The Thorvaldsens Museum Archives

Del kulturarven — en etisk fordring i dagens digitale virkelighed

  • Merete Sanderhoff, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2021
  • En af i alt fem taler, der blev afholdt på Thorvaldsens Museum den 1. juni 2021. Denne dag blev der afholdt reception i anledning af afslutningen på forsknings- og formidlingsprojektet, Thorvaldsens værk, kilder og kontekst. Projektet forløb over en fireårig periode – fra 1. april 2017 til 31. maj 2021 – og det indbefattede forskning i arkivet.thorvaldsensmuseum.dk og skabelsen af kataloget.thorvaldsensmuseum.dk.

Thorvaldsens Museum_Merete_01062021

Merete Sanderhoff, SMK, under talen til receptionen på Thorvaldsens Museum 1. juni 2021. Foto: Mathias Kryger.

Da jeg begyndte at interessere mig for digital museumsudvikling, var Thorvaldsens Museum en ledestjerne herhjemme. Tilbygningen var et banebrydende og modigt eksperiment, som åbnede mange museumsfolks øjne for hvad man formidlingsmæssigt kunne med nye medier. Parallelt har arbejdet med Arkivet og Kataloget udgjort det lange seje forskningstræk.

Thorvaldsens Museum er som bekendt det første offentlige kunstmuseum, der blev grundlagt i Danmark. Det er en god anledning til at huske os selv på, hvorfor vi overhovedet har museer: De er bygget på oplysningens idé; gennem adgang til autentiske, historiske kilder og ypperlig kunst kan vi blive mere vidende og æstetisk dannede borgere, der forstår at vi har ret til at udtrykke os, og selv skrive videre på kulturhistorien, og at vi er forpligtede på det fællesskab, som stiller disse goder til rådighed for os. Det er en af de samfundskontrakter, vores demokrati hviler på.

Med digitale teknologier har vi fået nye muligheder for at folde oplysningens idé ud. 4,6 milliarder mennesker — omkring tres procent af jordens befolkning — er i dag forbundne via internettet, hvor de har adgang til at kommunikere, lære, udveksle, udvikle, skabe og dele med hinanden. Kulturarven tilhører os alle. Den er skabt af — og for — alle slags mennesker. Digitaliseringen af den fysiske kulturarv betyder, at den kan komme ud af magasiner og museumssale, bibliotekshylder og arkivskuffer, og lande i hænderne på verdens borgere. Når kulturarven er digital, åben og delbar bliver den fælleseje. Noget der er lige ved hånden til hverdag. Den bliver en del af os.

Thorvaldsens Museum har altså været fremme i skoene fra dag ét: Danmarks første kunstmuseum er også et af de første i landet, der indså potentialet i at gøre samlingerne og arkiverne digitale, og som vedholdende har arbejdet for at realisere visionen — uden synderlig bevågenhed i forhold til hvor vigtigt og banebrydende et arbejde, der her udføres.

Det var et privilegie for mig at være rådgiver for museet, da det i midten af 10’erne ville åbne samlingen op digitalt. Stig Miss, der dengang var direktør, er kunsthistoriker af den gamle skole — i udtrykkets bedste forstand — med lødighed og grundighed i arbejdet med samlingen, og med en etisk fordring om at dette arbejde, fagligt altopslugende som det kan være, altid er til for almenvellet. Jeg var dybt imponeret over Stigs mod og fremsynethed, da han — sammen med sine dygtige fagfolk i Arkiv- og Katalogprojektet — efter omhyggelig granskning og inspirerende diskussion valgte at åbne samlingen så fornemt op og dermed indskrive Thorvaldsens som et af de museer, der tidligt tilsluttede sig den internationale bevægelse frem mod en åben, delbar og brugbar digital kulturarv.

Samlingen og arkivet er lagt generøst ud, til glæde og gavn for alle; med tydelig mærkning — til fri brug. Som det fremgår på hjemmesiden, er der de fineste menneskelige indsatser bag. En mangeårig forskningsindsats af Jonas Bencard og hans team, der med grundighed og gennemsigtighed har publiceret den viden, de har kunnet afæske arkiverne. Oncotypes intuitive og slidstærke design af brugeroplevelsen. Og museets dygtige fotograf Jakob Faurvig, der har forstået den etiske fordring i, at reproduktioner af værker udenfor ophavsret ikke bør holdes tilbage fra offentligheden, og derfor har dedikeret sine smukke, velkomponerede optagelser til det offentlige domæne.

Det er billederne, der lukker hele verden ind i Thorvaldsens verden. Værkfotos er essentielle for, at samlingen bliver levende og relevant, ikke blot for forskere, men langt bredere. Og en dedikation til det offentlige domæne er eviggyldig. Den kan man af gode grunde ikke kalde tilbage. Hvor ville vi være henne rettighedsmæssigt, hvis offentlige institutioner den ene dag siger, at vi har en sikret brugsret til den digitale kulturarv og den næste dag trækker den tilbage? Samme sted som med de omsiggribende affredninger af naturområder — det underminerer borgernes tillid.’

Som MIT’s Peter Kaufman skriver i sin blændende nye bog The New Enlightenment and the fight to free knowledge, så har værker en slags lovbestemt tyngdekraft; ligesom Newtons æbler falder de i en bestemt retning og lander uomgængeligt i det offentlige domæne. Ophavsretten er en midlertidig foranstaltning. Det er værd at huske på, når vi forvalter den arv, som så grundigt og ærbødigt er indsamlet, registreret, bevaret og givet videre til os — ikke mindst nu hvor vi står i en digital tidsalder, som giver os nye muligheder for at række stafetten videre. Gennem ti år har mit faglige motto været Sharing is Caring — når vi deler kulturarven frit, opnår den ny relevans, for så kommer den tæt på, mellem hænderne på folk, der kan bygge med den og ovenpå den. Sådan bliver al ny kunst og kultur til.

