Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 2581 af 10185
Afsender Dato Modtager
Louise Juliane von Bertouch [+]

Afsendersted

Søholt ved Maribo

20.8.1820 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af digtet.

Bertel Thorvaldsen [+]

Modtagersted

Søholt ved Maribo

Modtagerinfo

Ingen udskrift.

Resumé

Et digt til Thorvaldsen om hans ungkarlestatus.

Se original

Til
Den ædle Thorwaldsen

Du har saa meget hørt om Dit Talent,
Saa meget seet saa meget læst paa prent,
At Du maae saare undres over
At jeg endnu her noget vover.

Dig intet fremmet meere ere i Kunsten
Du alting høstet har som ydes kan af Gunsten
Dit Fyldhorn det er fuldt af Laurens grønne
Og Fædrelandet veed Dit Værd at skiønne.

Trods al Din Hæder som fra Syden lyder
Trods Nordisk Kierlighed som vi Dig byder
Saa har jeg end et Ord at sige
hvortil Du aldrig har hørt lige.

Du har en Feil! jeg kan den ej fortie,
Her Sandhed høres maae her i Naturens frie,
Det er en Plet i Dit saa skiønne Liv;
Du deeler ej Din Glands med en elskværdig Viv.

Søeholt: Lolland
den 20de August 20. –
Louise von Bertouch
fød von Wallmoden
Generel kommentar

Dette digt blev antagelig fremført 20.8.1820 ved den festmiddag, som blev afholdt til Thorvaldsens ære på herregården Engestofte på Lolland. Bertouch har imidlertid stedfæstet digtet til sit hjem på naboherregården Søholt, hvor Thorvaldsen boede under sit ophold på Lolland. Der er derfor mulighed for, at Bertouch har skrevet digtet i sit hjem, men fremført det ved den festlige lejlighed hos naboen på Engestofte – eller at hun ved en mindre formel sammenkomst på Søholt samme dag oplæste digtet for Thorvaldsen og overrakte det til ham dér.

Et ironisk drilleri

Digtet retter på charmerende vis en mild bebrejdelse mod Thorvaldsen over, at han er forblevet ugift. Det er højst sandsynligt, at Louise von Bertouch havde hørt om Thorvaldsens forlovelse året før med Frances Mackenzie. Billedhuggeren fik dog kolde fødder og viklede sig ud af forholdet på knap så elegant vis ved bl.a. at indlede et andet forhold til Fanny Caspers. Hans gode ven P.O. Brøndsted opsummerede 5.5.1819 forbindelsen mellem Mackenzie og Thorvaldsen med ordene: “hun hav[d]e ennyeret ham ihiel, Gud skee Lov! at hun er borte”. Læs mere om sagen i hendes biografi.

Historien om Thorvaldsens forliste forlovelse blev publiceret vidt og bredt, og Bertouch greb da anledningen og stak drillende til billedhuggerens uvilje mod at blive smedet i Hymens lænker. Men historien rækker også ud over det snævert biografiske plan. Thorvaldsens livslange fastholdelse af sin ungkarlestatus hænger sandsynligvis også sammen med hans ønske om udleve en af sin tids centrale eksistentielle og filosofiske ideer i praksis: Han brugte sit eget liv som en anskuelig model for det frie, selvbestemmende individ, der i højere grad kunne gøre, som det havde lyst til. Denne uafhængighed var så normbrydende, at digtet til sidst påkalder både “Sandheden” og “Naturen” som korrektiv over for billedhuggeren. Og læst for pålydende fremtræder digtet som en lidt sippet moraliseren over, at en så eftertragtet mand gik fri og ugift omkring og trodsede en af samfundets mest basale konventioner.

Men hvis man kun forholder sig til ordlyden, overser man digtets humor. Tonen er fra starten tydeligvis uformel og direkte – først og fremmest markeret ved, at Thorvaldsen højst usædvanligt tiltales med Du – hvad Bertouch ikke gjorde uden for digtets frirum; og ved at Bertouch frækt hentyder til den society-skandale, Thorvaldsen havde forårsaget. Men kritikken af hans uægteskabelige frihedstrang er ikke fordømmende, den er tværtimod kæk, kærlig og drillesyg, hvad der i bund og grund tager brodden af selvsamme kritik – og noget tyder på, at Thorvaldsen også har opfattet digtet sådan, da han valgte at beholde det, så det blev bevaret til i dag blandt hans efterladte papirer. Digtets udsagn bliver altså undermineret af dets frimodige sprogtone, og der bliver da heller ikke lagt skjul på beundringen for Thorvaldsen. Den ironiske pointe er da, at det kun ud fra et konventionelt synspunkt var en “Feil”, at han ikke delte sin “Glands med en elskværdig Viv”. Med dets drillende charme hylder digtet tværtimod Thorvaldsens ukonventionelle ungkarlestatus og peger dermed på en af grundbetingelserne for, at hans liv kunne blive rollemodel for udviklingen af modernitetens frie individ.

Arkivplacering
m32, nr. 22
Thiele
Ikke omtalt hos Thiele.
Andre referencer

  • Dyveke Helsted: ‘Thorvaldsens besøg på Lolland i 1820’, in: Lolland-Falsters historiske Samfunds årbog, Nykøbing Falster 1958, p. 6-7.

Emneord
Digte til Thorvaldsen · Rejsen til Rom, august-december 1820 · Thorvaldsen som normbryder og rollemodel · Ugift og fri
Sidst opdateret 25.09.2018 Print