16.3.1822

Afsender

Hans Henrik Gunnerus

Afsendersted

Halden

Modtager

Bertel Thorvaldsen

Modtagersted

Rom

Modtagerinfo

Ingen udskrift.

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Resumé

Fra sin celle i Frederiksten fæstning skriver Hans Henrik Gunnerus til Thorvaldsen med en bøn om hjælp. I brevet forklarer Gunnerus, hvordan han, som forvalter ved det norske toldvæsen, er blevet fængslet og anklaget for underslæb. Selv mener Gunnerus, at den norske politiker og greve Herman Wedel Jarlsberg står bag hans fængsling, og at retssagen er udtryk for et personligt hævntogt, der har magtpolitiske og nationalistiske undertoner. Gunnerus forsvarer sin uskyld og forklarer det spind af årsager, der er grund til den økonomiske klemme, han og hans familie er havnet i.
Håbet er, at Thorvaldsen vil donere et værk, som Gunnerus kan sælge eller udlodde som lotterigevinst og derved betale sin gæld.
Afslutningsvis skriver Gunnerus, at han vil sende Thorvaldsen et prospekt af byen Trondheim, som han har tegnet i fængslet, samt et kobberstik af den norske fos Fiskumfoss.

Dokument

Frederikshald og Frederriksteens FæstningI i Norge
den 16de Martii, 1822.


Høivelbaarne
Hr. EtatsraadII Thorwaldsen!
ProfessorIII i den bildende Kunst;
RidderIV af den Kongelige Danske Dannebrogorden, m.m. i Rom.


Naar en Mand i det fjærne Norge, endog uden at have havt den Lykke personligen at kjende Deres Høivelbaarenhed, tillader sig den Frihed at skrive Dem til, da maa allerede det første Blik paa hans Brev indeholde det Spørgsmaal: Hvem er denne Mand, og hvad monne han villeV? – Hvor meget mere maa da ikke dets Indhold vække blandede Følelser af baade Forundring over mit besluttede Skridt, og øm Medlidenhed over min Skjebne; thi disse Linier komme ikke fra den Mægtige, den Rige, eller den Lykkelige; men fra en paa nærværende Tid ulykkelig FamiliefaderVI.
Jeg føler tilfulde hvad Skridt jeg tillader mig; – jeg stred længe med mig selv, og med denne min dristige Idee. – Men Forvisningen paa den ene Side idetmindste om Tilgivelse hos den store Kunstner, hvis Hjerte slaaer ligesaa ædelt som Haanden arbeider, og min Bevidsthed paa den anden Side om retskaffen Vandel og uforskyldte Lidelser, indgød mig Mod. Jeg søgte Motiv-StyrkeVII for min Beslutning, mindre i den Omstændighed af Fødsel under en fælleds, under Nordens Himmelegn; under en fælleds Konges, den uforglemmelige Frederiks ScepterVIII, eller i den, at Nordmænd og Islændere vare Grene paa et og samme stolte Stammetræe, end i den Omstændighed, at De er ligesaa meget den Ulykkeliges og Lidendes Ven, hvad enten han føddes i Trondhjem eller i Rom, som De er Kunstens ophøjede Dyrker, og hvis Dyrkelse omsider gjorde Verden til Deres Fædreland!

Men kommer dette Brev end ikke fra den Lykkelige, er det dog ikke heller skrevet af den Fortvivlede, der – lignelsesviis – i Havet griber efter HalmstraaetIX. Nei, dette er dog, Himlen være lovet, ikke Tilfældet, skjøndt jeg maa tilstaae, at det Usædvanlige i denne min Beslutning snart kunde friste til at antage det. En mægtig Mands Hevngjerrighed og MagtX, kan vel skabe Lidelser endog for flere Aar; men hvor, som her, den Lidende har en god Sag; hvor den almindelige offentlige Oppinion i den Henseende er paa min Side, tillige fordi Enhver veed men ej vover at yttre, at intet uden Hevn reiste Sagen; der vil Rigets, Norges lykkeligviis endnu staaende ConstitutionXI, dets Love og dets øverste Tribunal standse Forfølgelsen.

Da min Hensigt her er, at bede om en stor Opofrelse af en stor Mand: af den udødelige Thorwaldsen! – saa vil en Opofrelse af Tiden til mit lange Brevs Gjennemlæsning være lidet at bede om, idet jeg dog med muligste Korthed tillader mig at give en troe Skildring af mit Liv; – AnledningenXII til mit Uheld, – og hvori dette sidste bestaaer: Efterat saavel mine Forældre som en anden nær Paarørende: Biskop GunnerusXIII i Trondhiem vare i min Børnealder bortdøde, satte dog en ædel fremmed Mand mig istand til at bibringe mig nogle Kundskaber, især Mathematik og Tegning.
I Aaret 1788XIV, da norske Tropper i Følge Tractat med Rusland rykkede ind i Sverrig, traadde jeg ind i Armeen, blev strax ansat som Officier, og tjente i denne Egenskab indtil i Aaret 1799, da jeg ved Universitetet i Kjøbenhavn absolveredeXV juridisk Embeds-Examen, og søgte min Afskeed af Krigstjenesten. Min Øvelse i Tegning og Landmaaling forskaffede mig mere indbringende Arbeider, hvoriblandt Rigsgrændseliniens Erfaring imellem Norge og Sverrig. I Aaret 1804 var jeg igjen reist ned til Kiøbenhavn, og blev da ansat som AuditeurXVI samt Magazin- og Amunisions-Forvalter ved WardøehuusXVII Fæstning under Nordpolen.
Samme Tid indgik jeg Egteskab med min nu havende Kone, en Jomfrue GadebuschXVIII fra Flensburg i Sønder-Jylland. I 1811 blev jeg under nyt Ophold i Kiøbenhavn ansat som Kongelig Pakhuusforvalter i Helsingøer ved ToldkammeretXIX sammesteds med Løfte at blive om faa Aar igjen forflyttet til et bedre Embede i Norge. Imidlertid indtraf i 1814 den tunge Adskillelse af RigerneXX; min Familie var bleven talrigere, og Embedsindtægterne vare utilstrækkelige til at leve af; men en af mine Landsmænd, en gammel – fra 1798, da jeg første Gang var i Kiøbenhavn – en ægte Ven og Velynder, Hr. Etatsraad og Ridder PramXXI, antog sig med Varme min Sag, forskaffede mig Reisepermission til ChristianiaXXII, hvor jeg hos den norske Regjering fik, tildeels ved denne anseete Mands Anbefalingsbreve, bevirket, at Kong FrederiksXXIII mig givne Løfte om Ansettelse til en bedre Post i Norge, blev gjort gjeldende, hvorefter jeg ved Slutningen af Aaret 1815 forlod dansk Tjeneste, men hvilket jeg nu med dybeste Veemod maa fortryde, deels fordi det Embede jeg erholdt her i Frederikshald som Casserer ved Toldvæsenet, ej gav mig bedre Indtægter end de jeg havde i Helsingøer, og deels fordi jeg høist uforskyldt blev underkastet hemmelig Forfølgelse, formedelst følgende Anledninger:

