Arkivet, Thorvaldsens Museum

Kommentar til 1.1.1794

Thorvaldsen citerer her fjerde strofe af Jens Baggesens digt Aabenbarelsen, som første gang blev trykt i Hans Wilh. Riber (red.), Samling af Poesier, København 1788, under titlen Elegie. Til en Veninde i hendes Stambog. Se desuden den generelle kommentar.


Digtet lyder i sin fulde længde således (her følges udgaven fra Baggesen, Samtlige Værker, København 1801, p. 138-43):


Aabenbarelsen
(Til Hanna Hornemann)

Tung af mange mørke Dages Kummer,
Kied af Tanke, Lys og Liv og sig,
Sank min Siel i Nattens stille Slummer;
Søvn! o giør mig tidt saa lykkelig!
Kom med denne Nectar tidt tilbage,
Som i Drømme nys du lod mig smage!

Ene med min Elskov og min Smerte
Sad jeg (syntes mig) i Ronas Dal;
Og min Harpes hule Torden lærte
Lundens Ekko Gienlyd af min Qval.
Tykke Skyer dækked’ Aftenrøden;
Rundt omkring mig alt var mørkt som Døden.

See med eet opklartes ved min Side
Luftens Dunster for min Phantasie;
Med en Mine, som en Engels blide,
Stod min Fredriks Elskede deri;
Som en yndig Guddom fra det Høie
Svæved’ hun i Glandsen for mit Øie.

Svage Skiald om Farver ikke leder,
Til en Engel hist at male dig,
Som, trods Støvets Ufuldkommenheder,
Her, Veninde! var umalelig;
Tænk dig hende her, og tænk den samme
Klædt i Salighedens lyse Flamme!

„Jeg er salig“, brød hun ud — Seline
Synger ei saa sødt, som Talen lød;
„Ingen Støvets Glæder ligne mine;
Sørger ikke, Venner! ved min Død!
Sig min Ven (her voxte hendes Stemme)
Han sin Sorg, og ikke mig, maa glemme.“

„Ja jeg veed det, skjønne, skyldfrie, høie!
Du er salig i din Skabers Favn;
Men hvi synes Perler fra dit Øie
I din Himmel selv at røbe Savn?
Kan du lide? kan du salig græde?
Gud! er ingensteds da varig Glæde?“

„Jo den kommer. Himlens Myriader
Føle den; den kommer visselig;
Men da først ublandet, naar vor Fader
Samler alle sine Børn til sig.
End er Længsel i mit glade Hierte,
Skiønt den ei er tung som Støvets Smerte.“

„Fredrik, blev hun ved, at Fredrik græder —
Thi jeg elsker evig, evig nu;
Det er bittert, midt i mine Glæder
Kommer jeg det sørgelig ihu;
Men den Gode hører mine Bønner,
Fredriks Dyd han styrker og belønner.“

At min elskte jordiske Veninde,
Som saa ømt, saa kielent elskte mig,
Blot i Tanken bære maa mit Minde,
Ogsaa det endnu bekymrer mig;
At iblandt saa mange Venners Navne
Hun skal mit allene stedse savne.

O! hvor meget vilde jeg nu sige,
O! hvor mange Glæder ønskte jeg
Denne dyrebare muntre Pige;
Men nu seer, nu hører hun det ei;
Hvad jeg ønsker mellem hine Troner,
Tolk du hende her i Støvets Toner.

Siig at intet meer paa Jorden ligner
Himlens Engles Fryd, end Kierlighed;
End jeg glad Erindringen velsigner
Af det første Kys, den tændtes ved;
Alle Himlens Engle see med Glæde
To, som varigt elske sig hernede.

For at trøste Kummer, lindre Jammer,
Sendtes Elskovs Ild fra Himlen ned;
Og dens reene, stærke, lige, Flammer
Luttre Sielene til Salighed.
Alle Salige med Vellyst skue
To henrykte Dødeliges Lue.

Kierlighed, som Mod og Styrke gyder
Med sin Nektar i den unge Siel,
Værner vældig om de spæde Dyder,
Mod sin Himmels truende Rebel.
Selv den Høie seer med Fader-Glæde
To, som dydig elske sig dernede.

„Ja han smiler kierlig fra det Høie,
Elskede Veninde! ned til Dig;
Seer med Lyst at Dyden i dit Øie
Drager nærmere din Ven til sig;
Seer din Elsker glad i Dig tilbede
Den, som satte Dig for ham dernede.

Seer ham elske dobbelt Vid og Ynde,
Ved i Dig at kiende deres Værd;
Seer ham skielve dobbelt for at synde,
En uskyldig elsket Engel nær;
Og han vil opfylde hvad jeg beder:
Krone begge med Lyksaligheder.“

Med en Følelse, som ingen fatter,
Med en Røst, hvis Toner Støv ej fandt,
Raabte Paradisets skiønne Datter
Dette sidste — smilte sødt — og svandt.
Vækket foer jeg op af Nattens Slummer,
Ak! til Lys og Tanke, Dag og Kummer.

Sidst opdateret 02.12.2014