Domenico Cardelli: Sophie Magdalene Knuth, G250
Dette er en genudgivelse af artiklen:
Mario Krohn: ‘Thorvaldsens første Romertid’, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, 1916, p. 30-34.
Se den oprindelige artikel i denne scanning.
Kommentarerne er tilføjet 2015.
Fra Thorvaldsens første fire Aar i Rom kendes foruden nogle Kopier efter Antiken kun en lille Gruppe i Gips. Naar man husker paa Thorvaldsens senere mægtige Skabertrang og Frembringelsesevne er dette Forhold meget iøjnefaldende. Det kan dog næppe kun forklares ved almindelig Dovenskab. I et Brev fra Oktober 1800I til Abildgaard forsvarer Kunstakademiets Protegé sig mod Beskyldninger, der verserer i København, om at han ikke er flittig. Allerede et lille Aar efter at han var kommet til Rom, i Januar 1798II, havde han i et Brev til Abildgaard givet en Forklaring paa sin tilsyneladende Uvirksomhed: han forsøgte at gøre sig bekendt med »det Hele og dets fonemmeste Dele« og han havde stiftet Bekendtskab med adskillige Kunstnere og andre Personer, som interesserede sig for Kunsten. At disse Ord ikke var tomme Undskyldninger fra Thorvaldsens Side fremgaar tydeligt deraf, at han et kvart Aarhundrede senere opfordrede Kunstnerne til ikke straks at kaste sig over Arbejdet, naar de kom til Rom, men først at se sig godt om, hvis Livet og Kunsten ikke skulde blive dem fremmed og deres Ophold ganske forfejle sit Maal.
Hvilke Kunstværker studerede Thorvaldsen og hvilke Kunstnere kom han sammen med i disse første Romeraar, der lagde Grunden for hele hans senere Udvikling? Fire Kvindebuster, som findes i Thorvaldsens Museums Magasin giver Bidrag til Løsningen af dette Spørgsmaal. De er alle fire opførte i Museets Katalog som Thorvaldsen? og har øjensynligt alle været i Kunstnerens Eje fra hans unge Aar.
Domenico Cardelli: Sophie Magdalene Knuth, G250
Den førsteIII forestiller en ung Dame med stort buklet Haar, iført Datidens antikiserende Klædedragt. Den skyldes vel ikke nogen Mesterhaand, men er præget af den almindelige Fornemhed og Holdningsfuldhed fra det 18de Aarhundredes Slutning. Hr. Victor P. Christensen har venligst gjort Forf. opmærksom paa, at der i hans ArtikelIV om den hidtil lidet kendte italienske Billedhugger Cardelli findes en Gengivelse efter den selvsamme Buste i et Marmoreksemplar, som tilhører Grev Knuth Lilliendahl. Busten forestiller en Grevinde Knuth og er modelleret 1796. Cardelli døde allerede et halvt Aar efter at Thorvaldsen kom til Rom, men gennem Zoega var Thorvaldsen forinden traadt i Forbindelse med ham. Traditionen melder, at den danske Billedhugger skal have kendt et af de sidste Arbejder, som hans italienske Kollega udførte, en Amor og Psyche, og beundret det som et af de skønneste af den moderne Skulpturs Arbejder, han havde set.
Domenico Cardelli, tilskrevet: Ukendt kvinde, G248
At denne Tradition øjensynligt har Ret fremgaar deraf, at Thorvaldsen har ejet endnu et af Cardellis Arbejder. Den andenV af de nævnte Kvindebuster i Museets Magasin er utvivlsomt gjort af den samme Haand som Busten af Grevinde Knuth. Behandlingen af Haar, Øjne, Klædedragt er ganske den samme.
Den tredie BusteVI er den betydeligste af dem alle. Den forestiller ligeledes en ung Kvinde, men er intimere i Opfattelsen og mere sober i Behandlingen end Cardellis Arbejder. Atter her skylder Forfatteren Hr. Victor P. Christensen Tak for en Henvisning til den schweitziske Billedhugger Trippel, der som ganske ung kom til København og blev Elev af Wiedewelt. Efter ni Aars Ophold i Danmark rejste Trippel i 1771 til Rom, hvor han døde i 1793, men hvor hans Ry levede, da Thorvaldsen halvtredie Aar senere kom til den hellige Stad. Busten i Thorvaldsens Museum minder om Trippels Buste af den 12aarige Dorothea Schlöszer, der kun 17 Aar gammel blev en lærd Doktor i Filosofi. Trippel er i sine Reliefkompositioner stærkt paavirket af antike Sarkofager og har en for det 18de Aarhundredes Slutning mærkværdig enkel klassisk Ro og sluttet Form over sine Buster, af hvilke Thorvaldsen ikke er forblevet upaavirket.