Jeg havde i Aaret 1810 optaget og tegnet et par af de skjønneste, forhen ubekjendte, Natur-ProspecterXXIV, omtrent 20 Mile norden for Trondhiem, af hvilke den ene var et af Norges største Vandfalde, som i sand majestætisk Storhed fuldkommen kunne settes ved Siden af SarpenXXV. Som denne laa det ikke i en blid Egn, men indtog en trang Klippedal nær ved de svenske Grændser. Ældre Rygter, og Bøndernes Fortællinger om Fiskum FoßXXVI drog mig derop, og virkelig fandt et norsk NiagaraXXVII.

Man opfordrede mig til at udgive denne Prospect. Jeg medtog da i det følgende Aar 1811 Tegningen til KhavnXXVIII; udstædde SubscriptionsplanenXXIX i begge Riger, og var særdeles heldig, hvortil ogsaa lykkeligere Tidsomstændigheder bidrog Sit. Maleren paa CharlottenborgXXX Hr. Professor LorentzenXXXI, skjøndt han sad i varmt Arbeide med, for en NathansonXXXII at male Scener af Holbergs ComedierXXXIII, værdigede Objectet den Yndest, at han tilbød sig at male det i Oljefarver, og efter hans Malerie blev det graveretXXXIV. Naturen havde her havt Fordring paa den hedenfarneXXXV PoulsensXXXVI uforlignelige GravstikkeXXXVII. ClemensXXXVIII havde Prinds Christian Frederiks PortraitXXXIX under Arbeide, og Mere var bestilt.

GroschXL stod allerede med den ene Fod her i Norge, hvor han nu er, og ventelig til sin Død forbliver. HaasXLI hørte jeg var underkastet Alderdommens Symptomer. Altsaa blev nu A. FlintXLII Fiskums Bearbeider, og, skjøndt denne Art Gravure ej var hans egentlige Fag, skildte han sig dog temmelig got ved den.

Men tilgiv, at jeg allerede er for vidtløftig, og derfor nu over til hvad jeg nærmere ønskede at maatte sige: Alt var nu i min Faveur, paa det nær, at jeg manglede Penge til de nødvendige Forskude, som Udgaven krævede. Just erfarede jeg, at den af mine Landsmænd der da, og endmere nu under Norges sande Forarmelse, var og er den Rigeste som den Mægtigste, en Grev Wedel-JarlsbergXLIII, opholdte sig for nogle Uger i Khavn. Jeg anholdte hos ham om en Forstærkning af 300 Daler, idet jeg foreviste ham min Tegning tilligemed LorentzensXLIV Malerie. Strax indvilgedes denne Assist[a]nce, og jeg ærer i denne Stund hans den Gang viiste Velvillie. Men snart erfarede jeg hvor lidet tilstrækkelig denne Sum var, da Pladen, Papir, Trykning m.m. steeg op i meer end 800 Daler foruden Trykningen af en Beskrivelse over Namsen Flod eller Elv, som danner FossenXLV. Hos KongenXLVI erholdt jeg nu den videre og større Forstrækning. Jeg føelte med inderlig Erkjendtlighed hvad den mægtige Greve havde gjort, og hvad hans billige Forventning var; men ej mindre følte jeg for min elskede Konges Understøttelse! Med faa Ord: PramXLVII var aldeles enig med mig, og Stykket blev dediceret Hendes Kongelige Høihed Kronprindsesse Caroline.XLVIII

Da jeg, som meldt, nogle Aar derefter, blev ansat i Norge, fik jeg netop Grev Wedel-Jarlsberg til min nærmeste Foresatte. Jeg sporede strax, at hans Ærgjerrighed var krænket. Desuden vidste jeg, at han allerede før Rigernes Adskillelse ej var nogen Ven af det danske Kongehuus. Han nød nu den første Plads i Carl JohansXLIX YndestL. – –

Prinds Christian havde forskaffet Riget en herlig ConstitutionLI. Det syntes som denne efterhaanden skulde nedbrydes; idetmindste saae man hvert Aar Propositioner m.m. som aabenbar vilde dens Svækkelse. I Sverrig var det almindelige Løsen: AmalgamationLII! Ingen oplyst, redelig og kjæk Nordmand vilde, eller taalte nogen nogen af Delene. Selv gyldne Kjæder vare dog Kjæder, og efter nogle Aars Slid vilde det Jern stikke frem. Adskillige Nordmænd benyttede Skrivfriheden, og skrev med ædel Varme, men just ikke Alle med tilbørlig Klogskab.

Endeel Penne vare vel spidse. Imidlertid blev dog Constitutionen staaende, hvortil vel ogsaa en Minister fra den største Fastlandsmagt i forrige Aar ej bidrog lidet. Endskjøndt jeg virkeligen var udenfor al Opposition, rettedes dog Mistanken ogsaa mod mig.

