Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 6606 af 10177
Afsender Dato Modtager
C.C. Hall
F.M. Knuth [+]

Afsendersted

Rom

Afsenderinfo

Poststempler: T.T. / HAMBURG / 18. März. 35
Yderligere to stempler, der ikke lader sig tyde fuldstændigt.

18. & 22.2.1835 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Frederik Barfod [+]

Modtagersted

København

Modtagerinfo

Udskrift: A / Monsieur / Monsieur F. Barfoed / à / Copenhague / Toldbodveien 284, 2den Sal. / fr. front:

Resumé

Hall og Knuth fortæller Barfod om deres ophold i Rom. De har deltaget i afskedsfesten for Horace Vernet, hvor også Thorvaldsen blev hyldet.

Rom den 18de Februar [1835].

Min kjære Ven!

Jeg kommer netop fra en natlig Tour til den store Fortids stolteste Minde i Rom, det ubeskriveligt majestætiske Colosseum, hvoraf du ovenfor seer en Afbildning. Under den fulde Maanes Belysning og den Dødsstilhed, som da hersked der, er denne Tour med dens herlige Omgivelser og de store Erindringer, som knytter sig til dem, maaskee den interessanteste og meest romantiske, som noget Sted i Verden frembyder. Jeg har alt 2 Gange tilforn gjort den; men føler mig igjen i Aften fuldkomment hensat i den samme alvorlige melancholske Stemning, som da jeg førstegang foretog den; jeg kan derfor ikke i Aften skrive om Andet end den, endskjøndt jeg vel veed, hvor lidt jeg er istand til derved at skaffe dig af den Nydelse, som Virkeligheden har bragt mig. Det er vidunderligt, hvilken Forskjel der er paa Col. og dens Omgivelser sete ved Dagslyset, og i Maaneskin, først under dette sidste træde de frem i deres rette, mægtige Skikkelser, man føler da først, at man staaer i det gamle Rom, mellem Skyggerne af de Kjæmpeværker, som omgav Verdensbeherskerindens Helligste, dens Forum. Jeg steg op til det Øverste af den Side af Col., som endnu er bedst bevaret. Ligefor mig laae Titus’ Triumf bue, over den saae jeg ned paa det egentlige Forum. Det uvisse, magiske Lys, som Maanen kastede over alle dens mange Ruiner, som ligge udstrakte mellem Roms 2 mærkeligste Høie, den palatinske, som nu kun bærer Gruset af sin stolte Keiserborg, og den capitolinske, paa hvilken endnu det romerske Senat har sit Sæde (det rigtig nok neppe Nogen nu vil falde paa at kalde: “en Forsamling af Guder”) lode disse fremtræde for Phantasien i større Heelhed og Pragt; jo længere Øiet dvælede paa dem, desto klarere hensatte Tanken sig i denne Tid, da de store Skikkelser der bevægede sig, hvem Rom skyldte sin uopnaaede Storhed og sit udødelige Navn. Paa den ene Side af Col. ligge Ruinerne af Titus’ pragtfulde Bade, paa den anden løber Via Appia gjennem Constantins Triumf bue forbi Diocletians Bade og Scipionernes Grav. Inde i Col. selv, paa Arenaen, engang Skuepladsen for de første Christnes Martyrier, ligger nu en Eremitbolig og staaer 14 Altarer med stedse brændende Lamper. Alt her er stille og melancholsk, kun høres i det Fjerne Lyden af Peterskirkens Klokker; det nye Roms store Underværk hilser det gamle Roms pragtfuldeste Mindesmærke; men dens Toner ere dybe og sørgelige, og synes ligesom at tyde hen paa, at den Magt, som skabte den, ogsaa nu nærmer sig sin Grav, og dens Grav vil ikke være saa hæderlig, som det gamle Roms; thi de Vaaben, hvormed den tilkjæmpedes, vare ikke saa ærlige som dennes. – – Klokken paa det franske Nonnekloster lige over for paa Monte Pincio (Trinitá dei Monti) slaaer nu Eet, jeg vil derfor slutte og gaae tilsengs; i Drømme maaskee jeg vil fortsætte min Tour paa det gamle Forum, derfor god Nat kjære Ven, drøm ogsaa du vel – om Colosseum bliver det vel neppe. –

Den 22. Februar.

