Arkivet, Thorvaldsens Museum

Kommentar til Venus Priapus

Eksempler på beskrivelser af Venus med æblet:

  • Just Mathias Thiele, op. cit., 1831, p. 64:
    “Ikke frygtende dette farlige Emne, fremstillede Kunstneren sin Venus med den vundne Skjönhedspriis i Haanden. Gevandtet, som hun efter Paris’s Begjæring, har aftaget, er henkastet over en træbul. Idet hun seierglad löfter Æblet i den höire Haand, griber hun med den venstre efter Gevandtet, for atter at skjule sin Ynde.”
  • Ludvig Müller, op. cit., 1848, A11:
    “Gudinden holder Skiønhedsprisen, som Paris har tilkiendt hende, løftet i den højre Haand, idet hun med den venstre griber det aflagte Gevandt for igien at tilhylle sig.”
  • Eugène Plon, op. cit., 1874, p. 202:
    “The goddess, with her left hand, is already taking up the garment which, before presenting herself to Paris, she had laid on the trunk of a tree. The right arm is drawn near the body by a movement which, though graceful, is lacking a little in freedom; the hand holds the apple, the prize of victory. The head, slightly inclined, is expressive of gratified pride and divine serenity in her triumph.”
  • Julius Lange, op. cit., 1886, p. 145-146:
    “Venus staar bævende, i beundrende Beskuelse af Æblet, Skjønhedsprisen, som Guderne have udsat: Efter at hendes Skjønhed har udfoldet sig i Væddestriden, er den nu, da Sejren er vundet, atter ved at folde sig sammen som en Mimose.”
  • Erik Moltesen, op. cit., 1929, p. 132-134:
    “Ligesom den kapitolinske og den mediceiske Venus – og næppe upaavirket af dem – er hun slank og bøjelig som en Liljevaand og helt nøgen [...] Men til Forskel fra dem – og fra Canovas nærbeslægtede Venusfremstilinger – er hun tilbageholden og kysk [...] Der er heller ingen Triumf i den Maade, hvorpaa hun løfter æblet og betragter det. Hun er snarere faldet lidt i staver [...] Med sin anden Haand tager hun efter sine Klæder, som hun sikkert ugerne har lagt fra sig paa en træstub, for at vise sig i al sin Skønhed for Paris. Hun længes efter at tildække sig, men i Virkeligheden behøver hun det ikke. Ingen frække Øjne vil hvile paa hende. Man tænker slet ikke paa hendes Nøgenhed, fortaber sig blot i Velbehag, mens ens Øjne glidende følger hendes Linjer – fra Runding til Runding. Netop det glidende er saa kendetegnende for denne Figur. Som hun staar der, kunde man meget vel tænke sig, at hun for et Øjeblik siden var gledet ud af Knoppen som en Blomst [...] Skønt der utvivlsomt – indirekte – kan drages en Forbindelseslinje mellem Thorvaldsens statue af Skønhedsgudinden og Praxiteles’ i Knidos, vilde man [...] efter al Sandsynlighed føle det som Forholdet mellem Maanen og Solen. Thorvaldsens Venus faar ingen unge Mænd til at fortæres af Elskov [...]”
  • Jørgen Birkedal Hartmann, op. cit., 1979, p. 63:
    “Thorvaldsen hat die Göttin als Siegerin des Parisurteils charakterisiert, die sinnend den als Siegespreis erhaltenen Apfel betrachtet, ein auch bei antiken Statuen verschiedentlich belegtes Motiv. Mit der Linken greift sie nach dem auf ein Baumstumpf abgelegten Gewand [...] Venus wird im nächsten Moment ihren Körper mit einem leichten Tuch bedecken, das auf dem Baumstumpf liegt.”
  • Mikkel Bogh, op. cit., 1997, p. 35:
    “Venus-statuen er om noget typen på den trods al sin nøgenhed isolerede figur, hvis opslugte betragtning af en genstand udelukker omverdenens indtrængen. [...] [Skulpturens selvbeskyttelse] er først og fremmest en beskyttelse mod det beskuende bliks indtrængen og i videre forstand en beskyttelse mod den omverden, som kan bringe røre i den ligevægtige sjæls stille vand.”
  • Harald Tesan, op. cit., 1998, p. 26:
    “Beim Adonis oder der Venus wird das Körpergewicht weit über das Standbein seitlich nach aussen verlagert. Geschickt ausponderiert, scheinen sich ihre Körper dennoch in einem Zustand schwebender Labilität zu befinden. Transitorisch ist vor allem die Statuarik der sogenannten ‘siegreichen’ Venus. Sie stützt die Last des Oberkörpers mit der gleichen Hand ab, mit der sie gerade dabei ist, das Gewand aufzugreifen, das über dem Baumstumpf hängt. Zunächst kaum wahrnehmbar, vermittelt die Liebesgöttin nicht den Eindruck eines sich selbst bestimmenden, sondern eines vom Schicksal gebeugten Wesens.”
  • Stefano Grandesso, op. cit., 2015 (it. 2010), p. 56:
    “The derivation from the classical prototype of the Venus Cnidus in the Vatican Museums is not highligted, but the idealised anatomical scheme is nonetheless redolent of antiquity and expresses the concept of ‘grace’ with simplicity and austerity but without sensuality, despite her complete nakedness”.
  • David Bindman, op. cit., 2014, p. 96, 98:
    “Yet though the full nakedness of Thorvaldsen’s Venus evokes the Venus de’ Medici, the pose is strikingly unclassical. The virginal figure shies away from Paris’s gift, examining the apple quizzically. The emphasis on the reception of the apple contains an unmistakable echo of an early Renaissance representation of the Virgin Annunciate, who often receives the Angel’s saluation with a comparable mixture of modest retirement and surprise [...] Just as the Virgin Annunciate is on the cusp of womanhood, so in Thorvaldsen’s figure Paris’s choice of Venus is the moment of her awakening to sexuality [...] Thorvaldsen’s virginal Venus then can be seen as a Venus Coelestis, a representation of sacred love…”

Sidst opdateret 22.12.2015