Alexander Trippel, tilskrevet:
Ukendt kvinde, G249
Ophavsmanden til den fjerde og sidste BusteVII er nem at bestemme, idet der paa dens Bagside findes Signaturen »I. Busch fec. Romæ 1796«. Johan Jürgen Busch stammede fra Mecklenborg, men uddannede sig ved Kunstakademiet i København, hvor han i 1783 vandt den mindre Guldmedaille. Han er omtalt i Friederike Bruns »Tagebuch über Rom «. Fru Brun skriver under Januar 1796 »Efter min Anskuelse kopierer denne brave Kunstner Antiken med det rigtigste Blik og den frommeste Troskab og Ærefrygt, og hans Maade at behandle Marmoret paa er mandig og ædel. Senere gjorde han min Buste, der er saa lig, at man ligesaagodt kan tegne min Silhouet efter dens Skygge som efter min egen«. Skulde Busten i Thorvaldsens Museum, en svær, materielt udseende Matrone, virkelig være et vellignende Portræt af den europaberømte æteriske Skønaand Friederike Brun? Man kan ikke tvivle, naar man sammenligner den med det bekendte Billede af Ida BrunVIII, der staar i Attitude foran en Piedestal med Moderens Buste, et Billede som tidligere har været tilskrevet I. L. LundIX, men som L. BobéX har bevist skyldes G. F. Hetschs FaderXI, den würtembergske Portrætmaler P. F. Hetsch. Busten, som Ida Brun bekranser, er nøjagtigt den samme som den, der ejes af Thorvaldsens Museum. Et Marmoreksemplar findes endnu i Familiens Eje, hos Enkefru A. BrunXII.
 Johann Jürgen Busch: Friederike Brun, G247 |
 Philipp Friedrich von Hetsch: Ida Brun ved sin mors buste, 1803, privateje |
En Gruppe af Amor og VenusXIII i Museets Skitsesamling giver et betydningsfuldere Bidrag til Forstaaelsen af den Kunstverden, i hvilken den danske Billedhugger levede under sin første Romertid. Den lille Gruppe er fornem og morsom i Opbygningen, fin i Formen og maaske nok saa interessant som mange vidt berømte Arbejder af Thorvaldsen. Den bar hidtil kun været omtalt en Gang i Litteraturen. I sin iøvrigt saa fortræffelige Bog om Museet, skriver GalschiøtXIV, at dens Tilblivelsestid er usikker og fortsætter »I Begyndelsen af 30erne syslede Th. med Tanken om at gøre en større, af flere Figurer sammensat Gruppe med Venus som Midtparti, maaske er den fra den Tid«. Undersøger man Gruppen nærmere, er det imidlertid klart. at den staar i Forbindelse med Thorvaldsens Ungdomsarbejder i København. Amor er i den Grad en Ætling af AbildgaardsXV Genius, at han synes at have sin rette Plads paa Frihedsstøtten. Venus er derimod gjort i en anden, roligere, nyere Stil, hendes Skikkelse har sit Forbillede i CarstensXVI, hvis lille AtroposXVII Statuette har det samme Motiv med de forneden korslagte Ben, en lignende Torso og de samme skraa Skuldre. Det er en bekendt Sag, at Thorvaldsen, da han var kommet til Rom. dyrkede Carstens, kopierede hans Tegninger og laante Motiver fra ham til flere af sine Kompositioner. Emil HannoverXVIII har træffende paavist, at denne Afhængighed af »den lille Holstener« dog ikke satte noget blivende og afgørende Præg paa den danske Kunstners Arbejder. I den første Romertid spiller denne Paavirkning imidlertid en stor Rolle. Tydeligst er den i »Jason«XIX fra 1802, hvis Helteskikkelse man atter og atter træffer paa, naar man gennemblader et Værk med Gengivelser efter Carstens Kompositioner.
Thorvaldsen: Venus og Amor, ca. 1800 A13.
Men foruden Paavirkninger fra Carstens er der i Jason en stærk iøjnefaldende Paavirkning fra Antiken. Den montecavallinske Jason blev den træffende kaldt af Samtiden efter de to antike Dioskurer paa monte cavallo i Rom, af hvilke Thorvaldsen selv kopierede den eneXX i lille Maalestok. Der er fornylig fremkommet et snurrigt Vidnesbyrd om, i hvor høj Grad Jason var bygget direkte over Antiken. Thorvaldsen sagde engang til en Ven: »Ved Du hvorfor Jason aldrig blev færdig, skøndt jeg havde modtaget Penge for den?« »Nej«. »Jo jeg hadede den Statue, for han var lavet af Tobak. Jeg vilde vise mig, førend jeg forlod Rom. Jeg løb daglig til Vatikanet og slugte, hvad jeg kunde af Antikerne, og saa mig ikke om paa Tilbagevejen. Nu kilede jeg paa og snusede den hele Dag for at pirre Nerverne. Der var ikke det mindste af mine egne Tanker paa hele Statuen, og da det skulde være stort, anstrengte jeg mig langt over Evne og var syg« (N. Dahlhoff: I. B. Dahlhoff. Kbh. 1916, II 222)XXI. At Thorvaldsen i en mere fremrykket Alder maatte se saaledes paa dette sit Værk, er ganske naturligt. Han erindrede de talrige Vanskeligheder, der havde optaarnet sig under Statuens Fuldendelse og kunde desuden ikke længere betragte den som sit rette Barn.
