2.3.1821

Afsender

Johan Gunder Adler

Afsendersted

Rom

Afsenderinfo

Rødt laksegl med aftryk af det danske rigsvåben.

Modtager

Bertel Thorvaldsen

Modtagersted

Rom

Modtagerinfo

Udskrift: Høivelbaarne / Hr EtatsraadI Thorwaldsen / Ridder af DanebrogenII etc. etc. / Rom
Tilskrift: Høivelbaarne Hr Etatsraad Thorwaldsen Ridder pp.

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Resumé

C.F. Hansens forslag til de opgaver som Hermann Ernst Freund kan løse for Slotsbygningskommissionen som erstatning for den tabte apostel-opgave for Kirkebygningskommissionen: Freund kan skabe fire evangelister til Christiansborg Slotskirke, to figurer til slotskirkens portal samt figurer til 24 meterstore nicher i Kongens henholdsvis Dronningens trappeopgang på Christiansborg Slot. Hansen foreslår, at man, som et supplement til Freund, også fylder nogle af slotstrappernes mange nicher med nogle af de gipsafstøbninger efter Thorvaldsens kunstværker, som Kunstakademiet har bestilt. Thorvaldsen skal koordinere arbejdet for Freund.

Dokument

Udtog af en Skrivelse fra H Etatsraad og Overbygnings-Directeur HansenIII til H.H. Prinds Christian FrederikIV, dateret 26 January 1821V
– – – [“]Det fornøier mig, at Etatsraad Thorvaldsen er lykkelig kommen tilbage;VI vi erindre os alle med Glæde hans OpholdVII her, og beklage det UheldVIII, han har havt med sit Værksted; men det bedrøver mig, at han for det første ei vil tænke paa Christus og hans DiscipleIX. –- Naar blot FreundX staaer i VeienXI, da skal denne hans Følsomhed for sin Eleve let blive hævet. Jeg har talt med H.M. KongenXII og de Herrer af SlotscommissionenXIII at ham kunne overdrages at gjøre de 4 EvangelisterXIV i de 4 Nicher inde i Slotskirken; Skade at han ei har begyndt med Apostelen JohannesXV, saa kunde han strax giort ham til Evangelist. Nichernes Størrelse ere 1 Alen 18 Tommers Bredde og 4 Al. 18 Tom. HøideXVI. Ligeledes ønsker jeg i de to store Nicher, der ere paa Marmortrappen i Kongens og Kronprindsens Etage, i den ene en siddende Figur, i den anden maaskee en liden Gruppe. Nichernes Størrelse ere 2 Alen 6 Tommer brede og 5 Alen 12 Tommer høieXVII. Endnu ere paa Kongens Trappe 6 Nicher, hvori skulle Figurer; Størelsen af disse ere 1 Al. 12 Tom. brede og 3 Al. 23 TomXVIII. høie. Ligeledes ere paa Dronningens Trappe 16 Nicher af samme Størrelse, hvori skulle Figurer. Maaskee naar vi faae AfstøbningerneXIX af Etatsraad Thorvaldsens Arbeider, der imellem kunde findes nogle, som kunde passe hertil. Vi behøve og to Figurer i Portalet af Slotskirken, men det var ønskeligt, naar disse kunde blive af brændt Leer, da de komme i frie Luft. Størrelsen af disse Nicher ere 1 Al. 20 Tom. brede og 4 Alen 20 Tom. høieXX. Det forstaaer sig af sig selv, at Alt er dansk Maal. Ved Domhuset fattes ligeledes 2 Figurer, Solon og LycurgXXI. I Øvrigt veed Etatsraad Thorvaldsen Beskeed om Alt hvad man ønsker til disse offentlige Bygninger, og har bekommet Maalene med da han reiste;XXII han kan derfor bedst bestemme hvad Freund skal begynde paa. Dette er mig overdraget at melde for ei at tabe Tid, til at det kunde meldes ham fra Commissionen. Tør jeg derfor underdanigst bede Deres Høihed at underrette Etatsraad ThorvaldsenXXIII og FreundXXIV herom, og i øvrigt bede Ven Thorvaldsen betænke at Frue Kirke ei kan indviesXXV uden hans Christus indtager sin Plads i Høialtret og hans Apostler i Nicherne. Man venter og at Freund vil stræbe af alle Kræfter for paa bedste og letteste Maade at fremme de Arbeider, ham overdrages, efter Aftale med Etatsraad Thorvaldsen, da Forlængelsen af hans Stipendium af den Kongl. KasseXXVI, er grundet paa dette Haab” – – –

Ovenstaaende Udtog har jeg efter H.H.XXVII naadigste Befaling den Ære herved at meddele Deres Høivelbaarenhed.

Rom 2 Martz 1821
Adler

Generel kommentar

Baggrunden for dette brev var den, at Thorvaldsen af Slotsbygningskommissionen var blevet om at overtage bestillingen på de tolv apostle til Vor Frue Kirke i København fra Hermann Ernst Freund. Det ville Thorvaldsen ikke, medmindre Freund blev tilbudt andet og tilsvarende arbejde.