Nogle af Carl Johans Yndlinge bleve i et Blad oftere angrebne, hvorfor deels de Vedkommende selv, og deels Redactionen sattes under Tiltale, og da jeg erfarede, at Magthaverne atter havde tillige gjettet paa mig, gjendrev jeg det offentligen under mit Navn, og erholdt, paa Opfordring, tillige Redacteurens høitidelige Erklæring, at jeg ikke var Forfatter af nogen fornærmelig Artikel. Alligevel blev dette, og Dedications-Sagen en skjult Anledning til Hevngjerrighedens Udbrud under Retfærdighedens Maske, og til mit følgende Uheld:

Mine høje Modstandere saae, at mine Indtægter vare saa ringe, at jeg med min talrige Familie, 12 à 13 MenneskerLIII, umuelig kunde leve. I flere Aar søgte jeg om Forbedring i dem, eller Forflyttelse til en anden Post som ej var forbunden med Pengeansvar, men forgjæves, uagtet jeg aarlig havde at aflægge Regnskab for 25 til 30,000 Species. Jeg saae tydelig, at Hensigten var, at jeg ved Mangel og Nød skulde komme i en sørgelig Forlegenhed. Det var mig ogsaa virkelig den højeste Umuelighed igjennem Aaringerne at undgaae en CassedefectLIV, der til Slutning uformærkt løb op til 1,100 Species, hvilke jeg dog ved RemisserneLV endnu formaaede at dække af Cassens egne Midler. Aabent og redeligen erklærede jeg mine Foresatte, flere Gange, at jeg formedelst den slette Lønning, var og maatte være udsat for Defect. Alt uden Virkning, og uden Hjelp.

Endelig traf mig mod Slutningen af Aaret 1819 den Ulykke, at en Tyv, der havde forskaffet sig Tyvenøgel til mit Contoir, frastjal mig 800 Species. Han blev omsider opdaget og dømt her i Frederikshald; men Pengene vare borte. Forgjæves søgte jeg om Fritagelse for Tilsvar. Jeg blev saaledes ved dobbelte Vanheld skyldig 1900 Specier Sølv, og denne Sum kunde jeg ikke dække. Nu var det Tid. – – Nu havde altsaa den hemmelige Hevn Leilighed og Paaskud nok. Carl JohanLVI vilde det samme som min GreveLVII. Man gav Befaling til at arrestere mig, og at sagsøge mig for Beløbet. Mine klare Beviser om, at jeg i 5 Aar, med vis og uvis Indtægt ej havde havt meer end 220 Specier SølvLVIII aarlig at leve af; – mine grundede Beklagelser om, at dette ej var til nødtørftigt, langt mindre til anstændigt Udkomme for saa mange Mennesker; – mine Beviser om den strængeste Orden i mine Forretninger, og min ligesaa strænge Indskrænkning i mit private Liv; – mine Forestillinger om denne haarde Fremgangsmaade og Behandling, og at de høje Vedkommende havde i samme Decennium og under selvsamme Omstændigheder viist al Humanitet og Skaansel mod andre endog meget got aflagde, Casserere, saa at de uden Arrest gaves Tid til at rette for sig; ja at endog en større Sum var blevet en Anden, med langt mindre Grund, aldeles eftergivet – Nei, Alt var og blev forgjæves. Endnu mere: man havde foruden ovennævnte 1900 SpLIX:, endog indflettet i mit Ansvar omtrent 200 Sp. som alene vedkom min Formand, en Yndling, og fængslet mig tillige for dem; men disse har man igjen maattet fradrage. Derhos vorder nu beviist, at Greven har ulovligen udhalet min ProceßLX, og derved forlænget mine Lidelser. Saaledes har jeg nu siden Sommeren i Aaret 1820 siddet indspærret under Laas i denne Fæstning, som et sandt Offer for den ulyksaligste af Mægtiges Lidenskaber.

Man rev mig pludselig og uden Frist ud af en elsket, en dydig og øm Egtefælles Arme, omringet af 7 kjære Smaa, af hvilke det Yngste laa ved hendes Bryst. O hvor er dog Hevnen en af de afskyligste og rædsomste menneskelige Passioner, og hvor grusom, naar den saaledes udøves mod en uskyldig Mand og Familie! –

Mine gjentagne Ansøgninger til Carl Johan om at maatte flytte fra Fæstningen ned i Byen, for i mit 51de Aar, under min med Lægeattester beviste sygelige Forfatning, at kunde leve hos mine Elskede og nyde deres Pleje, blev ligeledes afslaaet. Da han i forrige Sommer var her i Norge, reiste den ædle af Sorg og Lidelser nedtrykte Kone med alle sine Smaa, flere Mile hen for at treffe ham og bevæge ham til Ømhed og Retfærdighed, men fik ham ej i Tale. Grevens Broder var desuden en af hans AdjutantserLXI.

Store Gud! hvert følende Menneske maatte have fundet sit Hjerte rørt. Den hele Nation veed og kjender at det er Hevnsværk. Strax efter min Fængsling i Aaret 1820 sendte jeg til mine Venner i adskillige Byer skrevne Planer til en SubscriptionLXII af Summen. Adskillige Ædle have allerede tegnet sig efter deres Evne. Men hvad skede atter her! – Nye CabalerLXIII viiste sig. Ved skjulte Indflydelser og skjulte Paavirkninger skede snart Forebyggelse af ogsaa denne Redning. Subscriptionen blev ved Gud med Eet standset, som om Alle frygtede for en Despots Unaade og Forfølgelse. Nogle Enkelte blandt Embedsmænd sendte mig under Forsegling nogen Hjelp, tildeels endog anonymt, hvilket dog kun blot lindrede min Families Trang. Hertil kommer, at i dette forarmede, og man kan med Sandhed lægge til: i dette i senere Aaringer, formedelst adskillige Omstændigheder, saa og tillige Handelens Aftagende, trykkede Land, ere de, der før kaldtes Rige, nu fattigeLXIV. Pengemangelen er nu umaadelig stor.

Min Proceß bliver her ved Underretten ej sluttet førend i næstkommende April Maaned; den gaaer da til Overretten, og tilsidst til Højesteret, hvor den sandsynlig dog nu vil kunne blive tilendebragt inden Høsten. Tvende af Landets første Advokater, der have gjennemgaaet min Sag, have paa Samvittighed forsikret mig om, at jeg, paa Grund af de mange Omstændigheder der tale for mig, forenede med den overrumplende Fængsling og anden haard og urigtig Behandling, tvertimod den Mildhed Departementschefen har viist Andre der havde gode Indtægter – aldeles ikke i Højesteret kan blive dømt til at miste mit Embede; kun til at betale SummenLXV. En sand Beroligelse for mig. Men kan jeg ej da inden 15 Dage præstere Pengene; saa kan jeg ej heller modtage Embedet. Det staaer da paa ny i Forfølgernes Magt at continuere denne umenneskelige Indspærring indtil – ja indtil min Død, ifald jeg ej kan betale. Da vilde min og min arme Families Skjebne stedse forblive den samme – og Hevnen endnu længere nyde sin skammelige Tilfredsstillelse.