Jason, der som bekendt er udført i over naturlig Maalestok, danner sammen med andre Arbejder fra 1802-04 en lille Gruppe, hvis kunstneriske Karakter er meget forskellig fra Thorvaldsens senere fredelige og skønne Liniekompositioner. Nogle Buster, ligeledes i kolossal Maalestok, Relieffet med Briseis der føres bort fra AchillesXXII, Skitsen af Achilles og PentesileaXXIII, til alle disse Arbejder har Thorvaldsen laant Motiver fra forskelligt Hold, fra en Tegning af FlaxmanXXIV, fra den antike Gruppe af Menelaos med Patroklos Lig, men de er alle præget af ganske den samme barske og strenge Stil, der lægger Hovedvægten paa kraftige bredt udfoldede Legemer med stive og stærke Lemmer. Paa samme Tid kopierede han i sin Skitsebog romerske Sarkofager og tegnede — paavirket af Antiken og af CanovaXXV — Kompositioner med rigt bevægede Grupper, Kvindeskikkelser med vældige Lægge og Arme og Mænd med muskuløse Bryderlemmer. Thorvaldsen var i disse Aar i en mægtig kunstnerisk Gæring. Først i 1805 fandt han, gennem Udførelsen af en Række Grupper og Statuer i under naturlig Maalestok, den afklarede Stil, der blev hans Kunsts Kendemærke og som erobrede hele Europa.
Disse Betragtninger skulde tjene til at bestemme del omtrentlige Tidspunkt for Venus og Amors Tilblivelse. Paa den ene Side viser Gruppen stærk Tilknytning til Carstens og til Arbejderne fra København, som han forlod i 1797, paa den anden Side er den mere udviklet end disse, men bærer dog endnu ikke Præget at den voldsomme Fordybelse i antik Kunst, som Arbejderne fra 1802-04 vidner om. Gruppen maa saaledes falde i de berømte uvirksomme første Romeraar og passer af andre Grunde ogsaa godt ind her, i det den har Lighedspunkter med den lille fortryllende Gruppe af Bacchus og AriadneXXVI fra 1798 og ligesom denne og en Række Tegninger fra de næstfølgende Aar behandler to Figurs Problemet. Naar Amor og Venus i Fremtiden bliver udstillet sammen med Thorvaldsens øvrige Ungdomsarbejder, vil det vise sig, at Gruppen fra Aarhundredskiftet ikke hører til de ringeste af disse.
Last updated 08.08.2023
Se Thorvaldsens brev af 24.10.1800.
Se Thorvaldsens brevudkast af ultimo 1797.
Dvs. Domenico Cardellis buste af Sophie Magdalene Knuth, G250.
Dvs. Victor P. Christensen: ‘Billedhuggeren Domenico Cardelli’, særtryk af Nordisk Tidsskrift, 1916.
Dvs. busten af en Ubekendt dame, G248, som Krohn her tilskriver Cardelli.
Dvs. Alexander Trippels buste af en Ubekendt dame, G249.
Busten forestiller ikke Dorothea Schlöszer, som foreslået af Mario Krohn nedenfor.
Dvs. Johann Jürgen Buschs buste af Friederike Brun, G247.
Dvs. Friederike Bruns datter Ida Brun.
Dvs. den danske maler J.L. Lund.
Dvs. den danske historiker Louis Bobé (1867-1951).
Dvs. den danske arkitekt G.F. Hetschs far Philipp Friedrich von Hetsch (1758-1838).
[Redaktionens note:]
Marmorbusten befinder sig pr. 2015 ikke længere i efterkommernes eje, men dog stadig i privateje.
Dvs. Thorvaldsens statuette Venus og Amor, A13.
Den danske forfatter M. Galschiøt (1844-1940).
Den omtalte bog er Thorvaldsens Museum, København 1895.
Dvs. den danske maler Nicolai Abildgaard.
Dvs. den tysk-danske maler Asmus Jacob Carstens.
Dvs. Carstens’ skulptur af en af parcerne, nemlig Atropos, 1792-94, Städelsches Kunstinstitut und Städtische Galerie, Frankfurt am Main og Kunstsammlung, Weimar.
Dvs. den danske kunsthistoriker Emil Hannover (1864-1923).
Dvs. Thorvaldsens Jason, A52.
Dvs. Thorvaldsens to kopier efter den ene af de såkaldte dioskurer, Pollux, Dep.24 og A54.
Se den danske billedhugger Jørgen Dalhoffs erindringer om Thorvaldsen her.
Dvs. Thorvaldsens relief Briseis og Achilleus, A490.
Dvs. Thorvaldsens skulptur Achilleus og Penthesilea, A777.
Dvs. den engelske billedhugger John Flaxman.
Dvs. den italienske billedhugger Antonio Canova.
Dvs. Thorvaldsens skulptur Bacchus og Ariadne, A1.