblivelse. Det er betegnet under pladeranden:

Peron inv. 1827 I. F. Clemens del. et sculps.

Lodtrækningen af den Atheniensiske Ungdom bestemt at offres til Minotauros

Minos avoit impose aux Atheniens d’envoyer tous les ans en Crete sept jeunes Gens de chaque sexe pour ctre devores par le Minotaure. Le sort decidoit le choix des victimes / Vie de Thesée par Plutarque.

Stikket er nr. 375 i Leo Swanes katalog over Clemens’ arbejder. Swane mente – som det nu vil vise sig – fejlagtigt, at det var et stik efter Louis Alexandre Peron (1776-1856), hvem han kaldte “en kedelig akademiker i nyklassisk retning”. En sammenligning mellem dette stik og Peyrons komposition vil hurtigt overbevise om det virkelige forlæg. Man kan måske undre sig over, at Clemens, der havde opholdt sig så længe i Frankrig, og som havde været fransk gift, ikke kendte den rette stavemåde. Men kunstnernavne blev i hine tider ofte gengivet vilkårligt. Selv T. C. Bruun Neergaard (Eckersbergs velynder), der kendte Peyron personligt, omtaler ham som “Perron”. Det må i øvrigt retfærdigvis tilføjes, at da Leo Swane udarbejdede sit mønstergyldige katalog, var den foreliggende kunsthistoriske litteratur om Peyron yderst sparsom.

Hvad har Clemens haft foran sig på sit bord, da han skulle reproducere Peyrons billede i kobberstik? Her kommer J. C. Ficks biografi af den store grafiker os til hjælp. Fick, der var en yngre samtidig af Clemens, en troværdig kilde, bringer den nyttige oplysning, at “Grevinde Münster ejede en meget stor Tegning af Peron [sic] , hvorefter Clemens tog en formindsket Kopi, der blev lagt til Grund for Kobberet”. Denne tegning må grevinde Münster have arvet efter d’Angiviller. Det vides da også med sikkerhed, at han har ejet en tegning af Peyron forestillende “Lodtrækningen”. For han omtaler den selv i et hidtil ukendt brev dateret Altona (dvs. fra sit eksil)8. juni 1806 til Peyron: “Le magnifique dessin des filles d’Athenes qui m’avoit vivement touche et que j’ai rachepte dans ma misere 500 +, prix au dessous de son merite, mais au dessus de ma fortune, vous avoit place dans mon esprit il cate des grands martres … ”, og d’Angiviller fortsætter med at erindre om, hvordan han havde håbet, at Peyrons maleri skulle indgå i den pragtfulde samling, der var ham betroet (dvs. den kongelige), og at han selv skulle have haft et mindre eksemplar. Dette brev og et andet af 27. september 1807, ligeledes fra Altona, er publicerede i det ovenfor nævnte nye hovedværk om Peyron.

Den tegning i formindsket størrelse, som Clemens iflg. Fick udførte til brug for sit stik efter d’Angivillers (senere grevinde Münsters) store tegning, kom på hans auktion 1832 som nr. 37 “Lodtrækningen i Prytaneum efter Perons [sic] Composition. Med Sepia. Qv. Fol. Efter denne Tegning er Kunstnerens sidste Kobberstik udført”. Vi ved desværre ikke, hvor den nu måtte findes. Men Clemens lavede en kalke over den, og den er bevaret i Kobberstiksamlingen. Grevinde Münster døde i 1814 (samme år som Peyron), og stikket er dateret 1827. Clemens må da have lånt tegningen af hende senest 1814, og arbejdet med stikket synes således at have strakt sig over en årrække. Amalie Münster efterlod sig andre franske tegninger samt kobberstik, der den dag i dag findes hos hendes efterkommere, men den store Peyron-tegning har ikke kunnet spores. Havde Clemens den hos sig, da grevinde Münster døde? Den er tilsyneladende for længst gået ud af landet. De to forfattere af Peyron-monografien mener rent hypotetisk, at den kan være identisk med en tegning i Leipzig, deres katalog nr. 27. Men det kan ikke være rigtigt, eftersom den har nærmest samme mål som kalken i kobberstiksamlingen, og vi netop ved, at d’Angivillers var større end den kopi, Clemens tog. Desuden omtaler d’Angivillers selv sin tegning som “magnifique”. Derimod er der to andre hypotetiske muligheder. Under katalog nr. 28 beskrives en stor og meget betydelig tegning (i kunsthandelen), der oprindelig har været klæbet på lærred. Den er signeret og dateret af Peyron Rom 1777 og anses for hans modello til maleriet i Aspley House. Den bærer spor efter kvadrering, og katalogforfatterne antager, at det har været med henblik på en kalke, som kunstneren har benyttet sig af ved overføringen til den malede skitse. Men nu fristes man til at lege med den tanke, at kvadreringen skyldes Clemens, der havde den som grundlag for at kunne sætte sin arbejdstegning ned i størrelse. Skulle vi altså her stå over for hans forlæg, grevinde Münsters tegning? Den anden mulighed er tegningen, katalog nr. 28 bis D, der ikke er genfundet. Den blev solgt på auktion i Paris 18. januar 1790. Den havde praktisk talt samme mål som den førnævnte, men skal iflg. de to forfattere ikke forveksles med denne. Det menes nemlig, at Peyron har udført to omhyggelige fortegninger til den malede skitse. D’Angiviller kan ikke have købt den på denne auktion, da han i sit ovenfor citerede brev jo siger, at han har tilbagekøbt sin tegning »i sin elendighed”. Men – stadigvæk hypotetisk – det kan i og for sig dreje sig om den samme, men købt på et langt senere tidspunkt. Vi ved ikke, under hvilke omstændigheder han erhvervede sin Peyron-tegning.

Alt tyder på, at Peyrons kunst betød så meget for d’Angiviller, at han som landflygtig, da han ganske levede i minder om en svunden tid, måtte have hans værker for øje. Han ønskede derfor at have både den første version af Sokrates og af Lodtrækningen, men af sidstnævnte måtte han nøjes med et tegnet forarbejde.

I 1796 udstillede Peyron på Salonen en ny tegning af Lodtrækningen i Athen, og i 1801 arbejdede han iflg. Bruun Neergaard endnu en gang på et maleri med det dystre emne. Tegningen, som Peyron beholdt i sit atelier, kendes fra et smukt stik af hans bysbarn fra Aix, Etienne Beisson. Det er udført 1806 og viser en betydeligt ændret komposition. Men det kan nu fastslås, at den danske kobberstikker J. F. Clemens har gengivet Peyrons engang så berømmede fremstilling fra 1777-78. Han gjorde det med udgangspunkt i en stor, omhyggeligt gennemført tegning, der en tid befandt sig i København. Mærkeligt at tænke sig, at den inderste årsag til, at den var kommet her, var en emigreret fransk aristokrats forelskelse i dens ejerinde …

Sidst opdateret 30.11.2017