Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 6146 af 9978
Afsender Dato Modtager
H.C. Andersen [+]

Afsendersted

Rom

24.12.1833 [+]

Dateringsbegrundelse

Julesangen blev omdelt og afsunget ved skandinavernes julefest i Rom 24.12.1833. Der er formentlig tale om Thorvaldsens eget eksemplar af sangteksten, siden den er endt i billedhuggerens arkiv. Det fremgår af H.C. Andersens dagbog, at teksten til julevisen blev forfattet allerede tre dage forinden, nemlig 21.12.1833, jf. Helga Vang Lauridsen (ed.), H.C. Andersens Dagbøger 1825-1834, København 1971, p. 258.

Omnes [+]

Modtagersted

Rom

Resumé

Sang til skandinavernes julefest i Rom 1833.

Se original

[På arkets forside:]

Skandinavernes Julesang i Rom
1833
af
H:C: Andersen

[På arkets inderside:]

Skandinavernes Julesang i Rom
1833.
Mel: Ung Adelsteen paa Tinge stod

Sødt dufter Juletræets Blad,
Det stod igaar i Lau[r]bærlunden!
Lad os, som Barnet, være glad
Vi er jo Alle Børn i Grunden!
Den ene Forskjæl kun jeg seer:
Een ved lidt mindre, Een lidt meer!

Husk, hvor det hjemme dog var smukt
Ved Juletid da vi var mindre!
Vi stod ved Døren der var lukt!
Saae gjennem Sprækken Lyset tindre
Tidt Nabobørnene var med –,
Iaften har det samme Sted!

Dansk, Svensk og Norsk, et Kløverblad
Med Sundheds-Kraften, Troskabs Flammen
De Brødre tre, der skildtes ad
I Roma knøttes atter sammen
Eet Sprog eet Hjem os Himlen gav,
Og Broder er hvær Skandinav!

Eei Drot og Hjæm vor Sjæl forlod
Hvad Hjertet elsker, må det prise,
Held Danmarks Fredrik Eiegod!
Held Sverrigs Carl Johan den Vise!
Den Skaal gensidig tømmes maae
Thi Brødre her hos Brødre staae

Saa sælsomt skifter Livet om,
Saa mangt et dejligt Billed svinder
Dog denne Julefest i Rom,
Vil staae blandt vore skønne Minder
Thi grib og nyd med Barnets Sjæl,
Vor lykkelige Juleqvæl!

H:C: Andersen

Generel kommentar

Dette sangblad er skrevet til julefesten 1833. Formentlig er der tale om en afskrift efter en original af H.C. Andersen, idet hverken skriftbillede eller signatur modsvarer Andersens sædvanlige skrift, som den fx ses i hans brev til Thorvaldsen 10.5.1838


Læs Andersens samtidige beskrivelse af julefesten i hans dagbog her, og læs Ludvig Zeuthens senere erindrende beskrivelse af festen her. Det kærlige og broderlige sammenhold skandinaverne imellem får i Zeuthens beskrivelse især en noget hul klang.


H.C. Andersen skrev selv i Mit Livs Eventyr (Revideret tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen, København 1951), p. 165-168 om julefesten i Rom 1833:


“Julen var vor smukkeste Fest; jeg har i ‘en Digters Bazar’ omtalt samme, men saa festlig, saa frisk og lys som 1833 var den neppe nogensinde siden.” (...) “Jeg havde skrevet en Sang og den var min egentlige første skandinaviske Vise. I Rom var Julen en naturlig skandinavisk Fest, men skandinaviske Sympathier var der ikke Spor af. Til Overskrift havde jeg sat: ‘Skandinavernes Julesang i Rom 1833’ den var skreven til Melodien: ‘Ung Adelsteen paa Thinge stod.’” [Sangen gengives i sin fuldstændighed, dog med den forskel at sidste vers i anden strofe adskiller sig fra “Iaften har det samme Sted!” ved at lyde “Her finder nu det samme Sted”] “Sangen var sjungen, der blev en Pause, Enhver vilde have sin Konges Skaal først udbragt; endelig bleve de forende udbragte.”


Yderligere beretter H.C. Andersen samme sted følgende underholdende anekdote fra samme juleaften:


“Hver af Gæsterne gav en Foræring, og det var en Betingelse, at vælge et eller andet Morsomt eller ved Indpakning og Devise se at gøre det dertil. Jeg havde fra Paris et par grelle, gule Flipper, der kun var at bruge til en Karnevals-spas. Disse ville jeg anvende, men det tog en Vending, som man vil se, der kunne have endt Aftenen med Strid og Vrede. Det faldt mig ikke ind, at der kunne være anden Mening, end den, at Thorvaldsen her var den Betydeligste, og at jeg altså nok kunne give ham, frem for Nogen, Kransen. Flipperne, der bar Misundelsens Farve, kom altså med i Spøg. Jeg vidste ikke, hvad vi kun kan læse i Thieles ‘Thorvaldsens Levnet’, at der mellem Bystrøm og Thorvaldsen engang havde været en Strid om deres gensidige Dygtighed. Bystrøm mente, at Thorvaldsen overgik ham i Basreliefs, men ikke i Grupper. Da blev Thorvaldsen heftig og udbrød: ‘Du må binde mig mine Hænder, og jeg skal med mine Tænder bide Marmoret bedre, end du kan hugge!’


Ved vor Julefest var både Thorvaldsen og Bystrøm tilstede: Jeg havde for min store Landsmand bundet en Krans og skrevet et lille Vers med den. Foræringen gjaldt ham, men ved Siden lå de gule Flipper, og dem skulle Den have, der tilfældigvis ved Lodtrækning fik Pakken. Loddet ville, at den tilfaldt Bystrøm, og Indholdet af Verset til den Vindende var: ‘Du kan beholde Misundelsens gule Flipper, Kransen skal du række Thorvaldsen’. Øjeblikkelig kom alt i Bevægelse over denne mangel på takt eller dårlige Vittighed, men snart, da man indså, at det jo ganske tilfældigt var faldt i Bystrøms hænder, og man hørte, det kom fra mig, hvem man ikke tiltroede nogen Bråd, jævnede sig Alt, og det gode Lune kom igen.”

Arkivplacering
m32, nr. 60
Thiele
Ikke omtalt hos Thiele.
Andre referencer

  • Helga Vang Lauridsen (ed.): H.C. Andersens Dagbøger 1825-1834, København 1971, p. 258. (Der daterer tekstens tilblivelsestidspunkt).
  • H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr (Revideret tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen), København 1951, p. 165-168 (Der gengiver sangteksten i næsten identisk form).

Emneord
Broderskabsidealer · Jul · Kunstnermiljøet i Rom · Skandinavisme
Personer
Frederik 6.
Sidst opdateret 14.05.2017 Print