Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 3799 af 10185
Afsender Dato Modtager
Jens Baggesen [+]

Afsendersted

Teplitz

Afsenderinfo

Der er afmærkninger fra et rødt laksegl på brevet.

24.9.1825 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Bertel Thorvaldsen [+]

Modtagersted

Rom

Modtagerinfo

Udskrift: Al Signore Mastrissmo / Il Signore Alberto di Thorwald / sen / Roma

Resumé

Jens Baggesen henvender sig efter lang tids tavshed til Thorvaldsen og håber, at han kan huske ham. Baggesen har været syg og har derfor ikke kunnet skrive. Han rejste til Paris med sin kone Fanny og sønnen Paul, men deres uforsikrede ejendele gik tabt på vejen dertil, desuden blev han bedraget af et handelshus og sat i fængsel. Kronprins Christian Frederik og prinsesse Caroline Amalie ankom imidlertid til Paris og plejede ham. Baggesens kone, der var taget på landet, fik en blodstyrtning og ved Baggesens ankomst var hun død og begravet. Senere døde også Baggesens medrejsende søn. Hans ældste søn hentede ham derefter til Bern, hvor han uden held rekreerede i to år. Efter kurophold i Karlsbad er han nu i Teplitz på vej mod vinterdestinationen Dresden. Sluttelig anbefaler han Thorvaldsen at tage godt i mod en engelsk kaptajn ved navn King.

Se original

Tepliz i Böhmen, d 24 Sept. 1825.

Elskelige, uforglemmelige Thorwaldsen.