Mit Brev til dig bliver et underligt mixtum compositum, skrevet i meget forskjellige Stemninger; men – maaskee vinder det derved. Reisens Liv er jo Afvexling baade i Gjenstande og i Sindsbevægelser; et Brev, skrevet paa en Reise, bør derfor bære Præget deraf. Den første Deel af mit Brev skrev jeg, gjennemtrængt af Følelsen for, hvad det gamle Rom var; idag føler jeg netop ret levende, hvad det nye Rom er; Gud veed, at denne Følelse, skjøndt den vel kan kaldes melancholsk, ingenlunde hører til de romantiske som hine første. Aarsagen til at den sidste Følelse – for det nærværende Roms Ynkværdighed nemlig – i de sidste Dage er traadt saa stærk frem hos mig, skal jeg nu fortælle dig.
For en 14 Dages Tid siden gave de fleste herværende Kunstnere, hvortil mange andre Reisende, iblandt andre de fleste danske (i det Hele omtrent 200 Personer), havde sluttet sig, en Afskedsfest for den berømte franske Maler Horace Vernet, der, efter i flere Aar at have været Directeur for det franske Academie her, nu reiste til Paris. Denne Fest var i sin Art meget sjælden, og i enhver Henseende høist fornøielig. (En Extra Fornøielse for os danske var at see Thorvaldsen sidde for Enden af Bordet paa høire Side af Vernet, som elsker og beundrer ham. Og underligt nok, hvor han er til Sæde, Festen maa saa være til Ære for hvem den vil, inden Enden tager, synes det som om den var foranstaltet for ham. Saaledes ogsaa her. Efterat Vernets Skaal var bleven drukket og Thorv. havde rakt ham Laurbærkrandsen, der før hængte paa hans Buste, men som V. ikke vilde lade sættes paa sit Hoved, reiste V. sig strax efter, og med de Ord: la voila à sa place! lagde han den omkring Thorv.’s Hoved, idet han med fransk Heftighed kastede sig om hans Hals og kyssede ham. Jeg kan ikke beskrive dig den Enthusiasme, som dette Syn frembragte paa Alle; det gamle Palazzo Ruspoli rystede under det Bravoraab og den Klappen, som da opstod, og nær aldrig havde ophørt.) Men hvem kan ogsaa andet end elske og beundre Thorvaldsen; hver Søndag-Formiddag besøger jeg ham gjerne hjemme. Med hvilken Hjertelighed modtager han enhver Landsmand; han fører os da rundt omkring i sine Værelser og med en utrættelig Godmodighed viser han os alle sine Kunstskatte, siden stiller han sig selv hen til sit Arbejde, og medens hans Mesterhaand i Leeret fremtryller de uforlignelig deilige Bas-Relieffer, som evigt ville blive en Gjenstand for Verdens Beundring, taler han selv med en ubeskrivelig Hjertelighed og Oprigtighed om Kunst, Politik, Dagsnyheder her i Rom, og især om de Nyheder vi have faaet hjemmefra. Dog nok om Thorv., gjerne vilde jeg fortælle Mere om ham, thi naar Talen er om ham, er det vanskeligt at holde op; thi i Sandhed: “Han er en Heros blandt den lunkne Slægt”. (Din Kommission i Anledning af ham skal jeg ikke glemme). – Men nu kommer Humlen ved dette Gilde, den kom Dagen efter. Der blev nemlig sendt Gens d’armes ud for at arrestere vor Vært, hvorfor? Fordi vi havde spiist grasso Dagen før la festa di Purificazione. Han flygtede op til det franske Academie, som har Qvarteerfrihed, saavelsom alle udenlandske Ministres Hoteller, alle Kirker og Klostere (hvoraf der gives 500 her) – til Beqvemmelighed for Mordere og Røvere paa sin Romersk – han holdt sig til Selskabet, som havde sagt ham at de havde Tilladelse, og Direkteurerne maatte betale 100 Scudi for at redde ham. Det moersomme derved er nu, at de ogsaa virkelig havde faaet en særdeles Tilladelse dertil af Governoet (Politiet); men det geistlige Collegium meente, at deres Tilladelse ogsaa var nødvendig; da Politiet imidlertid havde været af den modsatte Meening, saa fandt Directeurerne sig beføiede til at følge deres Anskuelse og henvendte sig til den franske Gesandt her, som desangaaende indgav en Note til Paven. Paa denne fulgte følgende mærkværdige Svar fra den hellige Ufeilbarlighed: det Hele var rigtignok en Feiltagelse, men da Pengene engang var erlagte, og da de tillige vare forbrugte, saa kunde de ikke gives tilbage. Jeg vil overlade dig selv at afgjøre, hvad man meest skal beundre i dette Svar: Dumheden eller Uretfærdigheden; den første kunde dog let have været undgaaet, den sidste er derimod en Egenskab, som nu engang maa betragtes som uadskillelig fra den hellige Stol. Jeg kunde endnu fortælle et Par andre Historier i samme Slags, som vist vilde more Eder, men da jeg ikke har Plads hertil, vil jeg opsætte dem til Georgs Brev. – Nu, kjære Ven, maa du lade dig nøie med dette om Rom; da jeg snart skriver til Georg, vil jeg der kunne fortælle Mere, navnligen ogsaa om Karnevalet her, hvis 2 første Dage nu ere forbi, og som frembyder et saa uvant Skue for vore danske Øine. Saasnart det er endt, den 5te Marts tænker jeg, reiser vi til Neapel; om Brevvæsenet har jeg alt talt endeel i Brevet til min Søster (du tilgiver, at jeg gjør dig til Brevdue). Det videre vil jeg skrive til Georg. – Hvor glad jeg blev over dit Brev hertil og de mange Efterretninger om Vennerne, som det indeholdt, behøver jeg ikke at sige dig. I havde da ogsaa sat min Taalmodighed paa Prøve; de sidste Efterretninger om Eder havde vi i Zürich, det er altsaa omtrent et halvt Aar siden. Dog er Du ikke meent med denne Bebreidelse; med Hensyn til Dig kan jeg kun beklage mig over Skjæbnen, som, uagtet al min Umage, ikke vilde lade mig faae fat paa dit Brev til Berlin. Dog, the end well all is well, jeg vil derfor ende med at tilgive dem Alle, og bede dig bringe en ret inderlig Hilsen fra mig. Lev vel, kjære, trofaste Ven, og tvivl ikke om mit uforanderlige Venskab for Dig.

