14.1.1842

Afsender

Just Mathias Thiele

Afsendersted

København

Modtager

Bertel Thorvaldsen

Modtagersted

Rom

Modtagerinfo

Udskrift: S.T.I Hr. Conferentsraad Thorvaldsen

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Resumé

Thiele fortæller nyt fra København, bl.a. at Christian 8. sender en fregat til Italien for at hente Thorvaldsens kunstværker, ejendele og evt. også ham selv. Jørgen Dalhoff har støbt statuen af Christian 4., jf. A152, i bronze. Thorvaldsen skal udføre relieffet Tre genier, jf. A153, til statuen. Thiele rykker for de kobberstik, der skal illustrere hans biografi over Thorvaldsens værk.

Dokument

Kiære Thorvaldsen!

Jeg skulde alt for længesiden have tilskrevet Dem, men før den 19de. Nov.II blev det altid udsat til den Dag, og da den kom, laae jeg syg og maatte i en Maanedstid holde Sengen. Fra Dem have vi igiennem Prof. SchouwIII jevnligen erfaret lidt om den kiære, kiære Thorvaldsen, og De kan vel tænke Dem, at min KoneIV og alle mine nærmeste stadigt have de uforglemmelige Timer i Erindring, da den elskeligste af alle berømte Mænd i vor lille Stue lod os glemme, hvad den indsluttede mellem sine VæggeV.
Formodentligt har De erfaret at gamle FritschVI har lagt sig til Hvile. Han var kun syg et Par Dage og savnede ikke Pleie.
Dersom Licentiat MøllerVII ikke alt er ankommen til Rom, saa kan jeg melde Dem, at han bringer Dem en Skrivelse fra KongenVIII. Efter hvad Hans Maj. har sagt mig, underretter han Dem deri om, at han vil sende en FregatIX til Middelhavet paa den sædvanlige Tid, for at De med den kan hidsende hvad De ønsker og at hvis De selv skulde ønske at benytte denne LeilighedX, skal de fornødne Ordrer blive givne. Ellers veed jeg intet Nyt, da alt er her omtrent, som da De forlod os. Museet staaer nu under TagXI og venter paa at den strængere Deel af Vinteren skal passere, for at Arbeidet igien kan gaae frem.
Med DalhoffsXII Støberier skal det have god Fremgang; han har nu faaet sig en stor Gaard i Adelgaden, hvor betydelige Støberier og Værksteder ere indrettede. Chr d. 4des. StatueXIII er færdig fra Støbningen og det gaaer rask frem med Ciseleringen. Efter hvad man senest har sagt mig, maa den colossale BüsteXIV af den ogsaa snart være ciseleret. Hetsch’sXV Tegning til Christian d. 4s. Fodstykke er approberet; men det veed De vel, efter som De vel er anmodet om at udføre BasrelieffetXVI dertil.
De ville erindre, kiære Thorvaldsen! at De tillod mig at maatte minde Dem om KobberpladerneXVII til Deres seneste Arbeider!
Jeg beder Dem at bringe Fru BaronessenXVIII og min gamle Ven H. StampeXIX min Hilsen.
Min KoneXX beder mig hilse ret hierteligt, og dersom andre vidste, at jeg nu skriver til Dem, vilde jeg blive bestormet med lignende Anmodninger.
Lev vel da! Gud bevare Deres dyrebare Liv og Helbred og skiænke os den Glæde engang at see Dem igienXXI.


d. 14 Jan. 1842
Deres hengivne
J Thiele.

Arkivplacering

m24 1842, nr. 3

Thiele

Ikke omtalt hos Thiele.

Emneord

Personer

Værker

A152 Christian 4., Tidligst 18. januar 1840 - Tidligst 30. april 1840, inv.nr. A152
A153 Tre genier, 25. november 1842, inv.nr. A153

Kommentarer

  1. Dvs. salvo titulo, der er latin for “med forbehold for titlen”. Udtrykket bruges i tilskrifter på breve, når man vil angive, at man ikke kender titlen, eller at denne formalitet ikke er nødvendig.

