Fem taler afholdt på Thorvaldsens Museum den 1. juni 2021. Denne dag blev der afholdt reception i anledning af afslutningen på forsknings- og formidlingsprojektet, Thorvaldsens værk, kilder og kontekst. Projektet forløb over en fireårig periode – fra 1. april 2017 til 31. maj 2021 – og det indbefattede forskning i arkivet.thorvaldsensmuseum.dk og skabelsen af kataloget.thorvaldsensmuseum.dk.
Herunder samles links til de i alt fem taler, der blev holdt på receptionsdagen. De er listet i den rækkefølge, de blev afholdt.
Nederst på denne side kan den fælles afsluttende tak fra Arkivets medarbejdere læses.
Ved Karen Benedicte Busk-Jepsen, Nanna Kronberg Frederiksen og Kira Kofoed
Vi vil gerne sige TAK til alle Jer, der har været en del af projektet eller på anden vis bidraget til, at vi står her i dag. Vi kan desværre ikke nævne alle ved navn nu og her, men I er alle krediteret på enten Arkivets eller Katalogets hjemmeside.
Først og fremmest vil vi gerne sige TAK til de fonde, der har gjort det muligt for os at være kommet så langt, som vi er. I har troet på Arkivet og Kataloget, og I har finansieret arbejdet gavmildt.
I denne nyligt overståede projektperiode er vi støttet af:
• Augustinus Fonden
• Beckett-Fonden
• 15. Juni Fonden
• Novo Nordisk Fonden
• Ny Carlsbergfondet (i regi af Kilder til Dansk Kunsthistorie)
• Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Før dét blev vi støttet af:
• A.P. Møller Fonden
• Augustinus Fonden
Og før dét, blev Arkivet etableret og grundfæstet med støtte fra:
• Velux Fonden
Uden jeres støtte var der intet Arkiv, intet Katalog, ingen nye fotos. Så TAK for at støtte op om Thorvaldsens Museum, og for at insistere på, at kultur og historisk bevidsthed er samfundsbærende elementer i et demokratisk samfund.
TAK til Stig Miss, Thorvaldsens Museums forhenværende direktør.
Det var på din vagt, at Arkivet blev prioriteret og endelig søsat. Under mottoet Thorvaldsen Til Tiden ønskede du at besvare spørgsmålet, Hvorfor er Thorvaldsen aktuel i dag? Du vidste, at uden forskning kunne spørgsmålet næppe besvares. Du gav os din ledelsesmæssige opbakning, frie tøjler, og du mødte os med stor tillid. Det har vi sat meget stor pris på.
TAK til Ernst Jonas Bencard.
Thorvaldsen blev kaldt relieffets mester. Jonas, dig kan vi kalde Arkivets mester. Du har skabt Arkivet. Udtænkt den it-struktur, der rummer alle dokumenterne, og som enkelt og logisk strukturerer hele det enorme materiale. Du er ét af de mennesker, der ved mest om Thorvaldsen – på verdensplan. Den viden har du med årelang og daglig omhu plantet i Arkivet til glæde for os alle sammen. Du skabte et forskningsmiljø i og omkring Arkivet, der var præget af høj faglighed, et nationalt og internationalt netværk, og et stærkt kollega-fællesskab. Alle os, der kender dig og har arbejdet sammen med dig føler os meget privilegerede. Så TAK til dig.
TAK til Mattias Bodlund og Morten Schjødt fra Oncotype.
I har været med os på museets digitale rejse siden Tilbygningen åbnede i 2006. Mattias du har med sikker hånd programmeret alle museets sites. Det er svimlende mange koder og kommandoer. Du bygger i open source, og du insisterer på de enkle og langtidsholdbare løsninger. Alt fungerer upåklageligt. Fundamentet er i orden og navigationen let, indtrykket smukt. Tusind tak, Oncotype – også for jeres imødekommenhed, faglige sparring og gode kaffe.
TAK til Jakob Faurvig, vores fotograf. Du har taget over 9000 fotografier for Thorvaldsens Museum – og kun 2 af dem har du copyright på. Du har dedikeret alle dine fotografier af Bertel Thorvaldsens kunst og samlinger til offentligt eje under licensen Creative Commons. Dine fotografier af Thorvaldsens skulpturer er eminente. Du insisterer på frontalitet og en kontrastfyldt lyssætning, der fremhæver stofligheden og sanseligheden i det kølige marmor. Skulpturerne nærmest lever og ånder, og du har givet os et nyt blik på Thorvaldsen. Dit blik. Det er en stor berigelse for os allesammen.
TAK til vores dygtige oversættere David Possen, Karen Jelved, Andrew D. Jackson og Karen Husum. I er grunden til, at Arkivet og Kataloget er flydende på engelsk, og dermed også når et internationalt publikum.
TAK til alle vores studentermedhjælpere. Blomsten af Danmarks ungdom. I har været dygtige, arbejdsomme, kloge og søde. Tak til vores nuværende studentermedarbejder Kristine Lee, du har i høj grad været med til at sikre fremdriften i Kataloget i det sidste års tid under sære, ukollegiale corona-forhold.
TAK til afskrivere og scanningsmedarbejdere, der fortsatte, hvor Jens Keld slap, og som gjorde det muligt at nærstudere dokumenterne som både skrift og billede.
TAK alle praktikanter og frivillige, der har givet små og store nap med det hele.
TAK til vores advisory board, med skiftende medlemmer. I har beredvilligt stillet jer til rådighed med faglig sparring og som ambassadører for Arkivet. I den sidste fase har vi desværre haft alt for travlt til at benytte os af jeres ekspertise – undskyld for det og tak til jer.
TAK til vores nuværende direktør Annette Johansen. Du har hjulpet sidste del af projektet til en bedre økonomi end først planlagt. Du har sikret den fortsatte forankring af Arkivets materiale gennem en fast stilling og kommende udstillinger, og du vil bruge Kataloget i museets daglige arbejde fremover. Tak også for at insistere på de fejringer, der hører sig til – selv når anledningen kan hævdes at være trist, som en projektafslutning som denne jo også er.
Sidst men ikke mindst TAK til Bertel Thorvaldsen, som ligger derude i sin grav, men hvis stemme lyder i Arkivet og hvis kunst står stærkt. Tak for at give os Thorvaldsens Museum og muligheden for – generation efter generation – at finde arbejde og mening i alle herlighederne. TAK.
Last updated 22.06.2021