Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 7722 af 10234
Afsender Dato Modtager
Emanuel Nyboe 21.10.1838 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af den avis, hvor digtet første gang blev trykt, og af Barfod, op. cit.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

De tolv Sølvapostle.
(Efter et sællandsk Folkesagn).

Die Zeit ist eine blühende Flur;
Und Alles ist Frucht, und Alles ist Saamen!
(Schiller. Die Braut v. Messina, S. 114.)

Det var en Sommernat, som faa vi skue,
Hvis friske Svale køled Dagens Lue,
Og højt stod Maanen paa den klare Bue.

Den hvide Maage, tung af Nattefugten,
I dybe Kredse svæved over Bugten,
Og strejfed Bølgetoppen let i Flugten.

Men fjærnt, hvor Sky og Bølge trindt sig lukke,
Jeg saae det høje Hvenos Klintehukke
I Taagen frem af Bølgespejlet dukke.

Med Mindets lyse Straalekrands begavet,
Det knejste, som en Bavtasten ved Havet,
Mens Slægt for Slægt laa ved dets Fod begravet.

Da var det mig, som vaagnede de døde;
Som vilde sig den svundne Tid gjenføde,
Og For- og Fremtid underfuldt sig møde!

Og, ligt et Syn i lette Morgendrømme,
Jeg saae det stolte Kodans Najas tømme
Sin Perlekoncha ud i Sundets Strømme.

Da lød det hult, som Kongedybs Kartover;
Et sælsomt Skjær sig ringlede henover
De dunkelgrønne, maaneklare Vover.

Og frem af Natletaagens dunkle Ramme
Gik, Glimt i Glimt, den blaaligblege Flamme,
Og hoppped paa de hvide Bølgekamme.

Da stivned til en Flade Bølgens Bue;
Tolv lyse Punkter kunde grant jeg skue,
Der vifted sælsomt med sin stille Lue.

Dog, som et Øjeblik jeg sænkte Brynet,
Halv blindet, halv forvirret over Synet,
Var alt forsvundet, brat som Nattelynet!

Men tolv Figurer sølverblanke stege,
Med Glorier omkring de Lokker blege,
Af Dybet frem, hvor hine Flammer vege.

Og op fra Dybet klang det med en Stemme,
Som, engang hørt, jeg aldrig mer kan glemme;
Thi slige Toner har paa Jord ej hjemme!

“Hvor Frederiksborg sin Kæmpemasse hæver
Af Skyen frem, mens Spiret dristig svæver
I højen Sky, hvor Ørnens Unge bæver;

Der hvælver sig en gotisk Tempelhalle,
Hvor trindt om Korets luegyldne Tralle
De stod engang, i høj Forklaring, alle.

Der stod, af vakre Konstnerhænder gydet,
Den blanke Støtterække, staaleprydet,
Som tit en from, en kraftig Slægt har frydet!

De staa der ej! Kun Soklen er tilbage,
En øde Tomt. Selv maatte bort de drage
Henover Sund og Sø, i Fejdens Dage.

Dog Havet ej sin gamle Frænde sviger;
Om end fra Hjemmet Helligdommen viger,
Den følger dog ej Sveas vilde Kriger!

Og, mens fra Kyst og Klint endnu det sukker,
I Bølgesvælget Skibets Stævn sig dukker,
Og Havet mørk sig over Skatten lukker.

Nu, tabt er tabt! Det døde Malm er ringe;
Men Aanden lever; højt skal den sig svinge,
Naar Konsten laaner from Begejstrings Vinge!

Paa Sagas Ø, hvorom de Skjalde synge,
Skal Sydens Blomster herlig sig forynge;
Isblomsten huldt i Lavrens Krands sig slynge!

Der skal han fødes — han, den herlighøje,
Med Hellas’s lyse Genius for Øje;
For hvem sig Tidens Kæmpeaander bøje!

Han skal, en anden, nordisk Japetide *)
Indaande Liv i Marmoret det hvide,
Og atter støttepryde Templets Side.

Da stige frem, af Havets Daab, de døde,
Og i den nye Konstens Morgenrøde
De Sølverstatuer sig brat gjenføde. —

Og se! han kommer, Konstens Heros kommer,
Naar Høsten pranger med de gyldne Blommer,
Og bringer Vaar i Hertas Eftersommer!

Han kommer! Snækken hilser, Sundet bæver;
Fra Dybet Anadyomene svæver,
Og Hellas’s Gudekreds i Nord sig hæver!

Men naar engang de stolte Kongestavne
Udfolde Vingerne, og Sundet favne,
Mens Dannebrog staaer højt, som Kampens Bavne;

Og Glimt i Glimt det da fra Borde luer,
Mens Odins Ravn i Stormens Sky man skuer:
Da Dybet til en Tempelhal sig buer!

I Rad sig stille Støtterne hernede;
Kryptkirken hvælver sine Buer brede,
For om de faldne Heltes Lig at frede!” – –

* * *

Da dukked Dagens Konge frem af Sundet,
Og Skoven vaagnede, der hidtil blunded,
Og Synet var med Morgentaagen svundet.

E. Nyboe.

Generel kommentar

Dette digt blev publiceret i Kjøbenhavns Morgenblad, Nr. 38, 21.10.1838, redigeret af J.P. Grüne. Digtet blev siden genoptrykt i Barfod, op. cit., som er grundlaget for nærværende afskrift.
Digtet tager udgangspunkt i et folkesagn, som avisen beretter om (i Barfods afskrift):

Sagnet fortæller: at tolv Billedstøtter af Apostlene — alle af massivt Sølv og herligt Konstarbejde — fordum prydede Slotskirken i Frederiksborg. Karl den Tolvte, Dagens Sejerherre, fristedes ved Synet af den rige Kirkeskat, og med et spottende: “Vandrer ud i al Verden, og forkynder Evangeliet!” bød han dem borttages og føres til Stokholm. Man bragte dem ombord, men Skibet, der skulde overføre dem, forliste, og Statuerne gik saaledes tabt. Historien har imidlertid kun levnet os enkelte Spor af dette Sagn. Rasbech (Frederiksborgs Beskrivelse) tier aldeles. Derimod bemærker Pontoppidan (D. Atlas, 1 D., Pag. 304 i Noten), “at nogle Sølvfigurer, saa store som Smaabørn, borttoges af Svenskerne, i Krigen 1659.” Jfr. og Wolfs Encomium reg. Dan. p. 492 o. flg. Mulig ogsaa, at et bekjendt historisk Faktum ligger her til Grund, hvilket Folkesagnet — som det jævnlig er Tilfældet — har villet tilegne sig, og give en forhøjet, stedegen Interesse, ved at hensætte Scenen til Hjemmet.

Andre referencer

  • Frederik Barfod: Thorvaldsensk Album, København 1844, p. 236-239.

Personer
Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 28.04.2017 Print