Hvo kan hjelpe og redde denne ulykkelige, denne ligesaa talrige som uskyldig lidende Familie ? – Hvo kan aftørre Faderens og Egtefællens, Moderens og syv haabefulde Børns Taarer ? –
Hvor findes paa Jorden den Mand, hvis menneskekjærlige og følende Hjerte tillige kan finde Adgang til et Hjelpe- og Redningsmiddel ? – –

Disse vare de Spørgsmaale, som i Bønner og Raadførsel til Gud, saa tit opstod i min bekymrede Sjel! –
Sandelig! Fjærnt fra en blind Phantasies sværmeriske Billeder, kan jeg kun antage et højere Væsen at have inden disse Fængselsmure ledet min Tanke hen paa Nordens bolde ÆtlingLXVI og Verdens største Kunstner – paa Dem Hr. Etatsraad Thorwaldsen!

Har Gud ledet min Tanke, da griber jeg ikke efter et Halmstraae! Saavist hans Viisdom og Godhed styrer Menneskets Skjebne og Handlinger, hvor det selv vil følge hans guddommelige Vink, saavist har han ogsaa uendelige Veje og Midler til at bringe Lys og Haab og Hjelp; selv naar Udsigten for den svage Dødeliges Øje synes allermørkest.

Men hvilket Hjelpemiddel vover jeg vel at fordre af Dem ædle Mand! – Penge af Deres igjennem mange Aars daglige Opofrelse af Tid og Tænken og ædel Virksomhed erhvervede Belønninger, om Penge ellers kan fortjene at kaldes Belønninger for Dem! – ? Nei, visseligen ikke Penge, ikke Guld eller Sølv tillader jeg mig at bede om. Disse Ting ere rigtig nok Universalmidler for Enhver der ejer dem til at skabe baade Lykke og Ulykke med i Livet, men ej altid, endog yderst sjeldent, ere de forenede med det ædle og ømtfølende Menneskehjerte. Jeg kunde, naar jeg var den fortvivlende Sværmer, gjerne henvende mig til tusinde Rige i Verden, der ejede Skatte i Overflod, men ejede maaskee kun Følelse for dem, uagtet de veed, at CharonLXVII ikke tillader at medtage dem paa Reisen, men altid Bevidstheden om at have forvandlet værdige Lidendes Vanheld til Held – og jeg vilde vist stedse fornemme Halmstraaet i min Haand, og kunde vente mig det.

Nei, jeg troer at være saa lykkelig, at have opdaget hvor Hjertet og Midlet, begge ere forenede. Men jo højere og ædlere Rang dette Middel har over Penge, jo større bliver den Begjering jeg her fremsetter om et Offer paa Menneskehedens Alter.

Ædle Thorwaldsen! – ja jeg nævner kun det blotte Navn, der igjennem SeclerLXVIII vil være Verdensslægterne Mere end de hæderværdigste Fyrsteudmærkelser – En retskaffen Mand, en dydig Kone, og 7 uforsørgede Børn hæver her sin forenede Røst til Dem! Hjelpemidlet hviler i Deres Haand, som i Deres Hjerte!

Skjænk os et lidet, et gandske lidet Stykke fra denne HaandLXIX, hvad enten den har frembragt det ved Penselen, eller ved Meiselen – og vi ville da alle staae frelste og lykkelige!

Et livløst Stykke fra Deres Haand, er istand til at bringe Liv: Hjelp og Glæde for en nu i Sorgen uskyldig nedtrykt Familie.

Ædle Thorwaldsen! Deres Følelse baade for Mennesket og for Kunsten er det forbeholdt at frembringe dette Liv: denne lykkelige Redning for 9 Mennesker, og denne Glæde tillige for alle vore Paarørende, samt deeltagende Venner baade i Danmark og Norge. Med Rette vil de, ja selv vore Børns Efterkommere sige, at jeg søgte en sjelden Mand, for at finde en sjelden Hjelp.

Men om jeg ogsaa virkeligen er værdig til denne store Redningsdaad, ej blot fordi jeg og Familie lider under hine Ulykkens Jernhænder, og at Gjeldssummen med øvrige Omstændigheder indeholder Sandhed, det maa blive en af mine første Pligter, paa muligste Maade at lægge for Dagen. Documenter, Kongelige egenhændig, underskrevne Bestallinger; Attester og Bevisligheder fra Danske Collegier, og baade fra Danske og Norske i Live værende højere og lavere Embedsmænd, var det min Agt her at medsende; men jeg finder at Postportoen alt for meget vilde forøges.

Derimod vil jeg i næste Maaned sende og nedlægge disse Papirer hos en agtværdig Borgermand i Kiøbenhavn, i hvis Huus jeg lige siden mit første Ophold der i 1798 har været kjendt (: siden Etatsraad Pram nu er paa St: Thomas som ToldforvalterLXX:), nemlig Classelotterie-Collecteur Christen DyhrLXXI boende i Store-Regnegade, lige over for Lille-Regnegade, uden at han af mig kundgjøres den virkelige Hensigt, men at han blot vil bevare dem og forevise dem for den Mand som muligens ud paa Foraaret maatte i Følge Nogens Ordre melde sig for at see dem og prøve deres Ægthed, og deres Sandhed i alle Dele. Jeg har en Landsmand i Italien, som Deres Høivelbaarenhed kjender, men det er uvist om han erindrer mig, da jeg blot en Aften ved Siden af Pram havde den Ære at complimentere ham under Festen i Khavn i December 1811, da det Norske Universitet feiredesLXXII, og hvor han da under sit Besøg i Danmark holdt en skjøn Tale i et Italiensk Videnskabsselskabs Navn: Academia Italiana di Scienze ed Arti. Denne fortreffelige Mand er Hr. Baron von SchubartLXXIII, Kongl: General Commerce-Intendant. Jeg vilde have anseet mig lykkelig om han havde kunnet erindre mig, og anbefalt mig til Dem! Muligens kan have kjendt nogen af mine Paarørende af mit Navn, saasom Foged Niels Dorph GunnerusLXXIV, der siden døde som Amtmand. Min Oncle Etatsraad Tønder LundLXXV, som var Deputeret i Gen.ToldkammeretLXXVI er desværre ogsaa bortdød. Jeg veed ellers, for Øjeblikket, her i Norge Ingen som har personligt Bekjendtskab til Deres Høivelbaarenhed og tillige min Skjebne, uden det skulle være Maleren Capt. Jacob MunchLXXVII, som jeg formoder har været i Italien. Endskjøndt jeg ikke selv har nogensinde talt med ham, men blot engang nylig corresponderet med ham, saavelsom med Professor LorentzenLXXVIII paa Maler- og Bildhugger-Academiet i Khavn angaaende min ældste Søn, som røber særdeles udmærkede Anlægge og Lyst til Kunstfaget, saa vil dog ogsaa fra ham kunne afgives Oplysning i Henseende til mig.
Jeg har just i Sinde at faae denne min ældste, snart 16 Aar gamle Søn ind paa bemeldte Academie. Han begyndte med Blyanten først hos mig selv; dernæst under Tegnemester SanneLXXIX i Helsingøer, og har siden i Christiania, medens han der har været i Latinskolen, tillige arbeidet under GroschLXXX i det offentlige Maler-InstitutLXXXI, hvor MunchLXXXII med Flere ere Directeurer. Da han foretrækker Penselen for Bogen, saa kan mine Følelser mindst være ham imod; thi jeg vilde selv udentvivl have været lykkelig paa denne Bane.