Din C. Hall.


Maaske du kan faae dette Brev den 11. Marts eller i al Fald nogle faa Dage senere. Det er jo saa B.s Em.s (eller maaskee man kan sige Em. B.s) Geburtsdag. Vil Du da bringe hende en ret kjærlig Vennehilsen fra det fjerne Rom. Ogsaa B. selv maa Du hilse ret mange Gange; igjennem min Søster haaber jeg, at han har faaet min Gratulation i Anledning, af hans veloverstaaede Examen, som glædede mig usigeligt. Siig ham, at da jeg var paa Toppen af Splügen, vilde jeg gjerne have ridset et E og et V i et Træ, men der var uheldigviis ikke et eneste (noget som skal hænde meget tidt paa saa høie Bjerge). Til Gjengjæld skrabede jeg dem med min Alpestol i Rhonegletscheren paa Furca Bjerget, og saa maa de tage til takke med min gode Villie; thi paa en Gletscher er der, som du let seer, ikke at tænke paa Udødelighed.

–––––––––

NB. Vil du see om 29. og 30. Bind af N. J. A. (med Ø.s Lære om Skadeserstatning findes i mit Bibliothek) eller hvis ikke saa at faa dem hos Hedemann, som jeg har laant dem. Jeg frygter for, at de ellers skulle forkomme.


