No. 3618 af 10318
Afsender Dato Modtager
Just Mathias Thiele [+]

Afsendersted

Rom

1824-1825 [+]

Dateringsbegrundelse

Digtet er ikke dateret, men det blev trykt 1825 i Beyer, op. cit., så det stammer senest fra dette år. Digtet handler om Venus-statuens forlis under transporten til England. Denne fandt sted tidligst april 1824, hvilket indebærer, at digtet blev til i det nævnte tidsinterval. Da Thiele opholdt sig i Rom fra fra primo 1824 til 2.5.1825, er digtet sandsynligvis skrevet i Rom, hvor han har kunnet overrække det direkte til Thorvaldsen.

Bertel Thorvaldsen [+]

Modtagersted

Rom

Resumé

Thieles digt om Venus med æblet, jf. A12, der er gået ned med et fragtskib, men reddet op af vandet.

Se original

Til Thorwaldsen.

Det Æble, som blev givet Afrodite
I Skiønhedskampen, kastede den Hulde,
Stolt af sin Seier, i Jordens Kunstnermidte,

At, andengang til Priis, det lønne skulde
Det Kunstværk, som om hendes Skiønheds Seier
Gav Verden først en Ahnelse tilfulde. –

Nys saae jeg, Thorwald! at din Venus eier
I trinde Haand, saa kosteligt begavet,
Hiint Æble, som al Jordens Priis opveier!

Tro derfor ei, din Skjønne er begravet
I hviden Skum paa Veien til hiin Britte
Snart stiger andengang hun frem af Havet –
En Anadyomene Afrodite!

Just Thiele

Generel kommentar

Den ydre anledning til dette digt er det marmoreksemplar af Venus med æblet, jf. A12, som blev bestilt tidligst sommer 1816 af “hiin Britte”, dvs. Lord Lucan, aka Richard Bingham. Som antydet i digtet forliste skibet, der i 1824, tidligst i april transporterede Venus-statuen fra Livorno til England. Men statuen blev reddet op af vandet og kunne leveres til bestilleren. I dag findes dette marmoreksemplar af Venus-statuen på Hearst Castle, San Simeon, Californien.
Thiele befandt sig på dette tidspunkt i Rom og kendte derfor historien om det skibbrudne kunstværk, der mirakuløst blev reddet. Det er derfor sandsynligt, at digtet blev skrevet under Thieles ophold i Rom fra primo 1824 til 2.5.1825, se dateringsbegrundelsen.


Hovedtemaet i digtet er gentagelsen af antikkens myter i Thorvaldsens værker og hans og Thieles samtid. Dette fremgår tydeligst af brugen af ordet “andengang”, der i sig selv gentages to gange, og som hver gang repræsenterer en reenactment af en myte: Først refererer digtet til myten om den antikke skønhedskonkurrence mellem de tre gudinder Venus, Minerva og Juno, som Venus drog sig sejrrig ud af med æblet som præmie. Digtet beder nu læseren forestille sig, at Venus vil gentage denne skønhedskamp, men nu mellem kunstværker. Førstepræmien, gudindes æble, skal tilfalde det kunstværk, der bedst – “tilfulde” – vil kunne genfremstille Venus’ skønhed. Digterjeget opdager derefter – i 3. strofe – at Thorvaldsens Venus faktisk står med æblet i hånden. Og ved hjælp af denne behændige logik forstår læseren da, at danskerens Venus må have vundet 1. præmien som den skønneste af slagsen siden antikken!

I sidste strofe dukker ordet “andengang” op igen, og her er det den antikke myte om den skumfødte Venus, der gentages. Thorvaldsens Venus er på sin vej til England sunket i havet, men bliver fisket op igen. Denne tilfældige begivenhed læser digtet nu som en munter gentagelse af gudinden Venus’ fødsel ud af havet.
Thorvaldsen værker ejer altså en evne til at genudfolde antikkens mytefortællinger for “andengang”: Først genfremstilles historien om den sejrrige Venus – den såkaldte Venus Victrix – dernæst genindspiller Thorvaldsens skulptur fortællingen om gudinden, der stiger op af havet som nyfødt – den såkaldte Venus Anadyomene. Ja, digtet hævder til og med, at denne evne til at reproducere antikken er så stærk, at Thorvaldsen ikke skal bekymre sig om, at hans værker vil drukne, blive “begravet”, eller dø. “Tro derfor ei” – forsikrer digtet billedhuggeren om – at dit værk kan gå til grunde, eller i overført forstand blive glemt eller tabe i betydning. Værket vil uden tvivl altid genopstå, eller blive genfødt – hævder digtet. Og det havde Thiele jo så evig ret i ;)

Digtet blev trykt i Beyer, op. cit. og senere i Barfod, op. cit.

Arkivplacering
m33, nr. 10
Thiele
Ikke omtalt hos Thiele.
Andre referencer

  • Frederik Barfod: Thorvaldsensk Album, København 1844, p. 90.
  • Elisa Beyer: Gefion, Nytaarsgave for 1826, København 1825, p. 24.
Emneord
Digte til Thorvaldsen
Personer
Richard Bingham
Værker
Sidst opdateret 08.08.2016 Print