Maatte der da i Deres store Attelier hvile et lille, et af de mindre betydelige Kunststykker, som ej havde nogen vis Bestemmelse, da vilde dette blive Redningsmidlet. Det vilde ej alene frembringe Pengesummen, men i sig selv beholde et dobbelt Værd, hvor og hvem dets Ejendom tilfaldt. Dobbelt Værd, saa længe det var til, vilde det i og ved sig selv bevare: Først fordi det ofredes af Europas og Verdens første Kunstner; og for det andet, fordi det, ofret paa Menneskehedens Alter, frelste en heel Familie fra videre Ulykker.

Maatte Gud og Thorwaldsen have bestemt disse 9 Mennesker dette Frelsemiddel, vilde det fra Rom vel ikke kunne fremkomme til den Tid, til August eller September Maaned, da det just og især skulde udgjøre Frelsen fra at maatte – i Mangel af da at have de 1900 Spec. Sølv – give Slip paa Embedet, og saa at sige paa Alt!

Men min høje Velgjørers foreløbige ædle Bestemmelse ved nogle Ord til Deres Commissionair enten i Kbhavn eller andensteds, og – om jeg maatte være saa lykkelig – tillige til mig, om, at et vist Arbeide var saaledes offereret, og at, forinden det kan fremkomme eller modtages af dets enten ved Kjøb eller Lykketref blivende Ejer, dets Betaling forud maatte erlægges til en vis Mand i det eller hiint Land, i den eller hiin Stad, – vilde hæve Vanskeligheden. Overalt, jeg vover ikke at bestemme Maaden, i Henseende til Summens Frembringelse ved Stykket. I rige Steder som London, Amsterdam, Hamborg m:fl: var den vist nok i en Haandevending, endog af enkelt Mand, frembragt. I andre Steder vilde et fastsat Antal Lodder, f: Ex. 200, à 2½ L. Sterl.LXXXIII eller 10 Sølvspec. pr. Lod ej mindre begjærligen være taget og betalt, for at vinde et Stykke fra Thorwaldsens Haand.

Enhver Pengemand vilde ile med at kunne komme til at eje denne Trophæe for Kunstnerens Hjerte!

Da jeg efter Fleres Tilskyndelse har bestemt, at lade mit Forsvar, og Sagen i det Hele gives den største Publicitet ved at trykkes, paa det Almeenheden kan skue hvilke Mishandlinger Lidenskab og Magt selv i en christelig Stat kan foretage sig; saa være det mig gunstigst tilladt at sende Deres Høivelbaarenhed et Exemplar deraf i sin Tid.

Min fornemste og kjæreste Tidsfordriv i Fængslet, har været Tegning. Just havde jeg for nogle Aar siden, fra et heldigen valgt Standpunct, optaget en Prospect af Norges ældgamle Kongesæde Trondhiem, hvis flere historisk-mærkværdige Bygninger, saasom den 1100 Aar gamle Kongeborg, den berømte Domkirke m: fl. saavelsom dens overordentlig skjønne Omegn, der tillige fremviser Hedninge-Regenten Hakon JarlsLXXXIV, og Kong Harald HaarfagersLXXXV Bolig LahdeLXXXVI, stedse gjør den, blandt Landets Steder, til den første Gjenstand baade for Malere og Digtere.

Dette Stykke, i stor Format, reentegnede jeg i forige Sommer, og er det i disse Dage indfattet i norsk Valbirk.

Det har aldrig havt nogen Bestemmelse, men nu vover jeg at lade min Pen bede for min usle Pensel, at dette Stykke, for dets værdige Gjenstands Skyld, maatte gunstigst forundes Sted i Deres EjeLXXXVII, og være en AmindelseLXXXVIII fra en Fange.

Trondhiem er tillige mærkværdig derved, at især derfra skede for omtrent 1000 Aar siden under Haralds Krige og Eenevoldsmagt, de største Udvandringer til Island, som da modtog dets vigtigste Befolkning. Fra Helsingøer vil det være mig let at faae det med Skib til en af de nærmeste Havne i Middelhavet, og siden vil Addressen understøtte den videre sikre Befordring. Tillige tager jeg mig da den Frihed at sende et Exemplar af Kobberet over Fiskum Foß med Beskrivelse.

Jeg slutter med til Deres! høje og inderlige Følelse at anbefale mig, min Kone og vore elskværdige Børn. Hun den gode og taalmmodig lidende Kone ahner tilligemed mig selv en blid og øm Optagelse. Intet Menneske under Solen, uden hun og jeg, kjender, eller for Tiden kundgjøres dette mit Skridt.