Erindrer De endnu i Roms gamle Underværker, som De, efter Aarhundrede[r]s Forløb i mørkt Barbarie, har formeeret med nye – erindrer De endnu, med Kunstens meest glimrende Krone paa Hovedet, agtet og elsket af alle dannede Mennesker, endnu bestandig beskiæftiget med udødelige Arbeider, Deres gamle unge Baggesen, og vort Samliv i Kiøbenhavn, hvor næsten De allene giorde mig Opholdet taaleligt, og i Deres Omgang usigelig behageligt ? Uagtet jeg bestandig ikke blot har erindret Dem, som den Mand mit Hierte inderligst længtes efter igien at foreenes med, men saa at sige uophørlig i Dannemark, i Paris, i Schweitz, i Tydskland, og i Böhmen, virkelig i Aanden levet med, da jeg overalt fandt Venner og Bekiendte, der med Glæde bragte mig friske Efterretninger om min Thorwaldsen og hans seeneste Arbeider – uagtet mit inderlige Venskab, og min reene Beundring af Kunstneren, der meer end nogen anden maaskee har bidraget til mit elskede Fædrelands Ære, maaskee fortiente Deres Gienerindring, kan jeg dog ikke andet end af ganske Hierte tilgive Dem, om De skulde have glemt den fra den Tid af yderst ulykkelige, af Skiæbnen forfulgte Ven. Min Tilstand har i en Række af Aar giort mig al Correspondenz saa got, som umuelig, selv mine ædle Sønner kunde jeg kun sielden give Vink om mig. Min Labyrint siden vort Samliv hiemme er i kort Udtog følgende: Jeg gik med min inderlig elskte Kone, og yderst haabefulde Søn, til Paris – med bestemt Hensigt, efter der i mit lille Landsted at have bragt alt i Orden og henforvart 16 Kasser med alle mine og min Kones Kostbarheder (som jeg i den gode Aarstid lod gaae uassecureerte fra Kiøbenhavn til Havre) at gaae til Rom, da hendes Sundhed ligesaameget, som min Lyst, giorde mig et derværende Ophold hensigtsfuldt. Efter en besværlig Landreise kom jeg til Paris, og neppe ankommen traf mig tre Tordenslag: Tabet af saa got som alt mit Eie ved Skibbrud – Bedrag af et Handelshuus i Paris, som jeg havde Fordring paa – Fængsel i Ste Pelagie hvor jeg i 6 Uger besøgtes af min Kone og Søn, der begge derover tabte ganske deres Sundhed. Nogen Tid derefter, da jeg med Opofrelse af al min Kones Eie var udløst, kom det elskelige Fyrstepar: Prinds Christian og Amalie til Paris, vilde at jeg skulde boe hos Dem og pleies af Dem, da jeg endelig selv var bleven dødelig syg – og sandelig de pleiede mig som Engle. Da min Kone imidlertid med min herlige Søn fandt et nyt Liv i deres stille Marly, levede jeg trods min Svaghed i en vis Herlighed i Hovedstaden, kiendt og elsket af mange Ædle der, saa længe Prindsen og Prindsessen vare der – et helt Aar nemlig. Fast daglig talte vi om Rom og Dem; men neppe vare de borte, før en Blodstyrtning bragte min Kone paa hendes sidste Sygeleye og tvang mig til Plombieres for om mueligt at redde mit eget Liv. Neppe ankommen reiste jeg Dag og Nat uden at kunde gaae tilbage til Marly, da et Brev fra min Søn, berettede mig, at Lægen frygtede for hendes Liv. Jeg kom halvdød selv, og fandt hendes Grav, mit Huus forseglet, og min Søn forvunden. Ham fandt jeg endelig, men syg – jeg fik en Nervefeber – han ligesaa – vi reiste til Schweitz for at styrke os men maatte tilbage efter et kort Ophold, for at bringe vore Sager i Orden i Marly. Vi kom ikke derhen, thi den 18aarige Yngling fik et Anfald i Paris og døde efter 40 Dages Pleie uden at forlade hans Seng i mine Arme. Fra det Øieblik af veed jeg lidet om min Tilstand. Jeg vaagnede i en Venindes Arme paa et Slot 40 Mile fra Paris – hvor min ældste Søn Professor og Præst i Bern kom, og hentede mig midt i Vinteren hiem til sig. Der levede jeg de 2 sidste Aar i en næsten bestandig Smerte, trods alle Forsøg med Alpebade og Alpeluft paa de høieste Bierge. Endelig blev mig Carlsbad forordnet som eeneste muelig Redningsmiddel. Min næst ældste Søn, Prinds Christians Adjutant, fik Tilladelse af K[ongen] at besøge sin syge Fader og ledsage mig til Carlsbad. I fire M[aaneder] har jeg der drukket Brønde[n] i bestandig tiltagende physiske Smerter, m[en] i et sandt selskabeligt Himmerig, Tak skee de elskelige Polske Grevinder og Prinzesser især, som der have pleiet Deres YndlingsDigter – Endelig er jeg nu ankommen til Badet i Tepliz – for at overvintre i Dresden, og gaae næste Aar igien til Carlsbad. Men i al denne Tid har jeg været saa svag, at jeg ikke har været i Stand til hverken at gaae det mindste Stykke Vei, læse eller skrive – desuagtet med grundet Haab, efter alle disse udstandne Lidelser, at leve op paa ny, med foryngede Kræfter, da min Constitution synes fast unedbrydelig stærk. Saa vidt min Historie. Hvor gierne, min elskelige Thorwaldsen ledsagede jeg min unge høistelskværdige Ven Capitain King, Officeer i den engelske Marine, til Dem, som han af alle Mennesker i Italien hierteligst ønsker personlig at kiende. Modtag ham, som min Søn; jeg veed at De engang i Deres Hierte vil takke mig for denne ædle, fine, dannede Mands Bekiendskab. Gud velsigne Dem! jeg kan ikke skrive meere. Deres evig hengivne

Baggesen.

Generel kommentar

Kommentarerne til dette brev er under udarbejdelse.

Arkivplacering
m10 1825, nr. 100
Thiele
Gengivet hos Thiele III, p. 260-262.
Emneord
Idolisering af Thorvaldsen · Karakteristikker af Thorvaldsens person · Selskabsliv, andre steder
Personer
Caroline Amalie · Christian 8.
Sidst opdateret 10.05.2011 Print