Thorvaldsens Museums Arkiv og Katalog er en smuk, altruistisk indsats, som lyser op i museumslandskabet. Men for mig at se burde alle museer gøre som Thorvaldsens. Det er faktisk en bunden opgave. Vi lever midt i en afvikling af viden og oplysning. Museer konkurrerer ikke mod andre museer om borgernes opmærksomhed, men mod YouTube og Netflix — og mod filterbobler og trolde på sociale medier. Vores bedste chance for at bevare vores samfundsrelevans i dag er at satse på valideret viden, for den er der mindre og mindre af. I en verden skamridt af misinformation er vi som vidensinstitutioner forpligtet til at åbne sluserne. Al vores dyrebare viden er ikke til nogen gavn, hvis den opbevares, hvor kun de indviede kan finde den. Den skal ud hvor brugerne er. I dag er det sådan: hvis det ikke er på nettet, eksisterer det ikke. Med andre ord, det er fuldstændig nødvendigt at åbne de digitale arkiver og spule internettet over med lødig, underbygget, pålidelig viden. Det er alle kulturarvs- og forskningsinstitutioners fornemste opgave at understøtte borgernes ret til at tilgå al den lærdom, iderigdom, skønhed og kreativitet, mennesker før os — som Bertel Thorvaldsen — har genereret. Det er byggestenene i et solidt og bæredygtigt samfund. Sådan et samfund vi gerne vil bo i.

Så selvom dagen i dag markerer afslutningen på et kapitel i museets digitaliseringsindsats, så er det helt afgørende, at I fortsætter arbejdet. Dette arbejde er fundamentet under al den videre udforskning og formidling, generationer af museumsfolk og borgere efter os vil kunne bedrive.

Men så kom djævlens advokat forbi og spurgte, om der egentlig er nogen, der interesserer sig for alle de gamle breve og mønter og obskure detaljer i Thorvaldsens levned? Ja — se, det er jo ikke vores lod at dømme om. Tværtimod, det er vores pligt som forvaltere af dét, generationer før os har indsamlet, at sikre genstandene og deres kontekst af fakta og viden fra at gå tabt. Hvem er vi, at dømme om hvad folk i fremtiden vil kunne bruge denne akkumulerede vidensfond til? Vi har tendens til kunsthistorikertunnelsyn. Det er fantastisk til at skærpe blikket, men ikke til at få øje på alle de muligheder, der ligger udenfor vores faglige synsfelt. Og borgerne derude viser gang på gang, at de interesserer sig for ting, vi slet ikke har fantasi til at forestille os. Kun når vi stiller den fælles kulturarv til rådighed i hele dens diversitet, har den offentlighed, vi er sat i verden for at tjene, chancen for at gøre fund, der overskrider eksisterende horisonter og udfordrer status quo.

Thorvaldsens Museum har været en pioner i dansk museumsdigitaliseringshistorie. Og der er lagt skinner til fremtidens tog. Det borgerdrevne, verdensomspændende initiativ Scan The World har været forbi og scanne et udvalg af skulptursamlingen, så folk kan bygge videre på Thorvaldsens værker i 3D — en ressource der er stigende efterspørgsel på. Et andet fællesskab af frivillige, der står på spring, er Wikipedias dygtige borgerforskere.

Wikipedia ligger stabilt i top ti over verdens mest besøgte hjemmesider. Fordi alt ved Wikipedia er redigerbart og genanvendeligt, bliver den åbne encyklopædi hele tiden ajourført og udvidet. Siden det i 2012 blev påvist, at Wikipedia er på niveau med den navnkundige Encyclopedia Brittanica — som til gengæld ikke er åben for alle — er Wikipedia blevet stedet, de fleste af os begynder en søgning om et hvilket som helst emne. Er en museumssamling til stede der, når den ud til langt flere mennesker, end vi nogensinde kan håbe på finder frem til vores egne hjemmesider. Det er stedet, hvor mennesker fra hele verden kan opdage Thorvaldsen, hans kunst, tid og netværk, måske for første gang, takket være jeres åbne licensering af samlingen. Ligesom I kan have gavn af Wikipedia, kan wikipedianerne have gavn af jer, for de lever af adgang til pålidelige, åbne kilder. Det er dét, der styrker troværdigheden af den borgerdrevne encyklopædi. Peter Kaufman siger det: Wikipedia er simpelthen en realisering af oplysningens idé. En åben, genanvendelig vidensbank, skabt af frie, engagerede borgere, ikke af anden drivkraft end for folkeoplysningens og fællesskabets skyld.

Det kan føles voldsomt at skulle oppebære alle de nye opgaver, forpligtelser og systemer, digitaliseringen afstedkommer. Jeg har tit sagt, at Museumsloven burde forsynes med en 6. søjle: digitalisering i ordets videste forstand — for det er vitterlig en overbygning på det klassiske museumsarbejde, og en lige så stor forpligtelse som de øvrige søjler, vi sværger til. Vi må indse de demokratiske perspektiver i at gøre kulturarven til allemandseje, og fortsat sikre midler til det fundamentale arbejde med at tilgængeliggøre kilderne og deres historiske kontekst. Hvis ikke vi, som museumsfolk med hjerter der banker for samlingerne og deres fortsatte relevans — og som humanister, med hjerter der banker for demokratisk og kulturelt medborgerskab — er fortalere for vigtigheden af dette grundlæggende arbejde, hvem er så? Det er vores etiske fordring.

I dag markerer en afslutning på Arkiv- og Katalogprojektet. Men det her må ikke blive afslutningen. Vi har brug for at begynde en ny oplysningstid.

References

Last updated 23.08.2021