Jeg veed De er ligesaa uafhængig af Magthavere i Norge, som af Fyrstepassioner og Politik; men om derimod Deres ædle Beskedenhed endog paalagde mig ej at nævne min store Velgjørers Navn, ville jeg dog ikke kunne adlyde denne Befaling uden for en vis Tid. – Thi formaaer den menneskelige Pen, til den Kundskab Verden bør have, at skildre Velgjørenhed, der forvandler en heel Families nærværende og tilkommende Skjebne fra Ulykke til Lykke, og frembringer Glædestaarer istedetfor Sorgens, da maa den her komme til at skildre.

Ja, vi nære og vedligeholde vort lykkelige Haab til Gud og Thorwaldsen! Og slutter vore forenede Bønner med det hjertelige Ønske, at Deres Levealder maa naae den Høide, der efter Naturens Orden kunde staae i nogenlunde Forhold til den Velsignelse og Hæder, som vil ledsage Deres Minde!

Med Høiagtelse og dyb Ærefrygt

Deres Høivelbaarenheds
allerærbødigste
Hans Henrik Gunnerus.
Kongl: Dansk Kammerassessor, og Toldcasserer i Frederikshald

E.S. Tilgiv gunstigst, at jeg, da man ej sjelden baade i Norden og Sønden hører Posterne plyndrede eller forulykkede, tillader mig om en Uges Tid eller to, at sende en DupplicatLXXXIX af denne min Skrivelse.

dybærbødigst
H.H. Gunnerus.

Generel kommentar

Brevet er del af en længere brevkorrespondance, der strækker sig over en årrække fra 1822 til 1833.
For nærmere gennemgang af forløbet, se referenceartikel.

Arkivplacering

m7 1822, nr. 15

Thiele

Delvis gengivet hos Thiele, III p. 146.

Emneord

Personer

Værker

A598 Caritas, 1810, inv.nr. A598
E452 Prins Christian (8.) Frederik , 1811, inv.nr. E452

Kommentarer

  1. Frederiksten fæstning ligger i byen Halden. Halden hed i perioden 1665-1928 Frederikshald, opkaldt efter den danske konge Frederik 3. (1609-1670).

  2. Thorvaldsen blev udnævnt til etatsråd i 1819. Se referenceartikel for oversigt over Thorvaldsens udnævnelser.

  3. Thorvaldsen blev udnævnt til professor første gang i 1804 ved akademiet i Firenze og i 1805 ved Kunstakademiet i København. Se referenceartikel for oversigt over Thorvaldsens udnævnelser.

  4. Thorvalden blev udnævnt til ridder af Dannebrog i 1810. Se referenceartikel for oversigt over Thorvaldsens udnævnelser.

  5. Som det fremgår i det følgende, skriver Gunnerus til Thorvaldsen med en bøn om hjælp. Se referenceartikel for nærmere gennemgang af Gunnerus’ henvendelse til Thorvaldsen og den efterfølgende korrespondance.

  6. Gunnerus havde sammen med sin kone Anna Gotharda Gunnerus, født Gadebusch (ca. 1781-1848) syv børn.

  7. Gunnerus forklarer her hans bevæggrund for at anmode Thorvaldsen om hjælp. Hans motiv for at søge hjælp hos Thorvaldsen er ikke kun, at de som skandinavere har et fælles tilhørsforhold, men snarere at Thorvaldsen som international anerkendt kunstner, i Gunnerus’ øjne, er en verdensmand og derfor må være hævet over nationalpolitiske interesser. Dette skal ses i lyset af Gunnerus’ retssag og de magtpolitiske og nationalistiske forhold, der, ifølge ham selv, var årsag til hans fængsling. Ved at skrive til Thorvaldsen har Gunnerus givetvis håbet at finde en redningsmand, der ikke har været underlagt de samme lokale politiske omstændigheder som ham selv og hans nærmeste venner, og derfor reelt har haft muligheden for at hjælpe uden selv at komme i klemme.
    Se referenceartikel for mere om Gunnerus’ situation og fængsling.

  8. Dvs. under Frederik 6. ’s kongedømme.

  9. Gunnerus anvender talemåden “at gribe efter et halmstrå i havet”, som jf. Ordbog over det danske Sprog (betydning 2), henviser til håbet om en sidste udvej eller redning.

  10. Gunnerus omtaler her den norske politiker og greve Herman Wedel Jarlsberg, som han mener, er manden bag hans fængsling. For mere om forholdet mellem Wedel Jarlsberg og Gunnerus, se referenceartiklen Thorvaldsens værkdonation til Hans Henrik Gunnerus, første afsnit.

  11. Dvs. Eidsvollforfatningen, som var Norges første frie forfatning vedtaget 17. maj 1814.

  12. Se referenceartikel for nærmere gennemgang af Gunnerus’ situation.

  13. Den norske biskop af Trondheim Johan Ernst Gunnerus (1718-1773).

  14. Norske soldater marcherede d. 13.9.1788 ind i Bohuslän som det dansk-norske bidrag til Rusland i krigen mod Sverige.

  15. Dvs. “afslutte” jf. Ordbog over det danske Sprog (betydning 2).

  16. Med sin embedseksamen i jura har Gunnerus kunnet fungere som auditør. Auditørens arbejde var at lede forhandlinger og undersøgelser ved militære retsager. jf. Ordbog over det danske Sprog

  17. Vardøhus fæstning er beligggende i Vardø i Nordnorge.

  18. Anna Gotharda Gunnerus, født Gadebusch (ca. 1781-1848).

  19. Toldkammeret i Helsingør også kaldet Øresunds Toldkammer. Det er antagelig her, Gunnerus har haft ansættelse.

  20. Efter Napoleonskrigenes afslutning med freden i Kiel i 1814 måtte Danmark afstå Norge til den svenske krone.

  21. Den dansk-norske forfatter C. Pram.

  22. Dvs. Oslo, Norges hovedstad. Fra 1624-1925 hed byen Christiania.

  23. Den danske konge Frederik 6.

  24. Et prospekt er inden for billedkunsten en fremstilling af et landskab eller en by. Prospektet omtales endvidere i slutningen af brevet, da Gunnerus vil sende et eksemplar af kobberstikket til Thorvaldsen.

  25. Her er sandsynligvis tale om Sarpsfossen eller Sarpefossen, Europas største fos beliggende ved byen Sarpsborg i Norge.

  26. Fiskumfoss er beliggende i Grong kommune tæt ved byen Harran i Nord-Trøndelag, Norge. Fiskumfoss er en del af floden Namsens forløb gennem Nord-Trøndelag.