Kjære Barfod! Du og Enhver maa indrømme Vanskeligheden af at sammenknibe sin Ideefylde i 2 saadanne Rectangler, som dem, Halls Ædelmodighed her har levnet mig, besynderligen naar man dog nødig skriver Noget, “som man strax skal udlees for”. Imidlertid haaber jeg, at der kun gjøres faae Fordringer til mig, da min Forgjænger formodentligen har givet dig en klar Udsigt af vort Liv her i Rom og skildret dig, hvorledes vi snart ved Synet af Roms, Frihedens og Kraftens Ruiner i Tankerne henflytte os i hiin store Fortid, snart besøge Kunstens hellige Haller, baade dem, som beboes af Raphaels og Michaelagniolos Genier, og dem, hvori græsk Mesterskab er gjenfødt ved vor store Landsmands Haand, og endeligen, hvorledes vi nu med Forundring betragte, Romernes Lyksalighed i deres 8 Dages Friheds Periode, uden endnu ganske at kunne gjøre os til Børn med hele Byen eller fatte den Sætning, nel carnevale ogni burla vale. – Comiskt er det altid at see, hvorledes et Par Trompetstød kan blæse Liv i 150000 Mennesker, og forvandle rolige, fredsommelige Borgere til Polichineller, Riddere, Tyrker &c., indtil igjen et lignende Signal vil berøve dem alle de laante Fjedre og udbrede over hele Staden en dyb og trist Stilhed; men man kan dog ikke, naar man lidt alvorligere betragter det Hele, Andet end ærgre sig over den Overtroe og Vankundighed, som ligger til Grund derfor, og tillader nogle Klerke at trække hele Massen med en Snor. – I disse Betragtninger troer jeg at selv de, der hos os ere Antipoder, maae mødes, selv du og jeg. Du seer, og jeg havde ikke haft nødig at sige dig det, at her er Meget, som levende maae interessere os, Nok for Ideerne i mangen Retning; kun saameget er der ikke, at vi derover nogensinde skulde kunne glemme vort Fædreland eller nogen trofast og kjær Ven, som det indeslutter. – Hvad du beder mig om, skal jeg see at opfylde, mere kan jeg ikke sige nu. –
Lev vel og behold i trofast Erindring

din
F. M. Knuth.

Generel kommentar

Dette brev er tidligere publiceret i la Cour, op. cit. Udgiveren ledsager brevet med disse ord:

Da C. C. Hall og F. M. Knuth samme Dag i Oktb. 1833 havde bestaaet den juridiske Embedseksamen, begge med første Karakter, bestemte de i Fællesskab at foretage en Udenlandsrejse, der kom til at strække sig over to Aar og bragte dem til Tyskland, Schweitz, Italien og Frankrig. Om denne for dem bægge uden al Tvivl saare befrugtende Rejse har der hidtil, saavidt bekendt, intet foreligget i Literaturen, bortset fra det korte Uddrag af nedenstaaende Brev, der er trykt i Fr. Barfod: Thorvaldsensk Album, Kbh. 1844 s. 83-84, hvorfra en Del af det er overgaaet i J.M. Thiele: Thorvaldsen i Rom. 1819-1839, København 1854 (= Thiele III), p. 533. Imidlertid er Uddraget ikke korrekt og ingen af Stederne meddeles, hvem Brevet skyldes. Der kunde derfor være Grund til at trykke det i sin Helhed, da det giver interessante Indblik i de to unge rejsendes Følelses- og Tankeliv. Som bekendt var Hall født 1812, dengang altsaa 24 Aar, Knuth derimod 1813, altsaa 22 Aar.

Brevet gengives her fra dets trykte udgave, som dog er blevet sammenholdt med originalbrevet, der opbevares i Håndskriftafdelingen på Det kongelige Bibliotek.

Arkivplacering
Håndskriftafdelingen, Det Kongelige Bibliotek, NKS 4652, 4º.
Thiele
Delvis gengivet og omtalt hos Thiele III, p. 533-534.
Andre referencer

  • L.F. la Cour: ‘En Vennehilsen fra Rom. Brev fra Hall og Knuth til Fr. Barfod’, in: Julius Clausen (ed.): Vor Fortid. Tidsskrift for dansk Kulturhistorie, 3. Aarg., København 1919, p. 214-219.
  • Frederik Barfod: Thorvaldsensk Album, København 1844, p. 83-84 (gengiver størstedelen af Halls brev).

Emneord
Brevkultur · Fordomme om italienere · Idolisering af Thorvaldsen · Selskabsliv i Italien · Seværdigheder i måneskin
Personer
Académie de France à Rome · Bertel Thorvaldsen · Horace Vernet
Værker
Sidst opdateret 02.05.2016 Print