The Thorvaldsens Museum Archives

Om Arkivets resultater

  • Karen Benedicte Busk-Jepsen, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2021
  • En af i alt fem taler, der blev afholdt på Thorvaldsens Museum den 1. juni 2021. Denne dag blev der afholdt reception i anledning af afslutningen på forsknings- og formidlingsprojektet, Thorvaldsens værk, kilder og kontekst. Projektet forløb over en fireårig periode – fra 1. april 2017 til 31. maj 2021 – og det indbefattede forskning i arkivet.thorvaldsensmuseum.dk og skabelsen af kataloget.thorvaldsensmuseum.dk.

Når man tilrettelægger et forskningsprojekt i dagens Danmark, så er det normen, at man fra starten indsnævrer sit emne, sætter sig et klokkeklart mål – og følger en køreplan frem mod dét. Lad mig afsløre med det samme, at sådan et forskningsprojekt var og er Arkivet ikke. Det er tværtimod noget så sjældent som et frit forskningsprojekt på gyngende grund. Og det er tænkt åbent for at gøre det muligt at orientere sig bredt i stoffet og give plads til det uforudsete.

Det er mildt sagt heller ikke et stof, man lige kommer ovenpå og kan etablere en ”autostrada” igennem. Kira har allerede beskrevet de mange typer dokumenter, og dertil kommer de mange forskellige sprog de er skrevet på – ud over dansk især italiensk, tysk og fransk – og så er der selvfølgelig de 200 års afstand. Derfor var og er kommentararbejdet også helt centralt i projektet, for hvert dokument har brug for en minutiøs afkodning for at kunne læses og forstås i vores tid.

Vi har gnavet os gennem hundredvis af dokumenter, kommenteret dem i dybden og på den måde kortlagt mere og mere af Arkivets terræn. Som et løbende afkast har vi kunnet fylde flere og flere informationer på vores personbiografier og tidslinjer, takket være arkivdatabasens opbygning. Og det har vel at mærke stået os alle helt frit for at etablere vores egne slyngede stier fra dokument til dokument – alt efter hvor vi kunne se, at tingene hang sammen og der dukkede noget nyt og spændende op. På baggrund af de mange forskellige fund, vi har gjort, har vi skrevet artikler.

Når man arbejder som et team, der graver sig ned forskellige steder i et stort stof, og hele tiden deler viden, så er der en stor faglig tilfredsstillelse forbundet med – sådan brik for brik, i fællesskab – at nå frem til et gradvis mere sammenhængende stort billede. Det kan næsten føles som at genopføre eller genopbygge fortiden, og Thorvaldsens tid er tonet stadig mere levende frem. Hvis vi er kommet lidt tummelumske ned til frokost af og til, er det bare fordi vi har været i 1800-tallet!

For at sikre, at vi ikke tabte tempo, har arbejdet samtidig været organiseret med nogle benhårde projektmål måned for måned. Her ser I måltallene for den seneste periode, som vi netop har nået.

Arkivet har generet ny viden for hver dag, og tiden tillader ikke, at jeg går ned i alle resultaterne. Men arbejdet har i høj grad båret frugt, og det vil jeg gerne give nogle få udvalgte eksempler på.

I midten af det hele står en efterhånden meget nuanceret viden om Thorvaldsens kunstneriske praksis i Rom. Lige fra han vågnede tidligt om morgenen i sit lillebitte soveværelse i pensionatet Casa Buti – hvor han typisk havde et igangværende værk stående ved siden af sengen og straks gav sig i kast med arbejdet –- til han gik ned og superviserede sine ansattes arbejde i sit værksted ved Piazza Barberini og typisk endte dagen på en café. Der er føjet mange nuancer til den eksisterende viden om processen fra han modtog en bestilling, skrev kontrakt og forventningsafstemte til den konkrete udførelse af værket og den – notorisk forsinkede – færdiggørelse. Herunder er det blevet tydeligt, hvordan Thorvaldsen efterhånden koncentrerede sig om det tidlige kreative arbejde, dvs. at udforme sine værker i ler – det opfattede han som det egentlige kunstneriske arbejde – mens han i vidt omfang overlod den tidskrævende marmorhugning – som han anså for et mere teknisk arbejde – til sine ansatte. Og de ansatte, ved vi nu, var højt specialiserede. Nogle savede marmorblokke til, andre grov- eller finhuggede, og atter andre huggede fx hårpragt eller pels. Det er blevet tydeligt, hvor mange ”medkunstnere” Thorvaldsen havde på det enkelte værk.