  2. Dvs. Thorvaldsens fødselsdag.

  3. Dvs. den danske botaniker J.F. Schouw, der som professor i botanik havde bolig på Charlottenborg, fordi Botanisk Have dengang lå dér. Thiele, der selv boede på Charlottenborg, kunne derfor let – via Schouw – modtage nyheder om Thorvaldsen, der på dette tidspunkt befandt sig i Rom.
    Schouws kone Susette Schouw var søster til Thorvaldsens rejseledsager Christine Stampe, og også af den grund modtog familien Schouw sandsynligvis regelmæssigt nyt om billedhuggeren.

  4. Dvs. Thieles anden kone Hanna, née Aagesen (1819-1892).

  5. Thiele hentyder til, at Thorvaldsen efter sin ankomst til København 17.9.1838 og før sin afrejse til Rom 25.5.1841, må have besøgt familien Thiele i hjemmet på Charlottenborg.

  6. Thorvaldsens gamle ven, den dansk-tyske maler C.D. Fritzsch, der døde 27.11.1841.

  7. Dvs. den danske numismatiker Ludvig Müller, der ankom til Rom 13.1.1842.

  8. Dvs. den danske konge Christian 8.s brev af 23.12.1841.

  9. Dvs. fregatten Thetis, der i 1842 transporterede Thorvaldsens kunstværker og ejendele fra Livorno til København, som det fremgår af det følgende.
    Se mere herom i Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1842.

  10. Thorvaldsen besluttede i sidste øjeblik at rejse til Danmark med fregatten fra Livorno, men ankom fra Rom én dag for sent 3.10.1842. Han rejste derfor på egen hånd over land til Danmark, se Rejsen til Danmark, oktober 1842.

  11. Dvs. taget på Thorvaldsens Museum, hvor der blev afholdt rejsegilde 18.12.1841.

  12. Dvs. den danske bronzestøber Jørgen Dalhoff.

  13. Dvs. Thorvaldsens statue af Christian 4., jf. A152, som Dalhoff var igang med at støbe i bronze til Christian 4’s kapel i Roskilde Domkirke.

  14. Dvs. hovedet af Christian 4.-statuen, som Dalhoff støbte og ciselerede. Hovedet blev åbenbart støbt for sig.

  15. Dvs. den danske arkitekt G.F. Hetsch, der var involveret i opstillingen af Christian 4.-statuen i Christian 4.s kapel i Roskilde Domkirke. Han udarbejdede flere forslag til udsmykningen af kapellet, heriblandt et forslag til en monumental sarkofag, der skulle rumme kisten og samtidig danne base for Thorvaldsens Christian 4.-statue. Der eksisterer i alt 22 tegninger til kapellet i Roskilde Domkirkes Arkiv.
    Forslagene blev ikke realiseret.

  16. Dvs. Tre genier, 1842, jf. A153, der udtrykker Christian 4.s valgsprog “Regna firmat pietas”. En bronzeversion ved Jørgen Dalhoff er opsat i Christian 4.s kapel i Roskilde Domkirke.

  17. Thiele hentyder til de kobberstukne illustrationer af Thorvaldsens værker til Thieles biografi, Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værker. Han havde udgivet de første to bind heraf i 1831-32 og samlede nu materiale sammen til det, der skulle blive de sidste to bind. De udkom dog først i 1848 og 1850.
    De fire bind er alle illustreret med såkaldte konturstik, dvs. kobberstik, der hovedsageligt kun gengiver omridsene på Thorvaldsens værker.

  18. Dvs. Thorvaldsens ven, Christine Stampe, der på dette tidspunkt opholdt sig i Rom sammen med billedhuggeren.

  19. Dvs. den danske baron Henrik Stampe, der også befandt sig i Rom sammen med Thorvaldsen på denne tid.

  20. Dvs. Thieles anden kone Hanna, née Aagesen (1819-1892).

  21. Thorvaldsen kom tilbage til Danmark og København samme år 24.10.1842, hvor han blev modtaget af bl.a. Thiele.

Sidst opdateret 08.08.2016