28.5.1839

Afsender

NN

Afsendersted

København

Modtager

Bertel Thorvaldsen

Modtagersted

København

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af sangen.

Resumé

Sang til Thorvaldsen ved 28. Mai Selskabets fest på Skydebanen i København.

Dokument

THORVALDSEN.

den 28de Mai 1839.

KJØBENHAVN.
Trykt i Bianco LunosI Bogtrykkeri.

Altsaa har vi ham herindeII
Danmarks Stolthed, Danmarks Lyst!III
See kun SneenIV paa hans Tinde
Over Flammen i hans Bryst!
En VulkanV, hvis Ild ei bringer
Skræk og Død i Livets Hjem,
Men kun Liv og Skjønhed tvinger
Af det døde Marmor frem.

Samlet her os tidt skal finde,
Som vi haabe, Danmarks MaiVI;
Men med ham, som dennesindeVII,
Ganske sikkert er det eiVIII;
Derfor Glasset fyldt til Randen!
Stemmen tone klar og stærk!
Dagen hilse skal paa Manden,
Freidigt Haab paa fuldført Værk.

“Høit ved hiinIX vort Danmark stige!
“Høit i Hæder, høit i Magt!
“Høit, som det i Kunstens Rige
“Du, vor Thorvaldsen! har bragt!
“Indtil da HygæasX Bæger
“Fyldes for dig fjern og nær!
“Mens Din Aand sit Minde præger
“Tusindfold i Steen og Leer.”

Generel kommentar

Denne sang er trykt som en lille folder. Sangens forfatter er p.t. uidentificeret.


Sangen blev sunget ved den fest / det politiske møde, der blev afholdt af den liberale forening, 28. Mai Selskabet 28.5.1839 på Skydebanen i København. Festen fandt sted i anledning af otte-året for Stænderforsamlingernes (egl. De rådgivende provinsialstænderforsamlingers) oprettelse.
Festen havde siden 28.5.1832 været en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor liberalt-sindede borgere mødtes for at drøfte centrale samfundspolitiske anliggender i Danmark i 1830erne – en fri forfatning, ytringsfrihed, klasseskel m.m.

Dagen efter festen udkom der en udførlig reportage i Kjøbenhavnsposten. Som det fremgår af sangen, var Thorvaldsen til stede, men ifølge reportagen deltog han tilsyneladende ikke aktivt i drøftelserne ved mødet.

Ikke desto mindre gør sangen meget ud af den berømte billedhuggers tilstedeværelse, og det skyldes uden tvivl, at han i kraft af sin berømmelse kunne fungere som gallionsfigur for den demokrati-bevægelse, som 28. Mai Selskabet var en vigtig katalysator for.
Sangen parallelliserer endda Thorvaldsens succesfulde karriere med håbet om en positiv samfundsudvikling i Danmark: “Høit ved hiin [Thorvaldsen] vort Danmark stige!”, lyder det. Dette “Haab” så altså på Thorvaldsens “fuldførte Værk” – i 2. vers’ sidste linje – som en model for, hvordan det danske samfund kunne forandres i mere demokratisk retning, også selvom det sidste ikke siges direkte i sangen, men i 28. Mai Selskabets kontekst var der ingen tvivl om, at sangens håb om et dansk forår – “Danmarks Mai” – var et symbol på, at mere demokratiske samfundstilstande kunne spire frem.

Arkivplacering

M18,38 (Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1839)

Thiele

Ikke omtalt hos Thiele.

Emneord

Personer

Kommentarer

  1. Dvs. den danske bogtrykker Christian Peter Bianco Luno.

  2. Dvs. Thorvaldsen som tilstedeværende ved festen 28.5.1839 i Skydebanens lokaler, “herinde”.

  3. Ordet Lyst skal i denne sammenhæng ikke forstås som attrå eller begær, men snarere som noget, der skaber glæde eller fornøjelse, se betydning 4 af Lyst i Ordbog over det danske Sprog.
    Udtrykket Danmarks Lyst skal da forstås sådan, at Thorvaldsens berømmelse på dette tidspunkt var så enorm, at den gjorde alle danskere stolte og glade.

  4. Dvs. Thorvaldsens hvide hår, som i øvrigt var et samlerobjekt som en del af fankulturen omkring ham, se evt. Thorvaldsens hår.

  5. Her henvises utvivlsomt også til den romerske smedegud Vulkan, som Thorvaldsen året før havde fuldført en statue af, jf. A9.
    Guden Vulkan opfattes ofte som et billede på kunstneren, eller her specifikt på Thorvaldsens kreative kraft, der kunne give dødt stof liv – som digtet påpeger i det følgende.

  6. Digtets forfatter hentyder til 28. Mai Selskabet, der hvert år hyldede Stænderforsamlingernes oprettelse 28.5.1831.
    Selskabet håbede sikkert – som sangen siger – at det kunne blive som et forår – eller en maj måned – for det nye Danmark, som både 28. Mai Selskabet og Stænderforsamlingerne ville få til at spire frem.

  7. Dvs. denne gang, se betydning 3 af Sinde i Ordbog over det danske Sprog.

  8. Dvs., at forsamlingen sikkert ville mødes igen – Samlet her os tidt skal finde – når Stænderforsamlingernes oprettelse næste år skulle fejres, men det var langt fra sikkert, at Thorvaldsen ville være til stede.
    Digtet tillader sig spøgefuldt at hentyde til, at Thorvaldsens tilstedeværelse i København ikke var en given sag. Han var fx flere gange i løbet af 1830erne fejlagtigt blevet rygtet tilbage til København, men dukkede først op 17.9.1838.
    Han var oven i købet blevet hyldet in absentia ved 28. Mai Selskabets fest to år før, 28.5.1837.
    Se evt. emneordet Opfordringer til at komme til Danmark.

  9. Dvs. Thorvaldsen.

  10. Dvs. den græske sundhedsgudinde Hygieia.
    Digtet ønsker altså, at Thorvaldsen må leve længe.

Sidst opdateret 02.03.2020