Det er også kommet til at stå klart, hvor velbjærget Thorvaldsen egentlig blev på sin kunst. Det er nu cementeret gennem en tilfældig opdagelse af, at han modtog rentebetalinger fra det danske kongehus, fordi – og hold nu fast – han havde lånt en enorm pengesum på 9000 scudi, svarende til ca. 238 kg rent sølv, til ingen ringere end prins Christian Frederik, den senere Christian 8. Han var på dannelsesrejse i Central- og Sydeuropa med sin nye kone i årene omkring 1820 og levede et luksusliv over evne. Lånet hos Thorvaldsen brugte han til kunstkøb. Prinsen fik et afdragsfrit lån, hvor han kun skulle betale renter, men selv det havde han svært ved at overholde, og Thorvaldsen endte med at eftergive ham 1800 scudi. Det ulige forhold mellem kunstneren og den kommende danske konge peger næsten symbolsk frem mod Enevældens fald og de liberale borgeres overtag.

Samtidig står det klart, at Thorvaldsen på ingen måde selv brugte sit økonomiske overskud på luksus. Tværtimod blev han til sine omgivelsers store forundring boende i sin lille trange lejlighed i pensionatet Casa Buti. Og sås typisk i sit arbejdstøj også efter arbejde. Han følte altså ikke trang til at give sig selv komfort eller bling. Det, han brugte sine penge på, var de fantastiske samlinger af kunst og antikke genstande, som han opbyggede gennem årene, og som han for antikkernes vedkommende brugte til at gøre sig helt fortrolig med Antikkens motivverden. I Rom stod samlingerne tæt pakket i hans lejlighed. Nu er de kommet til deres ret her på hans museum.

Det paradoksale forhold mellem Thorvaldsens asketiske hjem og store rigdom er sigende for den næsten ubegribelige rejse han foretog fra samfundspyramidens bund til dens top. Fra opvæksten i en fattig håndværkerfamilie til en position som en af Europas mest efterspurgte billedhuggere, der afsatte sine værker i samfundets øverste lag og portrætterede tidens mægtigste mænd, paven, Napoleon og zaren, men også tidens store kunstnere og intellektuelle som Schiller og Byron. Ikke desto mindre forblev han i kontakt med det samfundslag, han selv kom af, og distancerede sig ikke. Det har vi et markant bevis for med opdagelsen af hans adfærd i 1842 til et middagsselskab hos et tysk-jødisk ægtepar i Altona, Salomon Ludwig og Johanna Steinheim, hvor han insisterede på at gå rundt og give hånd til alle de tilstedeværende også kvinder og børn og tjenestefolk. Det kom så meget bag på alle, at en fin mand af høj rang valgte at vise alle respekt, at de blev helt lamslåede.

Noget af det virkelig spændende i arkivarbejdet har netop været at støde på Thorvaldsens værdisæt og principper. Og at se ham i sin kontekst i Roms kunstnermiljø, hvor de ny ideer fra Den Franske Revolution spillede kraftigt ind. Det er ingen tvivl om, at Thorvaldsen tog parolen om frihed, lighed og broderskab meget alvorligt. Især er hans ligheds-tænkning trådt tydeligt frem.

I får to eksempler til. I skal forestille jer en malerikonkurrence på kunstakademiet i Rom i 1823. Thorvaldsen var med til at udpege en vinder, men da de øvrige komitémedlemmer fandt ud af, at maleren var den tysk-jødiske Moritz Oppenheim, ville de give prisen til en italiener i stedet. I den situation satte Thorvaldsen foden ned og erklærede, at hvis ikke Oppenheim fik prisen, så skulle ingen have den. Et klart nej! altså til forskelsbehandling. Et helt andet og dog parallelt eksempel er fra omkring 1840, da Thorvaldsen var direktør på Kunstakademiet i København og blev opmærksom på billedhuggeren Adelgunde Vogts talent. I en tid længe før kvinder kunne komme på akademiet, lod han hende arbejde i sit eget atelier på akademiet og indstillede hende stik mod reglerne til at blive medlem. Det fik han ikke igennem, men til gengæld blev hun æresmedlem og lykkedes som Danmarks første kvindelige billedhugger. Thorvaldsen udlevede altså sine progressive principper og var i den grad forud for sin tid.

Det radikalt demokratiske ideal som Thorvaldsen efterlevede, skal også ses i sin forbundethed med hans dybe engagement i den græske antik, og demokratiets vugge, det hænger sammen, og på den måde har vi også fået en tydeligere fortolkningsnøgle til hans værker, der bestemt ikke udelukkende skal forstås æstetisk, men i høj grad også har en etisk og politisk dimension.

Det var et par punktnedslag i Arkivets resultater. På falderebet den største tak til Jonas Bencard, hvis fortjeneste det er, at Arkivet blev tænkt så rigtigt og kom op at stå. Længe leve Arkivet.

References

Last updated 11.06.2021