12.8.1820

Afsender

NN

Afsendersted

Gisselfeld

Modtager

Henriette Danneskiold-Samsøe

Modtagersted

Gisselfeld

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af sangen.

Resumé

Sang om moderkærlighed til Henriette Danneskiold-Samsøe.

Dokument

12te Augustii 1820I

Mel: Vær Du vort Selskabs SkytsGudindeII.

Naturens glade Hymner løde
At hilse Jordens første BrudIII,
Da klædt i Edens Morgenrøde
Den ædle Qvinde kom fra Gud.
Hun kaldte Viid og Ynde frem
Og unge Glæder fulgte dem.

Men atter saae Alherrens Øie
Til Jordens bedste Skabning ned,
Bliv Moder! bød den Evighøie,
Og Himle jublede derved.
Til milde Dyder, Hellig Lyst
Indvied’ han sin YndlingsIV Bryst.

Da smeltede Barbarers Hjerte
Ved Moderkjerlighedens Ild,
Og yngre Slægter Blidhed lærte
Og Dyder ved en Moders Smiil;
Og Mandens Lod blev stor og skjøn,
Den Frommes Bifald blev hans Løn.

O! derfor prise Sangens Toner
Dig hulde Moderkjerlighed!
Igjennem alle Jordens Zoner
Du skaber Støvets SønnersV Fred.
Ved Dig opliver Zahras ØrkVI
Og uden Dig er Eden mørk.

Ja fromme Moder!VII som udbreder
Paa ald Din Bane Held og Fryd,
Dig skjenkte Himlen høie Glæder
Dig lærte Himlen Moderdyd.
O see Dit Værk!VIII Dit Arbeids Løn!
O! Held Dig! den er salig skjøn.

O see Din MageIX Dig velsigne
Hans varme Hjerte takker Dig;
See Dine BørnX Din Dyd at ligne!
See alle Gode glæde sig
O see Din Fremtids Haab!XI og nyd
Den ædle Moders høie Fryd.

Generel kommentar

Denne sang blev sunget ved forlovelsesfesten for Louise Danneskiold-Samsøe og hertugen af Augustenborg Christian Carl Friedrich August, der fandt sted på den sjællandske herregård Gisselfeld 12.8.1820.


Sangen er en generel lovprisning af moderkærligheden, men det må også formodes, at den mere specifikt er stilet til den kommende bruds mor, Henriette Danneskiold-Samsøe, da både moderens mand og børn nævnes.
Forfatteren er p.t. uidentificeret.

Thorvaldsen var til stede ved begivenheden undervejs på sin rejse til Rom, august-december 1820.

Arkivplacering

m32, nr. 20

Thiele

Ikke omtalt hos Thiele.

Emneord

Personer

Kommentarer

  1. Sangen blev sunget ved forlovelsesfesten for Louise Danneskiold-Samsøe og hertugen af Augustenborg Christian Carl Friedrich August, der fandt sted på den sjællandske herregård Gisselfeld 12.8.1820.
    Thorvaldsen var til stede ved festen.

  2. Sangen Vær du vort Selskabs Skytsgudinde var en populær festsang skrevet af den danske forfatter Thomas Thaarup, i øvrigt Thorvaldsens gode ven. Melodiens ophavsmand er p.t. ikke opsporet.
    Sangen stammer senest fra 1802.
    Den udkom også i Thaarups Efterladte poetiske skrifter, p. 403, udgivet 1822 af Knud Lyne Rahbek.

  3. Dvs. Eva fra Det Gamle Testamente – som det fremgår af det følgende.

  4. Der må menes Adam fra Det Gamle Testamente.

  5. Dvs. menneskene i bred almindelighed. Af støv i betydningen jorden, jordiske ting eller det stof, som den kristne Gud siges at have skabt mennesket af, se Ordbog over det danske Sprog.
    Støvets Sønner er en gængs poetisk metafor, hos fx Johannes Ewald, Thomas Kingo (1634-1703) m.fl.

  6. Med udtrykket Zahras ørk eller ørken hentydes der til den gammeltestamentlige Sara, der først som 90-årig fødte sin og Abrahams søn, Isak.
    Sara havde altså i mange år været barnløs, dvs. i sangens poetiske termer så ufrugtbar som en ørken, at hun selv anså det for helt usandsynligt, at hun skulle kunne få et barn, se 1. Mosebog, kap. 18, v. 7-15.
    Sangen peger altså på sit hovedtema – at moderkærligheden kan gøre alt, selv en ørken, frugtbar.

  7. Sangen henvender sig i denne strofe og den følgende direkte til en mor. Efter konteksten at dømme er der sandsynligvis tale om den kommende bruds mor, nemlig Henriette Danneskiold-Samsøe. I sidste strofe nævner sangen Moderens mand og børn.

  8. Dvs. en moders værk, som ifølge den noget konservativt indstillede sang tydeligvis er identisk med en familie, der beskrives i den følgende strofe. I dette tilfælde Henriette Danneskiold-Samsøes familie, som var til stede ved forlovelsesfesten.

  9. Dvs. Conrad Danneskiold-Samsøe, moderens ægtemage.

  10. Dvs. Henriette og
    Conrad Danneskiold-Samsøes seks børn, som sandsynligvis var tilstede ved festen – bl.a den kommende brud Louise Danneskiold-Samsøe.

  11. Ifølge sangens lovprisning af moderkærligheden må det håb, en mor knytter til fremtiden, være at se sine egne børn videreføre moderkærlighedens hellige bud i form af familie og børnebørn.
    Og dermed i dette tilfælde en forhåbning om, at det forlovede par ville stifte familie i fremtiden.

Sidst opdateret 14.02.2020