Mel: Vær Du vort Selskabs SkytsGudinde.
Naturens glade Hymner løde
At hilse Jordens første Brud,
Da klædt i Edens Morgenrøde
Den ædle Qvinde kom fra Gud.
Hun kaldte Viid og Ynde frem
Og unge Glæder fulgte dem.
Men atter saae Alherrens Øie
Til Jordens bedste Skabning ned,
Bliv Moder! bød den Evighøie,
Og Himle jublede derved.
Til milde Dyder, Hellig Lyst
Indvied’ han sin Yndlings Bryst.
Da smeltede Barbarers Hjerte
Ved Moderkjerlighedens Ild,
Og yngre Slægter Blidhed lærte
Og Dyder ved en Moders Smiil;
Og Mandens Lod blev stor og skjøn,
Den Frommes Bifald blev hans Løn.
O! derfor prise Sangens Toner
Dig hulde Moderkjerlighed!
Igjennem alle Jordens Zoner
Du skaber Støvets Sønners Fred.
Ved Dig opliver Zahras Ørk
Og uden Dig er Eden mørk.
Ja fromme Moder! som udbreder
Paa ald Din Bane Held og Fryd,
Dig skjenkte Himlen høie Glæder
Dig lærte Himlen Moderdyd.
O see Dit Værk! Dit Arbeids Løn!
O! Held Dig! den er salig skjøn.
O see Din Mage Dig velsigne
Hans varme Hjerte takker Dig;
See Dine Børn Din Dyd at ligne!
See alle Gode glæde sig
O see Din Fremtids Haab! og nyd
Den ædle Moders høie Fryd.