Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 7319 af 9939
Afsender Dato Modtager
H.C. Andersen [+]

Afsendersted

København

10.5.1838 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Bertel Thorvaldsen [+]

Modtagersted

Rom

Modtagerinfo

Udskrift: Kunstneren A. Thorvaldsen, / Kommandeur af Dannebrogen, / Ridder af flere Ordner & & / à / Rom.

Resumé

Kommentarerne til dette brev er under udarbejdelse.

Se original [Translation]

Kjøbenhavn den 10 Mai 1838

For dog paa en Maade at komme med Fregatten til det kjære Italien og kunde sige Dem en venlig god Dag og Tak for alt Godt, skriver jeg dette lille Epistel. Hvor kjær Kunsten og Landet er mig vil de have seet, dersom De har læst min Roman Improvisatoren, der tidligere er blevet sendt til Bibliotheket i Rom, men hvad Bogen ikke har kunnet sige dem, skal her mit Brev gjøre: Tak for al deres Venlighed imod mig, Tak for den kjærlige Trøst og Opmuntring de gav mig da jeg i Rom følte mig nedtrykt over en ukjærlig Dom i Hjemmet der tilfaldt mit Digt Agnete. Siden min Hjemkomst, da jeg optraadte med: “Improvisatoren”, har Alt forandret sig til det Bedre, jeg har fundet megen Erkjendelse, dog meest i Tydskland, hvor man næsten vurderer mit Talent for høit. Alle mine senere Bøger ere blevne oversatte og selv i Frankerige vil nu “Improvisatoren” udkomme oversat paa fransk. De hørte saa kjærligt paa mit Mismod, derfor maa de ogsaa høre paa min Glæde. Maaskee har de glemt deres trøstende Ord, jeg har det ikke! min Biographie udkommer snart i Tydskland, der vil de see hvor godt deres Venlighed gjorde mig. Mit nyeste Arbeide er en Roman i tre Dele: “Kun en Spillemand”, der viser hvorledes den meest begavede Natur, naar den ei har en kraftig Villie og udvortes gunstige Omstændigheder kommer til, maa gaae til Grunde. Dansk Natur og dansk Folkeliv pynter Scenen, der dog ogsaa har Malerier af Rom, Wien og Paris at opvise. Med stor Længsel see vi Alle den Tid imøde at Fregatten kommer tilbage, om den da skulde bringe os Dem. De vil finde utallige, varme Hjerter, men – et koldt Climat! Fra Collins har jeg mange Hilsener, de ere Alle vel. Kommer De ikke til os, da glæd mig med et Ord eller en Hilsen, som een af de tilbagevendende vil bringe mig, ingen skjønner meere der paa, end jeg. I vor litteraire Verden er meget Liv, skjøndt Politikken begynder at være meest høirystet. Øehlenschlæger har givet os en Tragedie: Oluf den Hellige, som har smukke Enkeltheder og meget Fortræffeligt. Ingemann gav os nyligt et dramatisk Digt Renegaten og Hertz en Vaudeville: Flugten til Sprogøe, fremsprunget ved den gjennemgribende Vinter vi iaar have prøvet. Næsten over to Maaneder var Danmark og Sverrig eet Fastland, der var et Liv og en Bevægelse paa Søen, som om Sundet var den store Landevei. Min venlige Hilsen til alle Landsmændene.

Deres af Hjertet, trofast hengivne
H.C. Andersen.

Arkivplacering
m22 1838, nr. 35
Thiele
Ikke omtalt hos Thiele.
Sidst opdateret 04.01.2018 Print