  27. Her henviser Gunnerus til Niagara-vandfaldene, der strækker sig over staten New York i USA og Ontario i Canada. Ved at sammenligne med de berømte Niagara vandfald skaber Gunnerus et sprogligt billede af Fiskumfoss, som i hans øjne måler sig med fortællingerne om Niagara.

  28. Dvs. København.

  29. En subskriptionplan er jf. Ordbog over det danske Sprog en indbydelse til subskription, dvs. en form for underskriftsindsamling. Ved at underskrive en subskriptionsplan forpligtede man sig til at bidrage med et pengebeløb til det af subskriptionsplanens bestemte formål.

  30. Det Kongelige Danske Kunstakademi har siden sin oprettelse i 1754 haft til huse i Charlottenborg i København.

  31. Den danske maler og professor ved Kunstakademiet i København C.A. Lorentzen.

  32. Den danske købmand, bladredaktør og mæcen Mendel Levin Nathanson (1780-1868).

  33. C.A. Lorentzen påbegyndte omk. 1810 en serie malerier med scener fra Ludvig Holbergs komedier bestilt af den danske købmand og mæcen Mendel Levin Nathanson (1780-1868). I alt 32 billeder samt to af C.W. Ekersberg udgør tilsammen serien “Holberg Galleri”. I 1844 blev serien erhvervet af Statens Museum for Kunst.

  34. Dvs. fremstillet som kobberstik.

  35. Dvs. “afdøde” jf. Ordbog over det danske Sprog

  36. Sandsynligvis den danske maler og kobberstikker Erik Pauelsen (1749-1790). Pauelsen var af samtiden en anerkendt landskabsmaler og især hans norske prospekter, der også blev gengivet som kobberstik, fik stor udbredelse. Opgaven med at omsætte Lorentzens maleri af Fiskumfoss til kobberstik havde derfor været nærliggende for en kunstner som Pauelsen.

  37. Gravstik eller gravstikkel er et redskab, en form for mejsel, anvendt ved fremstillingen af kobberstik, jv. Ordbog over det danske Sprog (betydning 1).

  38. Her er tale om den dansk-polske kobberstikker J. F. Clemens, professor ved Kunstakademiet fra 1813. Clemens lavede flere kobberstik med forlæg fra bl.a. C.A. Lorentzen, heriblandt flere fra Lorentzens billedserie med scener fra Holbergs komedier. Det har derfor været nærliggende for Gunnerus at overveje at få Clemens til at udføre kobberstikket.

  39. Den danske prins Christian Frederik, den senere Christian 8. Det omtalte portræt af prinsen findes bl.a. i Thorvaldsens Museums Samling, E452.

  40. Den tyske maler og kobberstikker Heinrich Grosch.

  41. Den danske kobberstikker George Haas (1751-1817). Da Haas flere gange havde samarbejdet med Lorentzen og bl.a. havde omsat Lorentzens norske prospekter til farveakvatinter, har det været nærliggende for Gunnerus at overveje at få Haas til at udføre kobberstikket.

  42. Den danske kobberstikker Andreas Flint.

  43. Sandsynligvis den norske politiker Herman Wedel Jarlsberg. Se referenceartikel for nærmere beskrivelse af forholdet mellem Gunnerus og Wedel Jarlsberg.

  44. Den føromtalte danske maler og professor C.A. Lorentzen.

  45. Den føromtalte Fiskumfoss, der er en del af floden Namsens forløb gennem Namdalen i Nord-Trøndelag, Norge.

  46. Den danske kong Frederik 6.

  47. Den føromtalte dansk-norske forfatter C. Pram.

  48. Den danske kronprinsesse Caroline Amalie.

  49. Den svensk-norske konge Carl Johan (1763-1844).

  50. Her henviser Gunnerus til, at Wedel Jarlsberg var yndet og velanset af kong Carl Johan, jf. Ordbog over det danske Sprog (betydning 1). Wedel Jarlsberg havde som norsk politiker tæt forbindelse med Carl Johan og blev med indsættelsen af Carl Johan, som konge af Norge, udnævnt til minister for det norske Finansdepartement.

  51. Gunnerus henviser igen til Eidsvollforfatningen og den danske prins Christian Frederik, den senere Christian 8., der havde arbejdet for indførelsen af forfatningen i Norge.

  52. Gunnerus anvender ordet “amalgation” som jf. Ordbog over det danske Sprog betyder en forening eller sammensmeltning. Gunnerus henviser til, at Norge blev forenet med Sverige i en personalunion i 1814.

  53. Da Gunnerus sammen med sin kone havde syv børn, kan der her være tale om hans øvrige familie eller hele hans husstand inklusiv evt. tjenestefolk.

  54. Dvs. kassemangel.

  55. “Remisse” er jf. Ordbog over det danske Sprog (betydning 1) en forsendelse af penge.

  56. Den føromtalte svensk-norske konge Carl Johan (1763-1844).

  57. Den føromtalte norske greve og politiker Wedel Jarlsberg.

  58. Med en årsløn på 220 specier har det været ganske uoverkommeligt for Gunnerus at betale de 1900 specier, han ifølge anklagerne, hæftede for. Om specie som møntenhed, se referenceartikel.

  59. Forkortelse for specie. Se referenceartikel om datidens møntenheder.

  60. Dvs. “retssag” eller “rettergang”, jf. Ordbog over det danske Sprog (betydning 3).

  61. Dvs. en officer, som er tjenstlig hjælper hos en højerestående militærperson. Jf. Ordbog over det danske Sprog.

  62. En subskriptionplan er jf. Ordbog over det danske Sprog en indbydelse til subskription, dvs. en form for underskriftsindsamling. Ved at underskrive en subskriptionsplan forpligtede man sig til at bidrage med et pengebeløb til det af subskriptionsplanens bestemte formål.

  63. Her benytter Gunnerus udtrykket ”at lægge Kabaler” som jv. Ordbog over det danske Sprog (betydning 1) henviser til det at lægge hemmelige og intrigante planer for at skade en anden person.

  64. Som følge af Englandskrigene og den danske statsbankerot i 1813 kollapsede det dansk-norske pengesystem, hvilke medførte økonomisk ustabile tilstande i Danmark og Norge. Se referenceartikel om datidens møntenheder.