Thiele II, p. 97, skriver om sagen:

“Saaledes var der altsaa, med Hensyn til Freund, ingen Hindring for Thorvaldsen i at overtage og snart paabegynde Arbeiderne til Frue Kirke. At Freund aldrig modtog nogen af disse mange Bestillinger, og at man senere, da han hjemsendte sin Lucas og sin Merkur, ikke tog hensyn til dem, er vel en Bemærkning, som ikke hører under Thorvaldsens Biographie, men som dog ligger ved Siden af den.”

Arkivplacering

m7 1821, nr. 14

Thiele

Omtalt og gengivet hos Thiele III, p. 95-97.

Emneord

Personer

Værker

A82 Kristus, Antagelig november 1821 - Senest januar 1822, inv.nr. A82
A86 Peter, Antagelig 19. marts 1821 - juni 1821, inv.nr. A86
A87 Matthæus, Tidligst 19. marts 1821 - Ultimo 1821, inv.nr. A87
A89 Johannes, Primo 1824 - Senest 1827, inv.nr. A89
A91 Jakob den Yngre, 1823 - Senest 1827, inv.nr. A91
A93 Philip, 1823 - Senest 1827, inv.nr. A93
A96 Thomas, Tidligst 19. marts 1821 - Ultimo 1821, inv.nr. A96
A98 Jakob den Ældre, Tidligst 19. marts 1821 - Ultimo 1821, inv.nr. A98
A99 Bartholomæus, 2. august 1823 - 21. december 1823, inv.nr. A99
A101 Simon Zelotes, 1823 - Senest 1827, inv.nr. A101
A103 Paulus, Antagelig 19. marts 1821 - juni 1821, inv.nr. A103
A105 Judas Thaddæus, Ca. 28. marts 1842 - 10. april 1842, inv.nr. A105
A108 Andreas, 1. marts 1842, inv.nr. A108

Kommentarer

  1. Thorvaldsen blev udnævnt til “virkelig etatsråd” den 12.11.1819, jf. artiklen Thorvaldsens udnævnelser.

  2. Thorvaldsen blev udnævnt til “ridder af Dannebrog” den 28.1.1810, jf. artiklen Thorvaldsens udnævnelser.

  3. Den danske arkitekt C.F. Hansen.

  4. Den danske prins Christian (8.) Frederik.

  5. Det endnu uidentificerede brev af 26.1.1821 fra C.F. Hansen til Christian (8.) Frederik, der er delvist citeret i nærværende brev samt i brev af 3.3.1821 fra Johan Gunder Adler til Hermann Ernst Freund.

  6. Dvs. tilbage til Rom fra København, jf. Thorvaldsen-kronologien 16.12.1820.

  7. Jf. artiklen Danmarksopholdet 1819-20.

  8. Jf. Thorvaldsen-kronologien 8.11.1820 og artiklen Gulvkollapset i Thorvaldsens værksted.

  9. Dvs. Kristus, jf. A82 og de tolv apostle, jf. A86, A87, A89, A91, A93, A96, A98, A99, A101, A103, A105, A108.

  10. Den dansk-tyske billedhugger Hermann Ernst Freund.

  11. Thorvaldsen havde lovet Slotsbygningskommissionen at overtage bestillingen på tolv apostle til Vor Frue Kirke fra Hermann Ernst Freund, men kun såfremt Freund blev tilbudt andet arbejde.
    Freund fik som erstatning opgaven med at dekorere hovedtrapperne på Christiansborg Slot, samt at udføre de fire evangelister til Christiansborg Slotskirke, jf. dokumenter vedrørende emnet Christiansborg Slot og Kirke, H.E. Freunds kunstværker.

  12. Den danske kong Frederik 6.

  13. Dvs. Slotsbygningskommissionen.

  14. Jf. dokumenter vedrørende emnet Christiansborg Slot og Kirke, H.E. Freunds kunstværker.

  15. Freund var begyndt med apostlen Thaddæus, 1820, til Vor Frue Kirke, jf. Th. Oppermann: Hermann Ernst Freund, København 1914, kat.nr. 25, og jf. brev af 15.2.1820 fra Jørgen Koch til Christian Frijs.

  16. Dvs. ca. 110×300 cm, jf. artiklen Mål og vægt.

  17. Dvs. ca. 140×345 cm, jf. artiklen Mål og vægt.

  18. Dvs. ca. 95×250 cm, jf. artiklen Mål og vægt.

  19. Jf. artiklen Bestillingen til Kunstakademiet.

  20. Dvs. ca. 115×303 cm, jf. artiklen Mål og vægt.

  21. Dvs. statuer af de to, græske lovgivere Solon og Lykurgos, som C.F. Hansen havde bestilt til Råd- og Domhusets facade, jf. hans brev af 31.12.1806 til Thorvaldsen.

  22. Jf. Thorvaldsen-kronologien 11.8.1820.

  23. Thorvaldsen blev underrettet om sagen i nærværende brev af 2.3.1821 fra Johan Gunder Adler til Thorvaldsen.

  24. Freund blev underrettet om sagen i brev af 3.3.1821 fra Johan Gunder Adler til Hermann Ernst Freund.

  25. Jf. Thorvaldsen-kronologien 7.6.1829 og 24.3.1839.

  26. Dvs. den statslige fond Fonden ad usus publicos.

  27. Den danske prins Christian (8.) Frederik.

Sidst opdateret 05.11.2018