10.1.1804

Afsender

Jacqueline Schubart

Afsendersted

Napoli

Modtager

NN

Modtagersted

København?

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af afskriften.

Resumé

Et brevfragment antagelig fra Jacqueline Schubart, der taler for at støtte Thorvaldsen. Fragmentet var muligvis tiltænkt Charlotte Schimmelmann.

Dokument

Copie
...
Si l’on encourage à présentI Thorvaldsen et qu’il n’a pas besoin de penser au suite[?]II necessaire, il deviendra le PraxiteleIII de son siècle, tres digne de remplacer un jour CanovaIV, lorsque l’age mettra des bornes à l’activité de celui-ci. dejà le JasonV de Thorvalds:, anonce plus de genie que le PerséeVI de Canova, on en convient à Rome – –
Cependant notre Thorvaldsen risque de tomber en MelancolieVII, et de devenir inutile si on ne relêve son Courage. il aurait besoin pour sa santé d’une nourriture plus succulente que celle des jeunes artistes a Rome, qui souvent pour etre mal nourris[?]VIII sont exposés à des maladies, ce qui a été le cas de Thorvaldsen dejàIX. il est rangé, oeconome et de bonnes moeurs; il ne demandera point du superflu – –

Naples le 10 Janiv: 1804.

Generel kommentar

Som det fremgår, er dette dokument en kopi af en del af et formodentlig længere brev, hvis opholdssted ikke kendes. Afskriften er ikke foretaget af Thiele.

Pga. denne usikkerhed om originalbrevet er hverken afsender eller modtager identificeret med sikkerhed. Thiele I, p. 205 antager, at brevfragmentets ophavskvinde er Jaqueline Schubart på grundlag af et stilistisk argument, og fordi brevfragmentet er dateret 10.1.1804 i Napoli, hvor familien Schubart befandt sig på daværende tidspunkt. Brevskriveren må i alle tilfælde have været en person, der bekymrede sig om Thorvaldsens karriere og helbred, så antagelsen forekommer sandsynlig.
Mht. modtagerens identitet er der ikke mange ledetråde i fragmentet. En sandsynlig mulighed synes dog at være Jacqueline Schubarts svigerinde, Charlotte Schimmelmann, da brevet er affattet på fransk, hvad der ofte var kutyme for Schimmelmanns korrespondance, se fx breve af 7.11.1803 og 2.11.1804, og da brevet antagelig er stilet til en person i København, der skulle involveres i bestræbelserne på at hjælpe Thorvaldsen, sådan som det på flere måder var tilfældet for Schimmelmann, se mere herom i referenceartiklen Thorvaldsens forbliven i Rom 1803-04.

Arkivplacering

m30 II, nr. 3

Thiele

Gengivet hos Thiele I, p. 205-206.

Emneord

Personer

Kommentarer

  1. Thorvaldsen havde på brevskrivningstidspunktet brug for opmuntring, fordi han både havde økonomiske og institutionelle problemer: For det første var hans stipendium fra Kunstakademiet udløbet i 1802, og selvom han havde modtaget Thomas Hopes bestillingJason, var hans økonomi ikke sikker i Rom, se fx brev af 14.11.1803 fra Stanley til Thorvaldsen og Thiele I, p. 198.
    For det andet var han som Kunstakademiets stipendiat formelt set forpligtet til at vende hjem til Danmark og virke for fædrelandet. Om dette se referenceartiklen Thorvaldsens forbliven i Rom 1803-04.

  2. Tydningen af ordet er ikke sikker.

  3. Hvis dateringen på dette brev er korrekt, er sammenligningen af Thorvaldsen med Praxiteles den tidligst kendte forekomst af denne smiger, som siden hen blev næsten standard i omtalen af Thorvaldsen, se referenceartiklen Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles.

  4. Dvs. den italienske billedhugger Antonio Canova, der på brevskrivningstidspunktet var den dominerende billedhugger i Rom.
    At Thorvaldsen en dag kunne “erstatte” Canova og nå samme kunstneriske højder var en af de rosende vendinger, som fra Jasons, A52, gennembrud i 1803 straks blev hæftet på den danske billedhugger, se fx Carl Ludwig Fernow: ‘Kunstnachrichten und neueste Literatur von Rom.’, in: Der Neue Teutsche Merkur, vol. II, 8. Stuck, August 1803, p. 315.

  5. Dvs. Thorvaldsens Jason med det gyldne skind, A52. Jf. kommentaren ovenfor.

  6. Dvs. Antonio Canovas marmorstatue Perseus med den halshuggede Medusas hoved (1797-1801), Vatikanet, Rom. Sammenligningen mellem Perseus og Thorvaldsens Jason var i flere henseender passende: Begge statuer viser en helt efter sejren over et uhyre; begge skulpturer har tydelige henvisninger til antikke forbilleder; og begge værker blev umiddelbart meget berømte i deres samtid.

  7. Thorvaldsen skrev selv, at han pga. sin sygdom, se nedenfor, havde befundet sig i en tilstand af melankoli, se fx brev af 25.2.1804 til Abildgaard.

  8. Tydningen af ordet er ikke sikker.

  9. Thorvaldsen var stærkt plaget af hæmorider omkring 1803, hvad der begrænsede hans arbejdsevne, se brev af 25.2.1804 fra Thorvaldsen til Abildgaard og referenceartiklen Thorvaldsens sygdom 1803-04.

Sidst opdateret 13.10.2014