Arkivet, Thorvaldsens Museum

Thorvaldsens hår

Thorvaldsens hår
N247: Betegnet på indpakningspapiret:
“Lok af Thorvaldsens Haar. CWilckens Custode”

Læseren kan her fornøje sig med et udpluk af den mængde af Bertel Thorvaldsens hår, der opbevares på Thorvaldsens Museum – samt et kapitel fra billedhuggerens kammertjener, C.F. Wilckens’ erindringer om baggrunden for denne bizarre del af museets samling. Som det fremgår, synes hårmanien at have haft sit udspring i en slags kappestrid mellem kammertjeneren og Thorvaldsens veninde, baronesse Christine Stampe om at samle flest af mesterens totter.
De to var dog ikke alene om denne særprægede genidyrkelse. Efter Thorvaldsens død skulle fx Jonas Collin – Det Kongelige Teaters meddirektør, formand for komiteen for oprettelsen af Haarvaldsens Museum, højtstående embedsmand m.m. – have set sit snit til at befri liget for adskillige lokker.
Det satiriske tidsskrift Corsaren fik hurtigt færten af kultfænomenet. Allerede tre uger efter skulpturgeniets død trykte bladet en slags mockumentary, hvoraf det fremgik, at efterspørgslen på den døde mands hår nu var blevet så stor, at Kunstakademiets øvrige professorer pligtskyldigst måtte lægge hårpragt til, så forsyningerne kunne opretholdes. Corsarens spydigheder er gengivet nedenfor.
Kammertjener Wilckens var øjensynlig drivkraften bag hårkultens udbredelse og antagelig også kunstneren bag de mest fantasifuldt udformede hårværker, se fx N327. Han lod dem ofte ledsage af verdensstjernens visitkort med teksten “Conferentsraad Thorvaldsen” – tilsyneladende som en art uofficiel blåstempling af relikviet, se N226.

N226: Skænket til Thorvaldsens Museum af prins Valdemars arvinger. Prinsen havde fået lokken af hertuginde Thyra af Cumberland. Hvor hun havde den fra, vides ikke. Thorvaldsens hår

At samlertrangen ikke standsede ved Thorvaldsens håraffald, fremgår af Wilckens’ tekst: Også så fantastiske genstande som hår fra Napoleons mor og en stump kalk fra Rafaels grav blev indlemmet i Wilckens’ wunderkammer. Begge dele findes i dag på Thorvaldsens Museum, se N86 og N87.
Kulten giver muligvis stadig genlyd i vore dages blomsterforretninger, hvor græsarten fjergræs, Stipa pennata, går under varenavnet Thorvaldsens hår. Måske har navnet rødder i 1800-tallets hårdyrkelse.
Museet modtager med mellemrum nye hårstumper fra generøse donatorer. De forsynes på behørig vis med et N-inventarnummer, som omfatter genstandsgruppen Thorvaldseniana. De ord, der her ledsager hvert hårpræparat, stammer enten fra museets inventarprotokoller, eller gengiver de autenticitets-verificerende småtekster, hver lok fik med på sin vandring gennem aftagerkredsen – sædvanligvis det københavnske højborgerskab.
Inventarprotokollernes kølige prosa og hårværkernes sirlige udformning røber kun modvilligt – men derfor desto tydeligere(!) – hårkultens komplekse og grotesk-herlige mix af idoldyrkelse, død, vitalitet, animisme, symbolkraft, intimitet, væmmelse, fortrængt sexualitet, nærvær, surrogatnærvær, musealisering, kitsch, samlertrang, ordensfetichisme, snobberi, social positionering, etc.
Det overvejes at lade lokkerne DNA-analysere.

Thorvaldsens hår N327: Betegnet verso, antagelig af C.F. Wilckens: “Conferentsraad Berthel Thorvaldsens Haarlok. Rammen udført af Stilke og Frugtkolber af Træer i Fredensborg Slotshave.”

Udklip af Wilckens’ erindringer

Paa en underlig Maade blev jeg Samler af Thorvaldsens Haar. Jeg opdagede nemlig, at hans Haarbørste og Kam bleve rensede, uden at jeg vidste af hvem, og lod det da være mit første Arbeide efter hans Paaklædning, at gjøre dem rene. En Dag kom Baronesse Stampe til mig og spurgte: »Hvem tager Thorvaldsens Haar? Jeg har savnet det i flere Dage, og jeg samler derpaa.« Nu vidste jeg altsaa, hvem der havde taget Haaret af Børste og Kam, og den Tanke opsteg strax hos mig, at jeg forlænge siden burde have begyndt derpaa. Jeg svarede derfor: »Det gjør jeg, Deres Naade! og jeg haaber, at De vil have mig undskyldt, at jeg bliver ved dermed; som Thorvaldsens Kammertjener maa det dog vist tilhøre mig, naar han er her i Byen.« For at være vis paa, at jeg maatte tage det, spurgte jeg Thorvaldsen, om jeg maatte beholde Haarene, som jeg tog af Kammen eller som jeg klippede af ham. Thorvaldsen smilede og sagde: »Vil De nu ogsaa samle paa mit Haar? Ja kan det interessere Dem, saa vær saa god! Men vil De samle paa Haar, saa skal De faae en ganske lille Lok af Napoleon I’s Moders Haar« Med disse Ord gik han hen til sin Secretair og fremtog den Æske, hvori Haarlokken laa, og gav mig den halve Lok. »See det er Haar at gjemme paa!« sagde Thorvaldsen. Samme Dag fremtog han en Æske, hvori der var Kalk fra Rafaels Grav. Han havde været tilstede ved Gravens Aabning, hvorfra han, ligesom de andre Tilstedeværende, havde medtaget lidt Kalk. »Da det lader til, at De vil være Samler,« sagde Thorvaldsen, »er det vel bedst, at De ogsaa faaer lidt heraf,« og jeg modtog naturligvis med Taknemlighed disse Gaver. Da jeg flere Aar efter, ved Thorvaldsens Bisættelse i Museet, saae, at der blev stødt nogle Stumper Kalk af Gravrummet, samlede jeg dem op, og ved Thorvaldsens Hundredaarsfest gav jeg hvert af Festcomiteens Medlemmer et stykke deraf.