  65. Gunnerus blev mod egen forventning ved højesteret 3.6.1824 både fradømt sit embede og pålagt at erstatte kassemanglen. Se referenceartikel for mere om sagen.

  66. Nordens bolde ætling kan omskrives til nordens modige eller herlige efterkommer, jf. Ordbog over det danske Sprog (hhv. (bold) betydning 3 og (ætling) betydning 2). Gunnerus beskriver derved den særlige status og anerkendelse, som Thorvaldsen havde i sin samtid.

  67. I græsk og romersk mytologi er Charon færgemanden, der sejler de dødes sjæle over floden Styx til dødsriget Hades. Charon nævnes ikke hos Homer, men hos Vergil og Lukian fortælles det, at han kun færger de døde sjæle over, hvis de efterlevende har lagt en obol (sølvmønt) i munden på den døde som betalingsmiddel.

  68. Jf. Ordbog over det danske Sprog (betydning II) betyder sekel et tidsrum af hunderede år, men er også blevet brugt som en beskrivelse af det jordiske og verdslige liv anskuet som tidsbestemt og forgængeligt. Med andre ord beskriver Gunnerus her, hvordan eftertiden vil hædre Thorvaldsen.

  69. Det fremgår af Thorvaldsens svar af 24.5.1822, at Thorvaldsen skænkede relieffet Caritas, nu Vor Frue Kirke, København (jf. A598).

  70. I 1819 søgte og fik føromtalte C. Pram embedet som toldforvalter på St. Thomas. Ved hans afskedsfest d. 10.4.1820 deltog Thorvaldsen sammen med bl.a. Baggesen, Rahbek, Oehlenschläger og Ingemann. Gunnerus har givetvis ikke vidst, at Pram døde i 1821 året efter sin ankomst, eftersom han i brevet her dateret 16.3.1822 skriver, at Pram stadig er på St. Thomas.

  71. Der må jf. sammenfaldet med både navn og profession være tale om den danske collecteur Chresten Dyhr (ca. 1760- efter 1826), som i Dansk Demografisk Database, jf. folketællingen 1787, samt V. Richter: 100 Aars Dødsfald (1791-1980), København 1905, p. 262.

  72. I 1811 blev Norges første universitet, Det Kongelige Frederiks Universitet (Universitas Regia Fredericiana), oprettet i Oslo (daværende Christiana), opkaldt efter den regerende konge Frederik 6. (Navnet blev i 1939 ændret til Universitet i Oslo). Det blev i december 1811 fejret i København, hvor bl.a. prins Christian Frederik holdt tale.

  73. I overensstemmelse med Gunnerus’ beretning var den danske baron og diplomat Herman Schubart i København i 1811 og med, da oprettelsen af det norske Universitet blev fejret med fest i København. Her holdt han, som vicepræsident for Accademia Italiana delle scienze, lettere ed arti, en lykønskningstale for universitets etablering, jf. C.F. Bricka (red.), Dansk biografisk Lexikon, første udgave, bd. XV, København 1901, p. 316.

  74. Den norske amtsmand Niels Dorph Gunnerus (1751-1789).

  75. Den norske generaltoldkammerdeputeret og forfatter Niels Tønder Lund (1749-1809).

  76. Dvs. Generaltoldkammeret, som blev oprettet i 1760. I 1816 blev det sammenlagt med Kommercekollegiet til Generaltoldkammer- og Kommercekollegiet, der var en af de mange selvstændige finansforvaltninger fremtil 1848, hvor forvaltningerne blev henlagt til Finansministeret, jf. Rigsarkivet, Dansk vestindisk-historie, Generaltoldkammeret 1760-1848.

  77. Den norske maler og officer Jacob Munch.

  78. Den føromtalte danske maler og professor C.A. Lorentzen.

  79. Denne tegnemester Sanne fra Helsingør er endnu ikke identificeret.

  80. Den tyske maler og kobberstikker Heinrich Grosch.

  81. Her henviser Gunnerus til den kunstskole, der blev oprettet i 1818 først under navnet “Den foreløbige tegneskole”, men i 1822 omdøbt til “Den kongelige Tegne- og Kunstskole i Christiania”, der i daglig tale blot blev kaldt “Tegneskolen”. Den tyske maler og kobberstikker Heinrich Grosch og den norske maler og officer Jacob Munch var begge lærere ved skolen. I brev af 10.2.1820 fra Grosch til Thorvaldsen, beskriver Grosch arbejdet ved skolen.

  82. Den føromtalte norske maler og officer Jacob Munch.

  83. Salget af 200 lodder a 2 ½ Lispund Sterling ville indbringe omkring 1900 rigsdaler, hvilket svarer til det beløb Gunnerus hæftede for. For mere om datidens møntenheder se referenceartikel.

  84. Håkon Jarl (Håkon Jarl Sigurdson) var norsk jarl, der regerede Norge under dansk overherredømme fra ca. 970-95.

  85. Harald Hårfager var konge af Norge ca. 860-930.

  86. Lade var en hovedgård i Trondheim, jf. Chr. Blangstrup (red.), Salmonsens konversations Leksikon, anden udgave, bd. XV, København 1915-1930, p. 225-226.

  87. Hverken prospektet af Trondheim eller eksemplaret af det føromtalte kobberstik af Fiskumfoss med tilhørende beskrivelse kan identificeres i museets samling eller i auktionskatalogerne over bortauktionerede værker, jf. Fortegnelse over Thorvaldsens Efterladenskaber Auction Katalog 1849, Afskrift efter Protokollen over Auktion paa Thorvaldsens Museum 17. Novbr. 1858 og Custode A.T. Wilckens Bo 1880. I breve fra Gerhard Stub af 23.5.1823 og 7.10.1823 fremgår det, at kassen med prospektet ankom til Livorno, hvorefter nyheden herom blev sendt til Thorvaldsen af to omgange. Hvad der siden er hændt med kassens indhold vides ikke.

  88. Dvs. til “minde” eller “erindring” om jf. Ordbog over det danske Sprog.

  89. Postekspeditionerne i datidens Europa har været ustabile. På grund af sin desperate situation valgte Gunnerus derfor også at sende en kopi af brevet for at sikre sig, at brevet og hans anmodning om hjælp ikke gik tabt i postforsendelsen. Se referenceartikel om Postekspeditionstider.

Sidst opdateret 07.01.2013