Thorvaldsens hår Thorvaldsens hår
N239: Betegnet på indpakningspapiret: “Thorvaldsens Haar klipped af efter hans Død.” Hårlokken har antagelig været ejet af Thorvaldsens ungdomskæreste Sophie Amalie Kurtzhals. N231: Skænket til Thorvaldsens Museum af søskendeparret Unsgaard, der arvede lokken fra deres onkel, godsejer G.S. Vogt, der i sin tur havde den fra sin mor Adelgunde Vogt, der var elev af Thorvaldsen.

Corsaren 1844

Et Blad til Thorvaldsens Album.

Hr. Frederik Barfod agter at samle alle Notitser o. s. v. der angaae Thorvaldsen, og udgive dem som et Thorvaldsens Album. Han har udstedt Indbydelse til alle Mennesker om at levere ham Bidrag, og vi tøve ikke med, foreløbig at sende ham Efterfølgende. Det bør hedde:

En Paryk og flere Skaldede.

Da Thorvaldsens Død erfaredes, rev “Fædrelandet” sig som bekjendt jamrende i Haarene. Dog havde dette ingen videre følger.
Mere følgerig var Virkningen af den verdensberømte Kunstners Død paa Prof. Heiberg. Om det var af Sorg over den Hedengangne eller af Fortvivlelse over et Riim til det Declamations-Nummer, Fru Heiberg i den Anledning skulde fremsige i Theatret, vides ikke – nok er det, han rev sig ogsaa i Haaret.

Corsaren, 187, 1

De, som tvivlede om Sandheden heraf, bleve overbeviste ved at see og høre, hvor haartrukket Declamations-Nummeret var. Vist er det, at Prof. Heiberg fremtidig maa bære Paryk.
Det var altsaa Parykken.
Et andet Factum er mindre bekjendt; det foregik i Nattens Taushed som et Mysterium. Men selv Natten er ikke længer taus, den har fortalt Alt til “Corsaren”.
Da den store Døde laa ligklædt, med Laurbærkrandsen om Hovedet, og næste Dag skulde begraves, faldt det pludselig en fornem Dame ind, at hun ikke havde nogen Erindring om Thorvaldsen, og den maatte hun have.
Hun var ikke saa lykkelig som Overlæge Jacobsen, han fik jo ved selve Thorvaldsens Død endog en drøi Erindring.
Men et Erindringstegn vilde hun som sagt have, og hun sendte Bud og udbad sig en Lok af den store Kunstners Haar.
Næppe var dette blevet bekjendt, før næsten alle fornemme Damer sendte Bud og ligeledes udbade sig en Lok.
Thorvaldsen var en stor Kunstner og en retskaffen Mand; men han var ingen Samson. Dette sagde ogsaa Comiteen til sig selv, da den holdt et extraordinairt Møde for at raadslaae om, hvad der var ved Sagen at gjøre.
Men man fik en Idee, en glimrende Idee. Der seer man, hvad Fortvivlelsen kan gjøre.
Man vilde lade Andre give Haar til! Andre – naturligviis andre Kunstnere.
Men Eleverne vare naturligviis ikke værdige til, med deres Haar at repræsentere Thorvaldsen, og med en Art Stolthed rakte Professorerne derfor deres Haar, deres Hoveds Prydelse frem.

Corsaren, 187, 2

Nogle Haar vare sorte, andre graae, atter andre røde, og Thorvaldsen havde hvide Haar.
Damerne undrede sig, og En, der havde faaet en stor rød Tot, sagde: Jeg er bestemt bleven narret; Tjeneren er gaaen op til en Friseur.
Men Comiteen, hvem hun adsprugte, svarede, at hun ikke var bleven narret. Hun maatte betænke, at Mennesket forandrer sig i Døden.
Dette Factum er ubeviisligt.
Men nok herom: Derfor er det saadanne skaldede Professorer, vi have ved Academiet.

Thorvaldsens hår
N230: Betegnet på indpakningspapiret:
“Thorvaldsens Haar – Moder faaet af Onkel Caspar Kongslev,
der var Lærer paa Akademiet”

Referencer

  • Meïr Goldschmidt (ed.): Corsaren nr. 187, 12.4.1844, p. 8-9.
  • Cf. Christiane Holm: ‘Intime Erinnerungsgeflechte: Memorialschmuck aus Haaren um 1800’, in: kritische berichte, Bd. 32, Nr. 1 (2004), p. 29-41.
  • Carl Frederik Wilckens: Træk af Thorvaldsens Konstner- og Omgangsliv samlede til Familielæsning, København 1874, p. 18-19 (genudgivet under titlen: Thorvaldsens sidste år. Optegnelser af hans kammertjener, København 1973, p. 80-81).

Sidst opdateret 04.07.2017